Josephine er ked af druk og bakker op om 18-årsgrænse

Organisationer bag ny kampagne: Stop drukfester, der ender på sygehuset

Nyhed
Ny kampagnefilm fra 21 organisationer bag initiativet Drukfri Ungdom viser de barske konsekvenser af unges drukkultur og kommer med en klar opfordring: Sæt aldersgrænsen for køb af alkohol op til 18 år.

Drikkepres, underafkøling og ambulanceture. Sådan kan afslutningerne på ungdomsfester i værste fald se ud, hvis man spørger frontpersonalet i en ny kampagnefilm fra Alkohol & Samfund og 20 andre organisationer fra initiativet Drukfri Ungdom.

Filmen kommer i kølvandet på, at Folketinget i sidste uge vedtog, at sundhedsministeren senest i andet halvår af 2021 skal komme med en forebyggelsesplan for unges alkoholforbrug. Fra organisationerne bag Drukfri Ungdom lyder en klar opfordring til, at forebyggelsesplanen skal indeholde en justering af aldersgrænsen for køb af alkohol, så man fremover skal være 18 år for at købe alle slags alkohol.

– Vi er glade for, at Folketinget har anerkendt, at vi har et problem med unges alkoholkultur, som kalder på handling. Danske unges alkoholkultur adskiller sig fra andre europæiske unges, og det gør vores aldersgrænse også. Vi håber med filmen at vise de negative konsekvenser af drukkulturen og gøre opmærksom på, at vi er nødt til at ændre på vores aldersgrænse, hvis vi for alvor vil ændre alkoholkulturen, siger Peter Konow, direktør, Alkohol & Samfund.

Unge shopper alkohol
Kronik
Ny europæisk undersøgelse kårer igen danske unge til europamestre i druk og kalder på handling. At ændre unges drukkultur mod det bedre er et langt sejt træk, der kræver, at vi alle tager ansvar. Men det kan næppe lykkes, så længe lovgivningen sender et tvetydigt signal om, hvorvidt alkohol er for mindreårige. Organisationerne fra initiativet Drukfri Ungdom opfordrer derfor Folketinget til at vedtage en ensartet 18-årsgrænse for salg af al alkohol.

Stigende antal unge ender på skadestuen efter druk

I filmen fortæller en overlæge i børnemodtagelsen, en SSP-medarbejder, en ambulancebehandler og en akutlæge om deres oplevelser med unges drukkultur. Blandt andet fortæller børnelægen om en 15-årig dreng, der var så forgiftet af alkohol, at han måtte lægges i respirator. