Promillebar

Tag snakken om alkohol

Nyhed
Forældre er bekymret for, hvor meget alkohol deres unge drikker, men unge er faktisk med på at lave aftaler med deres forældre om alkoholforbruget. Inddragelsen af forældre er afgørende for de unges vaner. Og det kan gå grueligt galt. Desværre kommer mange unge ud for ulykker på grund af alkohol, og hver måned dør et ungt menneske tragisk, hvor alkohol har spillet en afgørende rolle. Alkohol & Samfund har derfor samlet nogle gode råd til at tage snakken.

Når ens børn bliver så store, at de begynder at indtage bylivet, så sidder vi forældre derhjemme og er bekymrede. Og måske holder vi os endda vågne og venter på lyd fra indgangsdøren.

De fleste unge mennesker kommer helskindet og glade hjem oven på en god aften. Men desværre kommer omkring 140 unge hver måned ud for ulykker eller ender på hospitalet for alkoholforgiftning. Og desværre er der også fatale konsekvenser, hvor unge dør tragisk. Det er vigtigt, at forældre og unge snakker sammen om alkoholforbruget, siger Ida Fabricius Bruun, direktør, Alkohol & Samfund.

Alkohol & Samfund har fået undersøgt antallet af dødsfald blandt unge, hvor alkohol har spillet en væsentlig rolle. Det er Statens Institut for Folkesundhed, som har gennemgået registerdata og dødsattester. Desværre er antallet af dødsfald blandt unge, højere end tidligere antaget. Hver måned dør ét ungt menneske på grund af alkohol.

Derfor har Alkohol & Samfund samlet nogle gode råd til at tage snakken:

  • Tag stilling til dit barns alkoholforbrug. Undersøgelser viser, at unge, der har aftaler med deres forældre, drikker mindre.
  • Kun en tredjedel af hjemmeboende unge har aftaler med deres forældre om, hvor meget alkohol de må drikke til fester. Men størstedelen overholder altid eller for det meste aftalerne.
  • Husk du er som forælder rollemodel, selvom du ikke tænker din teenager lytter, så ser de unge også, hvordan voksne drikker alkohol.
  • Lær dit barns venners forældre at kende. På den måde er der en bedre dialog og viden mellem forældre om, hvad de unge foretager sig, hvornår og med hvem.
  • Husk at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn og unge under 18 år ikke drikker alkohol.
  • Unges hjerner er under udvikling, indtil de er 20 år, og alkohol nedsætter hukommelse og indlæringsevne.
  • Unges hjerner er dårligere rustet til at foretage selvkontrol og risikovurdering. Derfor kommer unge lettere galt af sted, når de indtager alkohol.
  • Hos unge med et højt alkoholforbrug ser man hyppigere ulykker.

Kilder: Alkohol & Samfund, Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen.

Sådan kan du tale om aftenens fest med dit barn

  • Hvem skal du være sammen med?
  • Hvor er det, og skal I have noget at spise?
  • Hvor meget alkohol vil du drikke? Husk også vand.
  • Hvordan mærker du, at du har fået for meget?
  • Hvordan kommer du til og fra festen? Tilbyd dig gerne som chauffør, hvis du ikke drikker.
  • Hvornår slutter festen? Skal du op til noget i morgen?
  • Hvad hvis der sker noget, du bliver utryg ved - så ring – så holder jeg telefonen tændt.

Kilde: Alkolinjen

FAKTA

Se udvalgte fakta fra rapporten om alkoholrelaterede dødsfald blandt unge
https://alkohologsamfund.dk/nyheder/hver-maaned-doer-unge-paa-grund-af-alkohol og download rapporten.

For hver 100.000 indbygger i alderen 15-25 år døde:

13 unge i Region Hovedstaden
18 unge i Region Sjælland
25 unge i Region Syddanmark
18 unge i Region Midtjylland
16 unge i Region Nordjylland

i perioden 2010-2019, hvor alkohol havde en medvirkende eller direkte årsag.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed/SDU, rapporten Alkoholrelaterede dødsfald blandt 15-25-årige, 2010-2019 støttet af Alkohol & Samfund og TrygFonden.