Min mand vil ikke indse problemet

Jeg er kone til en mand, der drikker for meget. Han vil ikke selv indse problemet. Vores voksne børn er enige med mig. Jeg har fået ham til at gå på antabus i nogle måneder, men efter et stykke tid, syntes han ikke, det var nødvendigt mere.

Jeg ved ikke, hvor meget han drikker, da jeg tror han skjuler det for mig.  Jeg vil gerne gå med ham til læge, men han siger, at han ikke har et problem. Jeg har en alkoholtester som han nægter at blæse i. Han var for nogle år siden ansat i en virksomhed, hvor han nægtede at blæse i et alkoholmeter og blev derefter fyret. Han siger, at han dengang ikke havde drukket og at det gik hans ære for nær at blæse. Han har nu et arbejde, som han passer fint. 

Har I et godt råd til, hvad vi kan gøre?

Svar

Tak for din henvendelse.

Jeg kan læse, at du er et rigtig svært sted i dit liv, hvor du kæmper for at få din mand til at holde op med at drikke.

Det er hårdt arbejde og det er sjældent, at det lykkes, hvis ikke den drikkende selv er motiveret og har erkendt sin afhængighed. Resultatet er nogle gange, at de drikker i smug, og det kan føre til afstand i parforholdet, fordi der nu også er skam og løgn involveret. Så kan man som pårørende ufrivilligt komme til at blive den kontrollerende, som den drikkende trækker sig fra både følelsesmæssigt og fysisk.

Det kan være sådan noget, du oplever for øjeblikket. Du står formentlig magtesløs på sidelinjen og aner ikke dine levende råd.

Måske skal du gøre op med dig selv, hvad du vil med dit eget liv, hvis din mand fortsat nægter at erkende sit problem, og nægte at gøre noget ved det.

Det er vigtigt, at du sætter fokus på din egen trivsel og hvad det gør ved dig, at din mand drikker. Hvad får dig til at blive? Er kærligheden intakt eller er du hos ham, fordi det umiddelbart er den nemmeste løsning. Det kan også være, at du bliver, fordi du frygter for, hvad der skal blive af din mand, hvis du forlader ham.

Al dette kaldes medafhængighed og det findes der god litteratur omkring. Du kan søge bøger om det på nettet.

Jeg ved ikke, hvor du bor, men i flere kommuner er der hjælp at hente til pårørende uanset om den drikkende vil holde op med at drikke eller ej. Jeg kan forestille mig, at dine børn måske også er kede af det. Se tilbud i hele landet på vores kort her.

Jeg vil anbefale dig at støtte dig til dine børn og være noget for dem. Hvis I står sammen og gør noget for jer selv, så kan det ske, at din mand også bliver motiveret. Men han skal ikke presses i behandling, for så holder det ikke. Han skal gøre det for sin egen skyld. 

Så mit råd er, at du bruger tiden på dig selv. Du skal ikke bebrejde din mand mere. Fortæl ham i stedet, hvad det gør ved dig, at han drikker og fremhæv hans gode sider som ædru, der gør, at du ønsker at blive hos ham.

Hvis din mand fortsætter med at drikke på sigt uanset hvad, så kan det jo ende med, at du skal tage dit ægteskab op til revision. 

Men lad os håbe på, at hvis I står sammen som familie og gør noget for jer selv, så vil det have en positiv indflydelse på din mand.

Tøv ikke med at række ud til os igen - på telefon 80 200 500 eller chat.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen,

Rådgiverne

Information

Fornavn / alias
Anonym
Køn
Kvinde
Alder
55-64 år
Problemstilling
  • Jeg er pårørende til en, der drikker