Lyst til at drikke igen

Jeg skriver, fordi jeg drikker/drak for meget, alt imellem 6-8 øl om dagen mere i weekenden, gør/gjorde det mest af ren kedsomhed hvis livet var trist eller man mødte modstand eller hvis jeg havde noget at fejre, så man kan sige jeg altid havde en grund.

Nu er jeg så holdt op da jeg fik valget imellem druk eller familien, som jeg valgte.

Det går meget godt, har ikke drukket i en månedstid udover 2-3 gange til fest, hvor det er blevet til 1 til 2 øl, da jeg har sagt at jeg ville køre hjem.

Men min lyst til alkohol er ikke forsvundet, den er der meget tit, er stærkt nok til at stå imod men er bekymret for fremtiden, forsvinder lysten ikke? Hvad skal jeg gøre?

Svar

Hvor er det godt du skriver. Det lyder til, du har taget et godt og vigtigt valg for dig selv og din familie, og at din familie har været værd at tage denne hårde men vigtige beslutning for.

Jeg kan ikke læse i dit brev præcis hvor længe siden ændringen fandt sted, men når du skriver, du ikke har drukket i en måneds tid, pånær et par enkelte øl, forstår jeg, at det er så nyt som netop en måned. Og det er ikke længe i forhold til den hjernekemi som afhængighed er. Du kan godt forvente, at det måske tager 3 måneder i hvert fald, og måske endda op til et år, men i aftagende grad. Som udgangspunkt siger man det tager 3 måneder at danne en ny vane, men der kan selvfølgelig være variationer. Det afgørende her er at fortælle dig, at det er helt almindeligt, at lysten dukker op, og det afgørende er, hvordan du handler på den lyst. Eller netop ikke handler.

Grunden til, at du stadig savner alkohol kan også være, at du drikker til fester. Selvom du ikke drikker dig fuld, så vil din drikketrang blive stimuleret og du vil have samme lyst, som da du lige stoppede med at drikke. Det vil sige, at du starter helt forfra, da lystcentret i din hjerne er vækket og giver dig trangen tilbage. Så hvis du vil være god ved dig selv, så vil jeg anbefale dig helt at stoppe med at drikke, i hvert fald i en periode. Gevinsten ved dette er, at trangen til alkohol langsomt forsvinder, du vil få det bedre både fysisk og psykisk, og du vil have langt mere overskud til alt det andet, der interesserer dig.

Tro på det bliver bedre og fejr, at du allerede er kommet så langt. Det er godt gået. Det kan være, du har brug for at finde et alternativ, nogle nye vaner eller en ny måde at forkæle dig selv på, en ny måde at tage den pause, som alkoholen måske har repræsenteret tidligere. Når du skriver det nogle gange var pga. kedsomhed eller tristhed, er der måske nogle ting i dit liv, du trænger til at få justeret.

Held og lykke og hold endelig fast i din gode beslutning. Hvis du har behov for mere rådgivning, så tøv ikke med at ringe til os på 80 200 500 eller skrive igen her i brevkassen eller via chat.

Kærlig hilsen

Rådgiverne, Alkolinjen

Information

Fornavn / alias
Anonym
Køn
Mand
Alder
25-34 år
Problemstilling
  • Andet