”Jeg er så ked af, at det kom så vidt”
Læs hele artikelserien om alkoholbehandling:
Kapitel 1 – Det første møde: "Jeg spørger, om han har drukket en kasse øl"
Kapitel 2 – Medicin giver mening: "Vi følger mennesker hele vejen igennem"
Kapitel 3 – Behandling til hele familien: "Vi kan ikke bare tage den, der drikker, ud"
Carina og Oles historie: "Vi har fået vores familie tilbage"
– Jeg tænkte: "Hold nu kæft. Skal vi virkelig til at have sandheden på bordet?". Jeg har nok aldrig troet så meget på det der med samtaler. Jeg er jo jyde.
Michael Tang Sørensen griner skævt, når han fortæller, hvad han tænkte, da hans læge fortalte ham, at han nok hellere måtte opsøge alkoholbehandlingen i Herning Kommune, hvor han bor. Og det tog ham da også en dag, inden han ringede til alkoholbehandlingen og fik en tid til en indledende samtale med en af deres behandlere. En samtale, som hans kone, Hanne, insisterede på at tage med til.
– Det var Hanne, der fik mig til at indse, at jeg var nødt til at gøre noget. Og jeg kan godt se, at vi ikke havde været os to i dag, hvis jeg ikke var kommet herned.
Michael sidder i en lænestol i et af terapirummene i Misbrugscenter Herning, hvor han fandt vejen ud af det alkoholproblem, han havde opbygget gennem 25 år. Eller sidder er måske en stramning. For selvom Michael bliver i stolen, er der ikke meget stillesiddende over ham. Han skifter konstant stilling – læner sig frem, læner sig tilbage, flytter på benene, gestikulerer med armene. Han er ikke bare jyde – han er også en mand, der sjældent forholder sig i ro. Og netop det var en af årsagerne til, at han den dag i oktober 2016 befandt sig til den indledende samtale i alkoholbehandlingen. En samtale, som blev til 24 – og et helt nyt liv.
En øl blev til et alkoholproblem
Hverdagen var travl for Michael i mange år, inden han trådte ind ad misbrugscenterets anonyme indgang i centrum af Herning. Han stod op, passede sit fuldtidsarbejde og tog hjem for at passe sit fritidslandbrug.
– Jeg var tit helt balret, når jeg kom hjem, men havde stadig meget at lave. Og så hjalp det at tage en enkelt øl med ud i værkstedet eller på traktoren. Men i stedet for bare at tage den ene, blev jeg bare ved, siger Michael.
Cirklen blev ondere og ondere. Michael sov dårligt ovenpå en aften med for mange øl og for meget rødvin, og det gjorde dagen derpå dårlig.
– At skulle ud og præsentere produkter og møde kunder gik jo ikke særlig godt, når jeg havde tømmermænd og kun havde sovet to timer om natten. Og så blev det til undskyldningen for at drikke igen, når jeg kom hjem.
Alkohol blev ligesom en lovlig pause fra det hele, forklarer Michael.
Michaels alkoholproblem eskalerede i takt med, at presset fra arbejdet blev større. Han drak, både når han var alene, og når han var sammen med andre. Udadtil holdt han facaden. Han passede jobbet og landbruget, der var styr på økonomien, men hjemme gik det værre og værre. Og til sidst fortalte Hanne ham, at han var nødt til at gøre noget ved det.
– Hun havde sagt fra før, men har nok generelt været for god af sig. Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg godt vidste, at den måde, jeg drak på, var helt forkert, så dér hørte jeg, at hun sagde fra.
Alkoholbehandling i stedet for antabus
Michael havde forestillet sig, at han kunne løse problemet ved at få antabus i en periode – det havde han nemlig prøvet ti år tidligere. Her havde han taget antabus i hverdagene, så han kun drak i weekenden. Men opkaldet til lægen endte ikke med en recept på en hurtig løsning. Han sagde nej til antabus og opfordrede i stedet Michael til at gå i alkoholbehandling.
– Jeg tænkte først, at jeg vel bare skulle herned to gange, og så var det fikset. Jeg er jo sådan en, der bare gerne vil være færdig med tingene. Men da jeg kom i gang med samtalerne, kunne jeg godt se, at det ikke var helt så enkelt.
Alkoholbehandleren skabte tryghed
Michaels behandling bestod af 24 samtaler med en alkoholbehandler.
– Det var udfordrende for mig pludselig at skulle snakke om alt på den måde. Men dér har de virkelig ramt plet med min behandler, Helle. Hun har fra starten skabt en tryghed, der gjorde, at jeg kunne åbne op. Og samtidig gav hun mig nogle helt konkrete opgaver, som jeg skulle løse i tiden mellem samtalerne, og det tror jeg, var godt for mig, siger Michael, der som en af de første opgaver fik, at han skulle huske at spise og sove – og at han ikke måtte drikke i hverdagene.
Det første halve årstid i behandlingen holdt han nemlig fast i, at han ikke skulle holde helt op med at drikke, men blot lære at drikke mindre. Men i marts 2017 skete der noget.
– Jeg holdt op med at drikke fra den ene dag til den anden. Jeg tror, det gik op for mig, at jeg ikke kunne styre det. Det betød også noget, at der var en hernede i misbrugscenteret, der gad at bruge sin tid på at hjælpe mig – og så nyttede det jo ikke noget, at jeg pissede ved siden af hele tiden. Jeg havde fået en stor respekt for Helles arbejde og ville ikke spilde hendes tid, siger Michael.
Savner alkohol
Michael har ikke drukket siden. Men trangen og lysten stikker stadig hovedet frem ind imellem.
– Der er flere lejligheder, hvor jeg virkelig savner det. Mine venner kan jo stadig drikke meget, og jeg kan da godt mærke, at fester ikke er det samme nu, som de var før. Særligt forholdet til min bedste kammerat har det ramt. Vi er nok ikke så gode til at tale om tingene, og der var det som om, at et par øl gjorde, at vi kunne tale om nogle ting, som vi ellers ikke taler om, fortæller Michael.
Selvom Michaels forløb på misbrugscenteret er slut, har han stadig kontakt med sin behandler, Helle, som han mailer med ind imellem.
– Det var da lidt underligt sådan at gå ud herfra og være færdig. Men på den anden side, kan man jo ikke blive ved med at træde rundt i det. Og så har det været en stor hjælp, at jeg har kunnet skrive til Helle, når der er opstået noget, jeg har haft brug for at vende, siger han.
Fordelene ved et alkoholfrit liv
Det er nu knapt et år siden, Michael kunne gå ud af misbrugscenteret som færdigbehandlet. Og trods savnet af alkohol, er han fast besluttet på at fortsætte et liv uden alkohol.
– Jeg ved, at jeg ikke kan sætte grænsen og stoppe igen, hvis jeg først får begyndt. Og dér har jeg sgu for stor respekt overfor de mennesker, der har hjulpet mig og overfor min familie, som har bakket mig op til, at jeg vil tillade mig at falde i igen. Et eller andet sted kan jeg godt synes, det er sølle, at jeg ikke kan styre det. Og jeg er så ked af, at det kom så vidt, siger Michael og påpeger, at fordelene ved ikke at drikke opvejer savnet:
– Jeg kan jo køre hjem og stå op om morgenen – og har fået et meget bedre forhold til min kone og mine børn, siger han.
