Morfars alkoholproblem splitter familien

Jeg ved ikke helt om det er rigtigt det jeg gør, og ved ikke helt hvad jeg skal sige, men nu prøver jeg.

Min morfar har et alkoholproblem, tror jeg. Det siger min mor.

I min familie har man altid drukket alkohol, men min mor og min mormor har altid kunne håndtere det. Selv har jeg valgt ikke at drikke, fordi det ikke smager godt, og fordi jeg har set folk være fulde før, hvilket ikke er et kønt syn.

Min morfar har drukket ret meget i al den tid jeg kan huske, næsten hver dag, især da jeg var lille. Dengang tilbragte jeg meget tid hos min mormor og min morfar, hvor jeg synes han var meget intimiderende, snakkede kun med ham sjældent, og slet ikke hvis min mormor ikke var i samme rum. Det skal dog siges, at han aldrig har gjort mig noget, men han var aldrig særligt rar.

For to år siden blev han syg, rigtig syg. Det blev kun værre, når han drak som sædvanligt, og han fik hurtigt at vide fra sin læge, at han skulle nedtrappe sit forbrug. Det gjorde han så, og fik det næsten med det samme bedre. Min mor og min mormor gjorde deres for at undgå at drikke alkohol foran ham, og købe alkoholfri vin og øl i stedet. Han blev mere glad, mere frisk og sund, og ville pludselig gerne være sammen med os andre.

For en måned siden blev det værre igen. Min mor og mormor fandt ud af, at han var begyndt at drikke i smug. Han havde flasker stående bag tøjet i skabet. Min far prøvede at få ham til at lade være med at drikke, når vi var på besøg, hvis han allerede havde fået et glas, men min farfar blev sur og insisterede på, at det var ikke noget vi skulle blande os i, og at lægen havde sagt han gerne måtte drikke ved 'festlige lejligheder'. Det er altså ikke en festlig lejlighed at vi kommer på besøg, fordi vi bor lige ved siden af hinanden.

Min mor blev i forgårs rigtig ked af det, efter hun fik en besked fra min morfar om, at vi ikke skal blande os i det, og hvis vi gør, vil han ikke se os mere. Min mor ville gerne være hård mod ham og stille ultimatum, at han ikke må være med til jul, hvis han skal drikke, og få min mormor til at vælge mellem min morfar eller os. Det synes jeg ikke er fair, men jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Jeg tror hvis han fortsætter med at drikke så meget som har gjort, holder hans krop ikke til det.

Hvad kan min familie gøre, og hvad kan jeg gøre for at hjælpe min morfar?

Svar

Tak for dit spørgsmål. Det lyder som en rigtig svær situation for jeres familie, og jeg kan høre, du er bekymret for både din mor og din morfar.

Hvor er det godt, at du skriver hertil, for det kan være rigtig svært at stå med sådan nogle tanker alene. Deler du også dine bekymringer med din mor og far? I hvert fald kan det være godt, at du deler dine bekymringstanker med dem, så de er opmærksomme på dig og på at dette også er noget der har påvirket og stadig påvirker dig. Det lyder f.eks. ikke som om, at barndomsbesøgene hos din morfar var særligt rare, og det påvirker måske også dit forhold til din morfar i dag? Jeg har lyst til at sige, at selvom du er bekymret, er det helt i orden og forståeligt, hvis du vælger at trække dig lidt fra kontakten, eller melder ud at du ikke vil være sammen med ham, når han har drukket, og det samme gælder din mor. Det lidt særlige her, at det er din morfar, der melder et ultimatum ud ved at sige, at han ikke vil se jer, hvis I stiller spørgsmålstegn ved hans alkoholforbrug. Det plejer at være omvendt; at pårørende siger, de ikke vil være sammen med vedkommende, når han/hun drikker.

Helt konkret når du spørger ind til julen, ja det er hårdt at sige, at din morfar må vælge, men måske skal du spørge din mor, hvad hun tænker og fortælle hende, hvad du selv tænker. Måske også sammen med din mormor, så I som familie står sammen og laver en plan, som alle har det godt med.

Den gode erfaring din morfar har er, at han får det bedre, når han ikke drikker, og den samtale kunne værd god at have med ham, hvis han overhovedet giver jer lov, for det lyder til din morfar har alle forsvarsparaderne oppe, når emnet kommer op. Hvis din morfar mener sit ultimatum alvorligt, så er problematikken temmelig låst. Den mulighed I har kunne være at sætte jer med ham alle sammen, og samlet fortælle ham, at I synes, han har brug for hjælp. På mig lyder det som om, at professionel rådgivning er det din morfar har brug for nu. Det kræver han erkender sit problem, og lige nu lyder det som om, han er langt væk fra den erkendelse. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at I som familie, både dig, din mor og din mormor skal passe på jer selv, så alt i jeres liv ikke handler om din morfars alkoholvaner.

På flere behandlingstilbud i hele landet er der etableret et projekt, der hedder CRAFT, som giver hjælp og støtte til pårørende i disse svære problematikker. Nu er jeg ikke klar over, hvor i landet du bor, men du kan læse om projektet og hvor de findes, på vores hjemmeside. Der er også hjælp til pårørende på mange rusmiddelcentre. Find overblik over hjælpetilbud på vores kort her.

Håber ovenstående svar kan hjælpe dig og familien lidt på vej og du er meget velkommen til at skrive i brevkassen igen eller ringe til Alkolinjen på 80 200 500. 

Kærlig hilsen

Rådgiverne, Alkolinjen

Information

Fornavn / alias
Anonym
Køn
Mand
Alder
15-17 år
Problemstilling
  • Jeg er pårørende til en, der drikker