Jeg er gift med en alkoholiker
Jeg er gift med en mand, som er alkoholiker. Jeg elsker ham højt. Helt utroligt højt. Han er min bedste ven, min bedre halvdel. Han gjorde mig lykkelig.
Men min mand har en mørk side. Han drikker, og dæmonerne tager styringen. Min kærlige, omsorgsfulde, intelligente, humoristiske og empatiske mand forsvinder i takt med at promillen vokser. Han bliver skiftet ud med en humørsyg, blankøjet, mumlende, vaklende, arrogant, led og modbydelig mand jeg ikke kender på dagen. Dæmonen der bor indeni flasken, stjæler mit liv. Langsomt ødelægger han vores ægteskab og familie. Han forråder min mand og spænder ben for ham. Han skubber mig længere og længere væk, mens grebet om min mand bliver strammere og strammere. Vores lille datter på 2 elsker sin far så højt - og det piner mig inderligt at dæmonen er skyld i, at jeg må tage hende væk fra hendes dejlige far.
Men nu kan jeg ikke mere.
I 6 år har alkohol været den skygge der har fulgt os. Han har haft alkoholproblemet i mange år. Rigtig mange år - også før mig. Han skjulte det afsindigt godt i starten. Jeg anede det ikke før der var gået næsten et år og jeg var flyttet ind!
I dag er der kun små glimt af ham jeg forelskede mig i. Der er blevet ødelagt så meget - han gør desværre intet for at vise sin påskønnelse længere. End ikke en plade Marabou fra Fakta... jeg forkæler stadig ham med alle de ting han kan lide - men jeg bliver glemt. Det er hårdt og jeg har kastet håndklædet. Jeg har fået en lejlighed og er ved at flytte.
Jeg har krævet døgnbehandling. Men hold kæft hvor er skridtet svært. Jeg bliver gjort til bussemanden i alt. Alt imens jeg opretholder vores familie. Sørger for økonomien, børnene, dagligdagen - ja helt ned til at sørge for at få ham op om morgenen! Han mistede sit kørekort til sprit for 2 år siden - og det er selvfølgelig også min skyld. Takken er anklager om alt. Nedladenhed, respektløshed og arrogance.
Jeg kan ikke mere - men hvorfor er det allersidste skridt så svært. At give slip. At træde ud ad døren til vores fælles hjem. Lukke den og åbne døren til min nye lejlighed. Jeg kan ikke. Jeg bliver sentimental og ked af det. Han er respektløs. Han har været utilgiveligt respektløs. Det ved jeg. Men hvorfor vil jeg krænge mig til håbet om at der en dag kommer en ny start? Jeg har opgivet. 2 år i aktiv behandling hos det offentlige, 4 år med antabus on/off... Brudte løfter og utallige undskyldninger. Men ingen handlinger der for alvor viser anger eller vilje?
Jeg er fortvivlet og ked af det. Jeg er træt. Min familie bakker mig op og er der for mig - men de forstår ikke kampen for at tage sidste skridt.
Hvordan tager man modet, tager tyren ved hornene og går sin vej - uden at blive gjort til syndebuk.
Jeg vil ham alt det bedste - og vil gerne være gift med det der er, når ikke der er alkohol indblandet.
Kære Michelle!
Det må have været nogle utrolig hårde år, du har haft.
Jeg kan godt forstå, at det må være svært at flytte, men på den anden side kan alternativet - at blive, når han fortsætter med alkohol – være endnu mere hårdt.
Det er jo noget vi hører tit, at man som pårørende bliver beskyldt for dette og hint og nærmest får skylden for den drikkendes alkoholmisbrug. Men hvis din mand skal ud af det, må han selv tage ansvaret for at komme ud af det, og for ikke at falde i igen; han er den eneste, der kan gøre det. Uanset hvor meget du elsker og har elsket ham, kan du ikke få ham ædru alene, han vil altid kunne snyde med Antabus og gå hen og købe alkohol et sted og gemme det, hvis han ikke vælger at stoppe helt med det.
I har et barn på 2 år, og det er vigtigt at hun får en god opvækst. Selv om hun elsker sin far, vil hun også kunne mærke de konflikter, der er til stede i familien, hun vil også kunne mærke, at han ændrer sig, når han er beruset, og han vil ikke samtidig kunne være en ansvarlig forælder for hende, mens han er beruset, og måske knap nok have kræfter til det, hvis han har alkoholabstinenser.
Du har forberedt at tage væk fra ham og fået en lejlighed. Måske er det bekymringen for, hvad der skal ske med ham, hvis du forlader ham, der holder dig tilbage; måske tankerne om, hvordan han var og er, når han er ædru, måske usikkerheden og tristheden om, hvordan det vil være at bo alene med et lille barn - måske en blanding af det hele. Det er kun dig, der kan vælge, om du vil følge den vej, du er gået ind på; som du beskriver ham, har han ikke gjort nogen stor ændring for at blive ædru, selv om han har fulgt behandling i 2 år og taget Antabus on and off i 4 år.
Jeg tænker, at tingene er svære, og du skal passe på dig selv, på ikke at blive ”kørt ned” af hans beskyldninger om alt muligt, og passe på at du også bliver ved med at have kræfter og overskud til at tage dig af din datter og til at glæde dig over hende, - og også få et liv, der ikke handler så meget om din mands alkohol. Det er nok nemmere, når du ikke hele tiden er bekymret for, om din mand har drukket, om du bliver beskyldt for noget negativt, og om der nu kommer konflikter.
På en måde tænker jeg, at du kan have brug for at tale det igennem enten ansigt til ansigt med en alkoholrådgiver - du kan formentlig få pårørendesamtaler der hvor din mand er/har været i behandling.
Du har også mulighed for at kontakte din kommune og få en samtale med en familievejleder/socialrådgiver, evt. psykolog i forbindelse med rådgivning om separation og hvordan med kontakten derefter. Fx skal din datter jo ikke være hos sin far, hvis han er beruset.
Du er velkommen til at ringe til os på Alkolinjen 80 200 500 hverdage mellem kl. 11 og 15.
Det er et meget fint brev du har skrevet om din mand, om hvor kærlig han var før i ædru tilstand, og om hvordan han reagerer, når han er beruset. Det er så fint at du kan skille tingene ad.
Uanset hvad er det eneste holdbare for din mand, at han ændrer sine drikkevaner, men han skal ville det, for det er kun ham selv, der kan gøre det.
Information
- Jeg er pårørende til en, der drikker