Jeg føler mig som den eneste

Jeg har næsten altid været lidt i en gråzone. Jeg er ikke afhængig men har alligevel dårlige vaner og mønstre. Hver gang jeg bliver presset eller ked af det selvmedicinerer jeg for at dulme og hvis jeg først får ét glas vin vil jeg have mere. Oplever stor grad af kontroltab. Jeg ville så gerne det ikke sagde mig noget for jeg hader mig selv bagefter. Jeg har 4 hjemmeboende børn og en mand. Jeg ønsker ikke den sorte sky over mit hoved altid og har ofte holdt lange pauser i 5-6 måneder, men så falder jeg altid tilbage igen. Jeg vil aldrig få et normalt forhold til alkohol og det ligger i mine gener desværre. Min bror er ædru alkoholiker og min onkel lige så. Min bedstefar døde som følge af alkohol. 


Jeg ved ikke om jeg er parat til at undvære det helt men jeg burde ændre kurs en gang for alle. Hvad vil i anbefale mig? Jeg føler mig som den eneste i hele verden der har det sådan som kvinde, mor og hustru.


Kh en fortvivlet.

Svar

Tak for din henvendelse, det er rigtig godt du skriver til Alkolinjen. Det viser, at du er ressourcestærk; at du rækker ud efter hjælp og at du ønsker en forandring. Det er nok den allervigtigste ingrediens i en sådan livsstilsændring. 

Med dit brev viser du, at du er ansvarlig og har god indsigt i din situation. Det er positivt, at du vil ændre kurs i dit liv og du er absolut ikke den eneste person i verden, der har disse følelser eller erfaringer.

Men med din indsigt og beskrivelse af din problemstilling viser du vilje til ændring. Og du er på rette vej til en positiv forandring i dit liv blandt andet ved, at skrive hertil. 

Jeg tror, at du ville finde rigtig god hjælp og støtte i, at tale med en alkoholbehandler og sammen med vedkommende finde de værktøjer, som passer til din situation og dit liv. Al forskning viser, at det er samtaler med de professionelle, der har den bedste effekt i forhold til en varig ændring af alkoholvaner. 

I alle landets kommuner findes der gratis ambulante tilbud, og du kan få denne behandling anonymt.

Jeg vil gerne hjælpe dig videre både med en samtale og med at finde et sted i nærheden af dig, hvor du kan få denne hjælp. Det kræver dog lidt flere oplysninger fra dig, såsom region og kommune etc. Du kan også finde et sted på vores kort over behandlingstilbud

Du er er også meget velkommen til at kontakte os rådgivere på Alkolinjen på telefon 80 200 500, hvor du også kan være anonym.

Håber dette svar giver dig forsat mod og energi til en god ændring hos dig.

De bedste hilsner,

Rådgiverne

Information

Fornavn / alias
Anonym
Køn
Kvinde
Alder
45-54 år
Problemstilling
  • Jeg drikker for meget