Ulovlig markedsføring

Alkoholpolitikker på gymnasier er godt, men er det nok?

Nyhed
Efter puttefester og dårlige episoder i Dyrehaven har flere gymnasier indført og opdateret deres alkoholpolitikker. Men gymnasieelever drikker forsat meget og alkoholforbruget har ikke ændret sig meget siden 2014, viser resultater fra Statens Institut for Folkesundhed. Spørgsmålet er, om kulturen ændrer sig på længere sigt – eller om coronapandemien kan gøre en forskel?

Vi ved, at danske unge drikker mere end alle andre unge i Europa, og desværre er flere års dalende forbrug i Danmark nu afløst af et let stigende forbrug og tidligere debutalder.

Statens Institut for Folkesundhed har i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse forsøgt at ændre festkulturen og mindske alkoholforbruget på gymnasierne blandt andet ved at indføre alkoholpolitikker. Indsatsen kalder de Gymnasier Fuld af liv

- Indtil videre viser vores resultater, at alkoholpolitikker desværre ikke har haft nogen stor betydning for, hvor meget gymnasieelever generelt drikker. Mange gymnasier vil gerne tage et ansvar for en politik og for at sænke forbruget. Men udviklingen fra 2014 til 2019 i gymnasieelevers alkoholforbrug viser ikke et markant fald. Det er trods alt i en periode, hvor der er sat ind med politikker og begrænsninger, såsom alkoholfrie studieture og advarsler imod at være for fulde, når de ankommer til gymnasiefester, siger Veronica Pisinger, videnskabelig assistent og projektleder, Statens Institut for Folkesundhed.

- Rektorerne reagerede tilbage i 2016 og 2017 på dårlige episoder blandt andet i Dyrehaven, hvor unge drak alt, alt for meget og blev indlagt. Det var et wakeupcall om, at man var nået for langt ud med en drukkultur, når det er dét, som er det første eleverne møder, når de starter i gymnasiet, siger Veronica Pisinger.

Nomi Simone Forchhammer
Nyhed
Nomi havde fuldskabsdebut som 14-årig til en vens konfirmation. Det blev starten på en række teenageår med fester, som startede i supermarkedet, hvor poserne blev fyldt med spiritus og shots, og endte med hovedet i toiletkummen.

Det kræver tid og tålmodighed at ændre en alkoholkultur

Fælles alkoholkodeks
  • Alkoholfri intro og studieture
  • Ingen alkohol til arrangementer på hverdage
  • Berusede elever afvises til fest (0,5 promille)
  • Fulde elever sendes hjem
  • Alkohol med maks. 5% sælges
  • Gratis vand til fester
  • Ansvarligt personale til festen

 

For at mindske alkoholforbruget på skolen kan gymnasier arbejde med forskellige faktorer, for eksempel prisen på alkohol, tilgængelighed og aldersgrænser.

- Vores resultater peger på, at blandt andet prisen på alkohol til gymnasiefester betyder noget for, hvor meget de drikker på gymnasiet. Men det betyder ikke noget for mængden, de drikker på sådan en aften, hvor der er gymnasiefest, siger Veronica Pisinger.

Spørgsmålet er så, hvordan de danske gymnasier finder et fornuftigt niveau. Veronica Pisinger mener, at det vil tage nogle generationer:

- Gymnasierne bøvler med at lægge et niveau. Det tager tre-fire år, før de er igennem en generation, hvor de unge ikke oplever, at tingene har været anderledes. Men det er ikke sikkert, at det er nok. Gymnasier og elever arbejder mod en meget stærk kultur. Det kan godt være, de indfører restriktioner om, at man ikke må være for fuld, når man ankommer til fester, men praksis er bare noget andet. Nogle gymnasier har heller ikke lyst til at stå med konflikten hele tiden, og sende halvdelen af eleverne hjem eller promillemåle de unge. Det er en meget stor opgave, siger Veronica Pisinger.

