Fest

Gode råd til forældre: Sådan håndterer du din teenagers alkoholdebut

Nyhed
Invitationer til fester og byture tikker ind i samme hast som nye bøger, afleveringer og skoleskemaer, når teenagere begynder på en ungdomsuddannelse. Alkohol & Samfund har samlet en række gode råd til, hvordan forældre og teenagere kan forholde sig til alkohol – før, under og efter festen.

I løbet af de næste uger begynder tusindvis af unge på en ungdomsuddannelse. Og for de fleste af dem bliver skolestarten også begyndelsen på et liv med fester og alkohol. Danske unge er blandt dem i Europa, der drikker mest, og de er fulde oftere og tidligere end unge i andre europæiske lande.

Og undersøgelser viser, at alkoholforbruget for alvor tager fart, når de unge begynder på en ungdomsuddannelse.

– Forældre slipper helt naturligt de unge, når de begynder på en ungdomsuddannelse. Vi ved, at når det gælder alkohol, så betyder forældrenes holdninger og regler rigtig meget for de unges forbrug – og når vi ser på statistikkerne, så kunne det være fint, at forældrene i højere grad kom på banen, siger direktør i Alkohol & Samfund, Peter Konow.

Tal med din teenager om alkohol

Hos Alkohol & Samfund oplever vi ofte, at forældre er usikre på, hvordan og hvornår de skal tale med deres børn om alkohol, og hvad samtalerne skal indeholde. Derfor lancerer vi i forbindelse med skolestart en række gode råd til, hvordan både forældre og teenagere kan forholde sig til alkohol – før, under og efter festen.

Materialet er udarbejdet af Alkohol & Samfunds pædagogiske og sundhedsfaglige eksperter. Alkohol påvirker både den måde, vi er sammen på og vores krop, og vi synes, det er vigtigt at klæde både teenagere og forældre på til at håndtere begge dele. Samtidig giver materialet forældre og børn nogle helt lavpraktiske tips til blandt andet genstandsgrænser, hvornår man skal søge lægehjælp og hvordan de kan lave aftaler og regler for fester.

– Vi håber, at rådene vil give nogle forældre den støtte, de har brug for til at tale med deres unge mennesker om alkohol, siger Peter Konow.  

Se de gode råd om teenagere og alkohol her:

Før festen

1. Læs skolens alkoholpolitik sammen og bak op om den

Brug ungdomsuddannelsens alkoholpolitik som udgangspunkt til at sætte jeres regler. Gennemgå skolens regler sammen og snak om, hvad de betyder. Har skolen for eksempel en regel om, at de unge ikke må drikke spiritus eller vin til festerne, kan det være en god idé at lave samme regler for din teenager til privatfester. Det kan også være en god idé at afstemme reglerne med de andre forældre i klassen, så de unge møder samme regler alle steder. Hvis ikke skolens alkoholpolitik er tydelig, så spørg skoleledelsen, hvor du finder den.

2. Vær tydelig

Vær tydelig om, hvad der er okay og ikke okay, når din teenager drikker alkohol. Din teenager har lettere ved at navigere, når du er tydelig og reglerne er klare og ens til alle fester.

3. Sørg for, at din teenager ved, hvad alkohol er

Når teenagere begynder at drikke, kan det være en god idé, at de ved, hvad det gør ved kroppen, og hvor meget, de kan tåle. Sammen med din teenager kan det derfor være en idé at finde informationer om:

Hvor meget en genstand er. Find ud af, hvor mange genstande, der er i det, din teenager drikker (eksempelvis en Mokaii, et glas vin, en øl, en Breezer etc.). Hvad der sker i kroppen, når man drikker. Tal om, at når du drikker mere end fem genstande ad gangen, bliver din hjerne dårligere til at træffe beslutninger og sige fra, ligesom dine fysiske reaktionsevner bliver dårligere, og at det derfor kan være en god idé at holde sig under fem genstande på en aften.

Kig for eksempel på Sundhedsstyrelsens site om unge og alkohol www.megetmeremed.dk/faq

4. Lav klare aftaler

Klare aftaler er med til at skabe en sikrere alkoholkultur. Unge, som har aftaler med deres forældre, drikker mindre, end unge, der ikke har klare aftaler.

Aftal på forhånd:

  • Hvor meget og hvad, din teenager må drikke (eksempelvis max. fem genstande) Hvor han eller hun er til fest
  • At de ringer eller sms’er, hvis de går andre steder hen Hvem teenageren er sammen med – få telefonnumre på dem og også gerne deres forældre, så I kan være i kontakt med hinanden, hvis der sker noget uforudset.
  • Hvornår han eller hun skal være hjemme.
  • Hvem din teenager følges med, og hvordan de kommer hjem. Tal om, at løbehjul og cykler er en dårlig idé, hvis de har drukket, så giv dem et alternativ – f.eks. buskort eller penge til taxa. Hvis du har mulighed for det, er det en god idé at hente dem. Eventuelt kan forældrene i klassen skiftes til den tjans.

Under festen

Når teenagerne er afsted til fest, er der nogle simple tips, som kan være gode at kende for både dig og din teenager:

  • Husk at spise inden festen og også gerne undervejs
  • Husk at drikke vand imellem genstandene – det gør, at man ikke bliver dårlig til festen og mindsker tømmermænd dagen derpå 
  • Sørg for, at din teenager kan få fat på dig, når han eller hun er ude – og fortæl dem det.
  • Giv dem også telefonnumre til giftlinjen og lægevagten eller akuttelefonen, så de kan få hjælp, hvis de selv eller andre bliver dårlige.
  • Aftal, at de fortæller, hvor de er, og at de f.eks. sms’er til dig, hvis de går andre steder hen end det aftalte.
  • Husk også din teenager på, at de skal fortælle en kammerat, hvis de lægger sig til at sove et sted.
  • Hvis en anden til festen er blevet for fuld og har lagt sig til at sove, er det vigtigt, at din teenager hjælper med at lægge vedkommende på siden, tjekke om han eller hun har slået hovedet, og tjekker om de er kontaktbare en gang i timen. 
  • Hvis en teenager ikke kan vækkes eller kontaktes, skal de andre ringe 112 og kontakte den unges forældre.

Efter festen

Tag løbende snakken om de erfaringer, din teenager får med alkohol, fester, cafeer og det sociale liv på skolen. Vær nysgerrig, spørg ind og lyt til det, han eller hun fortæller. Undgå fordømmelser eller skældud, så dit unge menneske er tryg ved at fortælle dig om oplevelser – også de dårlige

Vil du have guidebogen "Gode råd om alkohol. Til jer, der er forældre til en teenager"? Skriv dit navn og e-mail nedenfor  så sender vi guiden til din indbakke.


Du giver accept til, at Alkohol & Samfund må sende dig yderligere infomation om organisationens arbejde på mail. Du kan altid framelde dig i de tilsendte mails eller ved at skrive til info@alkohologsamfund.dk. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata efter gældende lovgivning i vores persondatapolitik.