Ole og Carina

Weekenddrikkeri ramte hele familien

Alkoholproblemer, Pårørende
Mand
45-54 år
Udadtil havde Ole og Carina en perfekt familie. Men indadtil blev nærvær og kærlighed skiftet ud med tomme flasker, og en fuld mand, der nægtede at have et problem. Indtil de kom i familiebehandling på det kommunale misbrugscenter.

​Ole og Carina sidder overfor hinanden i familieterapirummet i alkoholbehandlingen på Misbrugscenter Herning. Carina i en sofa og Ole i en lænestol. De har siddet her før. Mange gange. Men de har aldrig fortalt deres historie offentligt før. Mens de fortæller om tiden, før de første gang, trådte over dørtærsklen på misbrugscenteret, fanger de hele tiden hinandens blik for ligesom at mærke efter, om det, de siger, er okay.

Tiden inden den dag i december 2016, hvor de begyndte i familiebehandling for Oles alkoholproblem, var hård.

– Jeg havde en meget kort lunte og hørte ikke, hvad der blev sagt. Jeg havde meget svært ved at være tilstede i nuet, siger Ole.

Ole drak skjult i weekenderne

Ole drak ikke i hverdagene, men i weekenden tog det ofte overhånd. Han drak ikke, når han var sammen med andre, så problemet var skjult for omverdenen. Men ikke for Carina og deres tre børn, som i dag er otte, 12 og 15 år gamle.

– Det var meget uforudsigeligt og utrygt. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg kom hjem til efter en weekendvagt. Nogle gange snøvlede han, faldt i søvn lige pludselig eller kunne ikke ramme munden med gaflen, når vi spiste aftensmad. Når jeg tog på weekendvagt, var jeg ked af at overlade børnene til en uvis situation, husker Carina.

Og netop det, at drikkeriet foregik skjult og ikke hver dag, gjorde det svært for Carina.

– Jeg var i tvivl om det var et problem, eller om det bare var mig, der syntes, det var et problem, siger hun og Ole forklarer:

– Jeg har nægtet det og nok ikke altid gjort det på en pæn måde. Jeg blev jo specialist i at tale udenom og skubbe skylden videre til dig, siger Ole og fanger Carinas blik. Hun nikker stille.

– Vores familie har nok isoleret sig mere og mere. Vores børn havde sjældent kammerater med hjemme, og vi meldte ofte fra til sociale sammenhænge. Vi ville jo rigtig gerne have den der kasket på, om at alt var godt – men når vi ikke kunne tage den på, isolerede vi os, siger hun.

Ultimatum: gør noget ved dit alkoholproblem eller jeg går

Efterhånden som drikkeriet eskalerede, begyndte Carina at konfrontere Ole med det.

– Jeg sagde det til ham mange gange, at jeg syntes, han skulle gøre noget ved det. Især, når jeg fandt tomme vinflasker eller jeg kom hjem til, at han var fuld. Så blev jeg ked af det og sur. Men jeg gav også hurtigt op igen, fortæller hun.

En dag op til jul i 2016, fik Ole et ultimatum.

– Jeg kan huske, at du sagde, at hvis det her ikke stoppede, så måtte vi gå fra hinanden et stykke tid. Og det var først dér, det gik op for mig, at det her var alvor, fortæller Ole.

Flovt at gå ind i alkoholbehandlingen

Ole ringede til alkoholbehandlingen i Misbrugscenter Herning og fik en tid til samtale. Carina var med til den første samtale.

– Jeg syntes bestemt ikke, det var nemt at gå ind ad den dør, siger Ole og peger i retning af stueetagen.

– Jeg syntes, det var flovt og var bange for, om nogen ville genkende mig. For når man træder ind her, er det jo fordi der er nogle ting, der ikke er på plads – og sådan så jeg ikke mig selv og min familie, fortæller Ole.

Stille erkendelse af alkoholproblemet

Ole

Efter den første indledende samtale, blev Ole, Carina og alkoholbehandleren enige om, at de skulle i et familieforløb – men at det skulle begynde med, at Ole fik enesamtaler.

– Ole skulle igennem en stille erkendelse af, at der var et problem, og det tror jeg, at enesamtalerne gav ham, siger Carina.

– Det var vigtigt for mig at begynde på den måde, fordi det jo var mig, der havde problemet. Og de enesamtaler gjorde, at jeg følte mig mere fri til at sige, hvordan jeg havde det, da vi begyndte i familiebehandlingen, siger Ole.
Efter tre enesamtaler, begyndte Ole og Carina i familiebehandling.

– I takt med, at vi kom herind, begyndte vi at åbne op for, hvordan vi har det derhjemme, siger Carina, og kigger på Ole, der uddyber:

– Jeg har altid været meget ærekær og vil gerne gøre tingene godt. Jeg stiller høje krav til mig selv og bygger en facade op om, at alt er fint. Behandlingen hernede fik mig nok i højere grad til at indse, at vi er de mennesker, vi er, og vi har det sådan som vi har det. Og så acceptere det.

Børnene blev indraget i familiebehandlingen

En stor del af de fællessamtaler, Ole og Carina havde, handlede om børnene. I samtalerne med behandlerne fik de redskaber til at inddrage børnene og tale med dem om alkoholproblemet. Derudover var børnene også med til et par af samtalerne, ligesom de gik i et særligt gruppeforløb for børn.

– Det har fyldt rigtig meget for os, at børnene skulle ordentligt igennem det. Og det har været helt utroligt befriende, at det nu er blevet noget, vi kan snakke om, siger Carina.

Og selvom både hun og Ole oplevede en lettelse ved, at familien kunne tale om alkoholproblemerne, så førte åbenheden også hårde episoder med sig.

