Ender med at drikke mig for fuld

Hej brevkassen,

Jeg er 21 år gammel og lever et normalt liv, hvor jeg har haft sabbatår efter gymnasiet og nu skal til at starte på min uddannelse. Jeg har altid været glad for at feste, og har gjort det på samme måde som andre unge på min alder. Jeg har været en del af en vennegruppe, som godt kunne lide at give den gas og derfor blev vi også ofte fulde. Selvom det kun var sjældent jeg fik blackouts, var det som om jeg alligevel ofte havde små øjeblikke fra aftenen, som jeg ikke kunne huske. Jeg tænkte ikke så meget over det, da jeg var single. Men da jeg var på højskole, drak vi mere og jeg oplevede totale blackouts nogle gange. Herefter har jeg fået en kæreste og jeg er bange for at drikke mig så fuld, at jeg ikke kan huske, hvad jeg har lavet. Jeg har forsøgt at ændre vaner, men det er gået galt lidt efter igen. Jeg drikker ikke i hverdagene, det er kun til større fester, jeg føler det er et problem og jeg ender med at drikke mig for fuld. Har I nogle råd til mig?

Svar

Tak for dit brev.

Det er godt, at du er opmærksom på dit forbrug, og opmærksom på, at vaner med alkohol kan være svære at ændre. Selvom du sjældent har oplevet, hvad du beskriver som totale blackouts, så er du alligevel bekymret for, at du kommer til at drikke på en sådan måde, at du får blackout igen. Det er ikke rart at gå og bekymre sig, så vi skal altså finde en måde, hvor du kan få en følelse af at have bedre kontrol med den måde, du drikker på.

Umiddelbart vil jeg foreslå, at du i en periode prøver at begrænse dig til nogle få genstande på en aften og maksimalt 5. En måde at hjælpe dig selv til at holde styr på det undervejs, er ved at bruge en app til at tælle genstande med. Du kan hente vores AlkoLog app, som er enkel og gratis. Mange oplever, at når de begynder at skrive ned, når de har taget en genstand, så begrænser de automatisk sig selv, fordi der kommer en højere opmærksomhed på forbruget – i stedet for, at den ene øl tager den anden. Og derudover kan man holde øje med forbruget over en længere periode og på den måde kende sig selv og sine alkoholvaner bedre. Skriv evt. ned på aftner, hvor du har drukket meget, om der gik noget særligt forud for festen,  f.eks. om du har været presset i en periode? Det kan være godt at forstå med sig selv, hvad det er, du kan beruset, som du ikke kan ædru og prøve at udfordre dig selv til fx at have en sjov fest med mindre alkohol.

En anden vej kan være slet ikke at drikke alkohol til fester i en periode, f.eks. en måned. Der findes en udmærket bog, som fortæller om fordelene ved sådan et eksperiment, der hedder ”En måned uden alkohol” af Annie Grace. Mange holder også en helt alkoholfri måned til Hvid Januar eller Sober October. Måske det kan være en måde at sige til din omgangskreds, at du ikke drikker i en måneds tid for at prøve det af.

Håber du kan bruge disse forslag til noget, ellers er du velkommen til at skrive ind igen.

Du er også velkommen til at ringe til os på 80 200 500 eller skrive på vores chat.

Kærlig hilsen

Rådgiverne, Alkolinjen

Information

Fornavn / alias
Mikkel
Køn
Mand
Alder
18-21 år
Problemstilling
  • Jeg drikker for meget