Mors alkoholproblem ødelægger stemningen

Hej,

I et par måneder har min familie og jeg været ekstra opmærksom på vores mors alkoholforbrug og prøve at kortlægge et mønster. Sagen er, at min mor skjuler, at hun drikker. Hun gemmer hvidvin og øl i hendes kaffekopper og hun opfører sig mistænksom, mystisk og anderledes, når hun skjuler det eller når hun er påvirket.

Jeg har ofte (når det er værst, et par gange om ugen eller få gange ugentligt) fundet nogle tomme vinflasker eller øldåser skjult væk mellem nogle madvarer, eller planter der står ude i vores baggang. En gang, hvor jeg snakkede med min papfar om det oppe på sit kontor, fandt vi nogle tomme øldåser i hendes papirkurv. Jeg er også nået til det punkt, at jeg i skrivende stund er begyndt at gemme de tomme flasker på mit værelse, når jeg finder dem, så hun måske får en øjenåbner for, at vi ved det her i huset.

Som jeg ser det, kan grunden til, at hun skjuler det, skyldes at hun ikke vil have, at vi opdager det, fordi hun prøver at fortrænge en større problemstilling, som er tabubelagt. Hvilket resulterer i, at hun prøver at gemme det væk i alkoholen for at fortrænge tankerne om det andet.

Jeg har også tænkt tanken om det er hendes arbejde, der kan gøre det. Hun får langt flere opgaver end hun kan kapere. Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg har i hvert fald brug for noget hjælp eller et råd og derfor er jeg, som søn, desværre nået dertil, at jeg synes der skal et eller andet til udefra, fordi det har nået en grænse, og det er rigtig svært at snakke med hende om det.

Jeg har i hvert fald ikke lyst til, at blive ved med at finde tomme vinflasker eller øldåser der gradvist bliver tømt, hvorefter de bliver smidt ud om morgenen inden vi andre står op. For jeg kan høre det hele ude i baggangen. Der er ikke mange andre end mig der går gennem den, for det eneste den fører hen til er vores fryser eller døren hen til mit værelse. Jeg kan høre, når hun rumsterer derude og det er ubehageligt. Det burde det ikke være.

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan vi skal tackle det herhjemme og jeg har brug for råd. Vi har snakket om det herhjemme; min bror, papfar og jeg. Vi er nået til den enighed, at det ikke skal være os børn, som skal tage den første snak med hende om det, men vores papfar, da han er den voksne. Men efterhånden som vi prøver at snakke med hende om det bliver hun fjern og ignorerer bemærkningen eller spørgsmålet helt. I nogle tilfælde er hun blevet ret sur på min papfar og det går jo ud over stemningen herhjemme.

 I bund og grund. Jeg/vi står på bar bund og jeg vurderer at det er bedst at kontakte jer.