Katie Witkiewitz

Afholdenhed er en barriere for at folk søger i behandling

Nyhed
Ifølge internationalt anerkendt amerikansk forsker ønsker halvdelen af amerikanere med alkoholafhængighed at reducere deres alkoholforbrug – men ikke stoppe helt med at drikke. Fordi USA udelukkende fokuserer på afholdenhed, er det en medvirkende faktor for, at 99 procent af afhængige holder sig væk fra behandling, siger Katie Witkiewitz.

Af Thomas Chemnitz, journalist, Alkohol & Samfund 

Når alkoholbehandlinger i USA siger, at man skal opnå total afholdenhed, så reagerer halvdelen af alkoholafhængige amerikanere med, viser undersøgelser, at man ikke har lyst til at gå i behandling – det fortæller Katie Witkiewitz, der er professor ved Center for Alcohol, Substance use, And Addictions ved Univercity of New Mexico. 

Hendes forskning har vist, at langt flere kan opnå recovery med et reduceret alkoholindtag: 

- Amerikanerne får offentligt at vide, at total afholdenhed er den eneste vej ud af en alkoholafhængighed. Anonyme Alkoholikere siger det meget præcist med mottoet One drink makes a drunk, så folk tror på det, og når man så kommer til at drikke én genstand, ser man det som, at man har fejlet og tror fejlagtigt, at man bør fortsætte tilbagefaldet, da det allerede er gået galt. I stedet burde vi gøre det mere fleksibelt for folk, for forskning viser, at langt flere kan opnå recovery og øge sin trivsel, selvom de nøjes med at sænke deres alkoholindtag til et lavere niveau, siger Katie Witkiewitz. 

Hendes pointe er, at når man oftest alene ser på ethvert forbrug af alkohol som skadeligt og en øget risiko for sygdomme og tidligere død, så kan kurven også vendes rundt, og man kan konstatere, at enhver reduktion i alkoholindtaget også kan reducere risikoen. 

Global Burden of Disease Risk Factors Collaborators. 2018, Lancet.

Reduceret forbrug bør godkendes som mål 

Man arbejder nogle steder i USA i dag med reduceret alkoholforbrug som behandlingsmål men ikke nok, ifølge Katie Witkiewitz: 

- I begyndelsen af et forløb opfordrer vi tit til, at folk stopper helt for en kort periode – reset, eller nulstilling, kalder vi det - og derefter vælger man sit mål. Vi ser på WHO’s risikoniveauer, og man vælger, hvilken risiko man vil acceptere. Nogle borgere reducerer langsomt deres høje forbrug med 1-2 genstande om ugen, så de drikker måske 30 genstande i begyndelsen og senere reducerer til 28, 26, 24 genstande og så videre. Det er en start. Vigtigst af alt er, at de er engageret og kommer igen i behandlingen. Det her er muligt, og det kan kombineres med medicinering, siger Katie Witkiewitz.  

Katie Witkiewitz har skrevet en lang række bøger om alkoholbehandling og er blandt andet stor fortaler for, at FDA (Food and Drug Administration) godkender reduktion i alkoholforbruget som en målsætning: 

FAKTA
  • Katie Witkiewitz er professor i psykologi på University of New Mexico. Her leder hun Center on Alcohol, Substance use And Addictions.
  • Hun er internationalt anerkendt for sit store arbejde på afhængighedsfeltet, hvor hun har sat fokus på blandt andet harm reduction og mindfulness-baserede interventioner. 

- Det ville ramme nyhederne i USA og gøre folk opmærksomme på, at reduktion er en mulighed. Jeg ser også globalt en større søgning efter reduktion i alkoholforbruget med Hvid januar eller Dry January og Sober October. Der er også en øget opmærksomhed på, at mange af os drikker for meget, og vi skal generelt reducere forbruget. Medierne i USA har desuden mindsket glorificeringen af rusdrikkeri.  

- Jeg så gerne, medierne ikke spillede de to ekstremer ud imod hinanden: Du skal være afholdende - og rusdrikkeri er skønt. De to poler skal væk. Vi bør få det mere balanceret, og reduktion af forbruget bør være en mulig målsætning, for så søger flere i behandling, siger Katie Witkiewitz. 

Du kan se flere hovedpointer og resultater fra professorens oplæg på Den Nationale Alkoholkonference 2023.

Anderledes tilgang i Danmark 

Ifølge Anette Søgaard Nielsen, professor ved Klinisk Enhed for Alkoholforskning på Syddansk Universitet, så er Danmark længere fremme i brugen af reduceret alkoholindtag som målsætning blandt alkoholafhængige: 

 - Almindeligvis i den offentlige alkoholbehandling arbejder man efter, hvad borgeren stræber efter. Hvis folk sænker deres forbrug i forhold til risikoniveauerne, så kan det også give en effekt på målet. Det giver mulighed for at hjælpe flere til at komme i behandling – fordi de kan se sig selv i behandlingen, siger Anette Søgaard Nielsen. 

Hun mener, at observationerne i USA er mere nyt for dem end for Danmark, og så alligevel: 

- I Danmark har vi længe arbejdet med reduktion som behandlingsmål, fordi vi havde forskning som viste, at det kunne være en succes. Danske alkoholbehandlere er meget vidende om, hvad den nyeste forskning viser, men Katie viser med sin forskning, at det kan lykkedes, for flere end vi tror, siger Anette Søgaard Nielsen, som også er tidligere leder af rusmiddelcentret i Odense. 

 Ønsket om at reducere sit alkoholindtag i stedet for at vælge komplet afholdenhed som behandlingsmål, er genkendeligt i dansk sammenhæng, ifølge Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen. Han forklarer, at når Alkolinjen taler med mennesker med alkoholproblemer, så handler samtalerne om forskellige problemstillinger, og dem der ringer har også forskelligt forbrug og er ikke nødvendigvis afhængige – men 39,7 procent ønsker at drikke mindre, mens 36,3 procent ønsker at stoppe med at drikke.