Det kan Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier nikke genkendende til:

- En stor del af elevernes alkoholindtag finder sted til såkaldte for-fester som foregår hjemme på teenageværelserne. Jeg mener, der er brug for en stærkere dialog med forældrene om de unges alkoholvaner, hvis vi skal ændre drukkulturen, siger Birgitte Vedersø.

Gymnasieelever efterlyser alkoholfrie løsninger

Ifølge Veronica Pisinger efterlyser eleverne arrangementer og aktiviteter uden alkohol:

- Nogle elever studser over, når vi snakker med dem, hvad de introducerer nye elever til – hvorfor de ikke fortæller mere om musicalen, fodboldholdet eller alle de andre aktiviteter som gymnasiet også har, siger Veronica Pisinger og opfordrer til, at gymnasierne viser flere traditioner frem, så eleverne har en oplevelse af, at de har flere steder at mødes uden alkohol.

Vidste du at...

Cirka halvdelen af de 16-20-årige mener, at der bliver drukket for meget på deres uddannelse, og 38 procent synes, der skal være strammere regler for alkohol. Det viser en undersøgelsen fra Sundhedsstyrelsen.

- Kulturændringen er svær. Selvom eleverne sagtens forstår, at faglige studieture skal være uden alkohol, så er der stadig alle de fede historier fra årgangene over én, hvor de hører om, at de gakkede helt vildt ud på en studietur og kom hjem klokken fire om natten og skulle op klokken syv og ud at vandre. Dé der historier har en status, så de næste årgange føler, at der bliver taget noget fra dem, siger Veronica Pisinger.

Fest
Nyhed
De fælles alkoholkodeks for gymnasierne har nedsat alkoholforbruget på halvdelen af gymnasierne. Lidt over halvdelen oplever dog stadig problemer med fuldskab til gymnasiefesterne, viser en ny undersøgelse fra Alkohol & Samfund.

Corona giver nye muligheder

På grund af coronapandemien kan gymnasierne gå flere veje, mener Veronica Pisinger:

- Jeg ser corona som et vindue af muligheder. Der er nogle af de her traditioner, som de nye elever ikke kommer til at kende. Gymnasierne har mulighed for at gentænke, hvad det sociale liv skal bestå af og starte op fra ny. Det håber jeg, at gymnasierne er klar til, siger Veronica Pisinger.

Men hun er samtidig klar over, at det kan være svært for gymnasierne oven på en hård tid, hvor de har været udfordret på, hvordan man skal undervise eleverne virtuelt, og hvor de ikke har haft mulighed for at mødes:

- Der kan være fare for, at man bare glæder sig så meget til at mødes, at man risikerer de nye 20’ere med fuld fart på igen. Men jeg tror, at eleverne vil glæde sig til bare at kunne være sammen igen, om det så er i mindre grupper og uden alkohol, siger Veronica Pisinger.

Gymnasieguide lige om hjørnet

Alkohol & Samfund præsenterer i foråret en gymnasieguide som et tilbud til gymnasieelever og festudvalg, der vil arbejde med flere aktiviteter, uden at alkohol er i førersædet.

Det vil være en god idé, mener Veronica Pisinger:

- I projektet Gymnasier Fuld af liv har vi gennemført et uddannelsesforløb for introudvalg og festudvalg. Her var pointen, at der skulle være mulighed for at deltage i det sociale liv uden at drikke alkohol og at fællesskabet skulle i fokus. De unge har gode ideer, men har svært ved at føre dem ud i livet. Derfor er det en god idé at præsentere dem for afprøvede koncepter, for ellers falder de let tilbage i traditioner med druklege, for det er dét, de kender og er vant til at mødes om, siger Veronica Pisinger.

Fest
Nyhed
Invitationer til fester og byture tikker ind i samme hast som nye bøger, afleveringer og skoleskemaer, når teenagere begynder på en ungdomsuddannelse. Alkohol & Samfund har samlet en række gode råd til, hvordan forældre og teenagere kan forholde sig til alkohol – før, under og efter festen.