Hvordan hjælper jeg min far?

Min far er en funktionel alkoholiker. Hjælp mig med at gøre min far rask

Siden en alder af 12-13 år bemærkede jeg, at min far drak mere end de andre voksne. Da jeg blev 15 år, og en ven kommenterede på min fars "glade humør" til selskaber, gik det op for mig, at det måske var mere unormalt end hvad jeg gik rundt og troede.

Jeg har konfronteret ham mange gange om hans alkoholindtag. Problemet er bare, at udadtil ligner det bare at han drikker et glas mere end de andre til middagsbordet. Han arbejder meget, dyrker meget sport og er generelt et glad væsen. Han er en "funktionel" alkoholiker. Ingen kan som sådan se det. Jeg ved at familiemedlemmer, tætte venner mener at han drikker lige lidt mere end nødvendigt, men de ville aldrig kategorisere ham som en alkoholiker.

For nyligt indgik han en aftale med min mor. Vin måtte drikkes torsdag-søndag. Mandag-onsdag var alkoholfrie dage. Aftalen har nu stået på i 20 dage. 2 ud af de 20 dage har han ikke drukket vin.

Han kan ikke holde sig fra alkoholen. For ham er et glas vin efter arbejde en selvfølge. Oftest bliver det 3-4 glas vin inden han går i seng. I løbet af en vennemiddag har jeg ikke tal på, hvor mange glas rødvin der bliver drukket inden middagen er omme.

Nogle dage indrømmer han, at han har et problem, andre dage ikke.

Jeg føler mig så magtesløs, vred og ked af det. Mest af alt er jeg frustreret. Jeg er også frustreret over min mor og storesøster. De synes ikke, jeg skal blande mig, og det er jo kun lidt ekstra vin. Min mor ved dog godt at han har et problem, men jeg tror ikke hun ved hvad hun skal gøre. Hun skammer sig.

Jeg skammer mig ikke. Jeg vil bare have at min far bliver rask. Jeg holder rigtig meget af min far, og ønsker at han passer bedre på sit helbred. Jeg holder mest af ham når han er ædru. Han er mere tilstede. Jeg ved at han ikke gør' det her for at straffe os. Men jeg forstår ikke at han ikke har opsøgt hjælp. Måske fordi at han så skal anerkende at der er et problem som er større end ham selv.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vil gerne hjælpe ham, rådgive ham.

Hvordan får jeg ham til at opsøge hjælp?

Svar

Allerførst tak for dit brev. Jeg forstår helt dit dilemma, dit ønske om, at hjælpe din far og din bekymring for ham. Synes det er rigtig fint, at du ser, at der kan være et problem med din fars indtag af alkohol og modigt, at du tager det op med ham.

For at hjælpe din far bedst muligt, er det meget vigtigt, at han forstår din bekymring for ham, og at han selv ser, der er et problem. Den erkendelse er afgørende for at få skabt en ændring. Når der er tidspunkter, hvor han ikke gør det, handler det om forsvarsmekanismer, for ligesom din mor skammer sig, er det mest sandsynligt, at din far også skammer sig. Og det er derfor forsvarsmekanismerne dukker op. Jeg synes, der ligger en kæmpe styrke men også selverkendelse fra din side, når du skriver, at du ikke skammer dig, men helt enkelt er optaget af, at han ikke skal blive syg. Jeg synes også det lyder sandsynligt, at din far kan holde det, man kalder en funktionspromille, at han har et højt indtag af alkohol men klarer at opretholde et almindeligt liv.

En ting jeg dog kan læse i dit brev, han ikke mestrer, er nærhed. Det gør man sjældent med alkohol i blodet. Og du skriver også meget præcist, at du holder mest af ham når han er ædru. Lige præcis den sætning kunne være vigtig at sige til ham. Og selvom du bliver upopulær, som jeg fornemmer det og ikke har opbakning fra resten af familien, synes jeg du skal holde fast i din mavefornemmelse og fortælle din far, hvordan du anskuer situationen. Fortæl ham gerne, hvor meget du holder af ham, og at din indblanding kommer af bekymring og omsorg.

Jeg kan ikke læse ud af dit brev, hvor i landet du befinder dig. Der findes flere steder hvor unge kan søge hjælp, hvis man har en forælder, der drikker for meget. Du kan se et overblik på vores kort her med hjælpetilbud eller du kan ringe til en af os rådgivere på 80 200 500 eller skrive via chat.

Vi ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen

Rådgiverne, Alkolinjen

Information

Fornavn / alias
Anonym
Køn
Kvinde
Alder
15-17 år
Problemstilling
  • Min mor eller far drikker