Ønsker nyt liv til gavn for familien

Hej,

Jeg er en kvinde på 41 år, og lever i en kernefamilie med mand og 2 teenagere.

Jeg har igennem flere år udviklet et alkoholmisbrug, og jeg drikker nu 1 flaske vin nærmest dagligt.

Jeg har et godt job, lederstilling, respekt fra kollegaer familie osv. Ingen økonomiske problemer eller sociale problematikker.

Jeg har desværre mærket at alkoholen giver mig ro og afslappethed, og et “boost” på selvværdskontoen. Men jeg er 100 % klar over det forbrug af alkohol jeg har er helt i skoven.

Jeg vil forfærdelig gerne få et normalt liv igen, og uden at tænke på alkohol. Jeg tør bare ikke søge hjælp i kommunen, da jeg er bange for mine kollegaer kan se mig og at jeg så stemples som alkoholiker og utroværdig.

Men det kan ikke fortsætte som nu, da jeg er bange for sundhedskonsekvenser, familiens tarv og min egen mentale psyke og tomhedsfølelsen.

Mvh.

Jeg, som ønsker at få et bedre liv til gavn for mine nærmeste 😊

Svar

Hej,

Tak for din henvendelse. Det er rigtig fint, at du retter henvendelse til os, når du vurderer at dit alkoholforbrug er problematisk, det har måske krævet noget overvindelse at skrive til os, så det må du lige klappe dig selv på skulderen for.

For når du selv mærker det har taget overhånd, er det også en rigtig god beslutning at stoppe op i tide, inden du eventuelt ville blive fysisk afhængig. For her bliver det først rigtig svært at gøre noget ved. Hvis du på nuværende tidspunkt blot er psykisk afhængig, så er det stadig muligt, at du kan genvinde kontrollen, så det er dig, der styrer alkoholen og ikke omvendt.

Jeg synes, det er fint du tænker i baner af professionel hjælp. Al forskning på alkoholområdet viser, at man har bedre chance for at forblive uafhængig, hvis man modtager hjælp. Og her er det samtalerne mere end medicinen, der gør den store forskel. Der findes her på vores hjemmeside et væld af muligheder for hjælp, både selvhjælp og konkret behandling. Du kan altid søge ambulant behandling i en anden kommune end din egen, for der er frit valg. Se på dette link: https://alkohologsamfund.dk/alkolinjen/find-hjaelp/find-steder-der-kan-hjaelpe-dig/kort-over-behandlingssteder

Hvis du klikker på find hjælp og klikker på din region på kortet, kan du se, hvad der findes af muligheder i nærheden af dig. Eller langt fra dig, hvis det giver dig en følelse af større anonymitet.

Du er også meget velkommen til at ringe herind til Alkolinjen og tale med en rådgiver for at få en samtale og sammen finde et sted, hvor du kan få hjælp.

Telefonlinjen har nummer 80 200 500, og er åbent i alle hverdage. Du kan ringe helt gratis og anonymt.

Jeg vil ønske dig held og lykke - dejligt du har indset, at du har brug for hjælp.

Kærlig hilsen

Rådgiverne, Alkolinjen

Information

Fornavn / alias
Sanne
Køn
Kvinde
Alder
35-44 år
Problemstilling
  • Jeg drikker for meget