– De fortalte, at de har været utrygge og bange. Det gjorde ondt at høre det fra Carina, men at høre det fra børnene er noget af det værste, jeg har prøvet, siger Ole.

Også den del af familiens arbejde med at hele, efter at Ole holdt op med at drikke, var svær for Carina.

– Det har ramt mig rigtig hårdt at se, hvordan børnene har oplevet det. Jeg har jo ofte været ramt af selvbebrejdelse over at tage af sted i weekenden for eksempel – men på en eller anden måde var der også noget befriende i at få talt om, hvordan de rent faktisk har oplevet det. For selvom de har været utrygge og bange, så fortæller de også, at der har været gode ting, siger Carina.

Stod langsomt frem med alkoholproblemet

Selvom familien gik i behandling, og Ole efterhånden erkendte, at han havde et problem med alkohol, så var det ikke noget, de fortalte til andre det første stykke tid. Og misbrugscenteret gik hjemme hos Ole, Carina og børnene under navnet MC. Men især for Carina var hemmelighedskræmmeriet svært.

– Jeg havde brug for at tale med nogen om det, for jeg havde gået alene med det så længe og var ved at brænde sammen. Men Ole var meget opmærksom på, at jeg ikke måtte hænge ham ud, siger Carina.
Derfor var det også en stor lettelse for hende, da de i behandlingen nåede frem til, at de skulle fortælle det til deres nærmeste og til børnenes lærere samtidig med, at børnene fik at vide, at de gerne måtte fortælle det. Men det skete meget langsomt, og Ole bestemte tempoet, og at det blev på hans præmisser.

– Jeg har brugt meget lang tid på bare at kunne sige, at jeg har et misbrug. Nu har jeg fortalt det til nogen, men ikke alle, siger han.

Da han tøver, svarer Carina for ham på spørgsmålet om, hvorfor han ikke har fortalt det til alle.

– Du har sagt flere gange, at det har været din ærekærhed, der har gjort det. Jeg tror, at dit billede af et misbrug har været forskellig fra mit billede. Jeg tror, at du har tænkt, at det var manden på bænken, hvor jeg nok mere har tænkt, at det er noget, der kan ramme os alle sammen, siger Carina.

– Jeg tror, at jeg er bange for, at min overflade vil krakelere. At det vil give et andet billede af mig, som jeg ikke har lyst til, at andre skal have, uddyber Ole og fortæller, at hans kollegaer ved heller ingenting. Ole har hele tiden kunnet passe sit arbejde og har syntes, at alkoholproblemet var en privatsag.

– Det er heller ikke sådan, at jeg rejser mig op og siger, at jeg er alkoholiker. Jeg fortæller, at jeg har haft et overforbrug af alkohol, og at jeg derfor er holdt op med at drikke. Det er en måde at servere det til folk på en måde, der bløder det lidt op og giver folk den rigtige opfattelse af, hvem jeg er, siger Ole.

Alkoholbehandling til hele familien

Ole

Det er nu et halvt år siden, Ole og Carinas forløb i alkoholbehandlingen sluttede. Og de er ikke i tvivl om, at den familieorienterede behandling har været altafgørende for, at de har det godt i dag.

– Jeg var aldrig kommet herned uden Carinas opbakning. Det var så vigtigt for mig, at Carina var med, for det er ikke kun mit problem. Carina var så ramt og påvirket af det, at det var helt afgørende, at hun også fik hjælp, siger

Ole og fanger Carinas blik.

– Det har været rigtig svært at høre, hvordan det har været for dig, siger han og holder en lille pause.

– Men derudover så kunne jeg ikke løse det selv. Vi skulle løse det, siger Ole.

Heldigt, at der er et misbrugscenter

Selvom de første trin op ad trappen i nummer 5 på Dalgas Boulevard var tunge for Ole og Carina, er de i dag ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige at tage dem.

– Jeg ved ikke, hvor vi havde været, hvis vi ikke havde haft det her tilbud. Det er helt utroligt, hvad det har gjort for vores familie – og for os, siger Ole, og Carina nikker og tilføjer:

– Jeg har tit tænkt, at vi er helt utroligt heldige, at der er sådan et sted. Jeg synes, det er så ærgerligt, at der ikke er flere, der taler om det her problem og om, at der er hjælp at få. Jeg følte mig så alene og isoleret og troede ikke, der var andre, der havde det sådan, siger Carina og fortæller, at den følelse har medvirket til, at de i dag fortæller deres historie offentligt.

– For os har det stor betydning at åbne op for det tabu det er – at fortælle at vi er en helt almindelig familie, der blev ramt af et misbrug, en sygdom, der på ingen måder var selvvalgt. At fortælle andre, at rammer sygdommen, så er der hjælp at få af meget kompetente rådgivere og behandlere i mange kommuner – også selvom man er en helt almindelig og velfungerende familie.

Alkoholbehandling gav os vores familie tilbage

Og deres hverdag har ændret sig markant, efter at Ole er holdt op med at drikke. De går ture sammen, snakker sammen og spiller spil. Men den største ændring er, at de i familien godt tør at snakke om, hvordan de har det.

– Jeg er blevet meget bedre til at tale med min familie. Til at sætte mig ind i børnenes sted og snakke med dem om, hvordan vi og de har det. Jeg har lært at turde snakke om tingene, siger Ole.

– Vi har begge lært at tænke: "Hvad er det værste, der kan ske ved at sige det." På en eller anden måde ved vi, at det næppe kan gøre mere ondt, end det har gjort, og vi har igennem behandlingen opdaget, at selvom noget kan være svært at sige, så får man så meget tilbage, når man gør det. Vores store datter siger, at hun synes, det er dejligt at have fået vores familien tilbage – og jeg er helt enig, fortæller hun.