Min far drikker - hvem kan jeg tale med?

Hej brevkasse.

Min far begyndte at drikke da jeg var 10 - 12 år gammel under en depression han fik pga. sit arbejde.
Min far har en god stilling i banken og har altid arbejdet enormt meget.
Det knækkede ham til sidst og han blev sygemeldt.
Han gik hjemme igennem et helt år og havde det rigtig svært.

I denne periode havde jeg sjældent nogle med hjem, da jeg syntes det var enormt pinligt når han lå og græd og havde det skidt. Efter længere tid kom han tilbage på benene igen og begyndte på Flexjob. Det krævede meget af ham ved jeg, og jeg tror måske det er derfor han begyndte at drikke.

I starten troede min mor at det ville gå væk af sig selv, men drikkeriet tog til og folk begyndte at snakke. Min far fik igen orlov fra sit arbejde og stoppede noget tid. Blandingen af alkohol og hans antidepressiv medicin ødelagde det for ham flere gange, og min mor blev nødt til at forlade ham, hvilket resulterede i hans første selvmordsforsøg. Det var mig der fandt ham bevidstløs i sin seng. Han blev reddet.

Det gik godt i noget tid og han kom på antabus, han fandt dog hurtigt en måde at snyde sig selv og os på og derefter gik det ned af bakke igen og endte ud med endnu et selvmordsforsøg. Begge gange med en overdosis sovemedicin, som han tog for sit søvnbesvær. Han overlevede og kom tilbage i arbejde efter noget tid. Han fik herefter et nogenlunde normalt forhold til alkohol og mor flyttede for alvor hjem igen.

Det fortsatte op igennem mine teenager år, at han drak i smug.
Så sent, som i dag fandt min mor flasker i hans bagagerum. PINLIGT!

Min mor er kommet så langt ud i det hele at hun ikke kan overskue at tage sig at det mere.
Jeg bliver så vred og føler ikke jeg kan fortælle hvor vred jeg er på ham nogen steder. J
eg er mere træt og vred end ked af det og det piner mig, at både mig og min bror har levet med det i så mange år uden at der for alvor er sket en forskel i vores liv.
Altid det samme. Man går bare og venter på næste bombe falder. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke overskue mine lektier eller at tage i skole.

Min far arbejder stadig i banken, hvor han endnu har sin gode stilling, dog stadig på Flex job.
Hjælp!

Svar

Kære Olivia

Puha ja det lyder som en meget lang anstrengende periode for dig og din familie både med opture og nedture, som påvirker jer alle.
Du siger det har stået på siden du var 10-12 år, så det er en stor del af dit liv, der er gået med, at depression og alkohol har fyldt meget i dit og din families liv.

Din far har valgt at drikke lidt ind i mellem, men når man har drukket, som du beskriver, så har han formentlig udviklet en alkoholafhængighed og så går det ikke at drikke lidt ind i mellem, for det vil altid vække ”ølhunden”, så man fortsætter med at drikke, som man tidligere har gjort med de omkostninger, det har for ham selv og jer som familie.

Der kan være mange årsager til, at din far vælger som han gør og et eller andet sted, får han måske ikke den hjælp, der skal til. Selv om han har været i behandling, så er det ikke altid at den hjælper første gang. Kunne han måske rette henvendelse til dem, der tidligere har hjulpet ham? Har han via sit arbejde en forsikring, der kan hjælpe ham til en anden slags behandling?

Når jeg hører, hvordan det belaster dig, tænker jeg det er vigtigt at du kan tale med nogen du har tillid til.
Det kan være en lærer i skolen, et familiemedlem du stoler på eller du kan få hjælp og støtte i en af de mange ungegrupper rundt i landet.

Jeg synes det er meget alvorligt, at du ikke kan finde hoved eller hale i dine tanker, at du hele tiden er bange for det næste der kan ske og at du ikke kan passe din skole. Har du talt med nogen på din skole om hvordan du har det?

Du er velkommen til at skrive igen, hvis der er noget du vil spørge om eller svare på.
Mange tanker.

Besvaret af
medarbejder
Bjarne er daglig leder af Alkolinjen og besvarer også opkald. Han er uddannet sygeplejerske og MPH og begyndte sin karriere på leverafdeling. Derudover har Bjarne arbejdet i alkoholbehandlingen som alkoholbehandler og forsker siden 1996 og været leder på Sundholm fra 2012-2015. Bjarne har været leder af Alkolinjen siden 2015.

Information

Fornavn / alias
Olivia
Køn
Kvinde
Alder
18-21 år
Problemstilling
  • Jeg er pårørende til en, der drikker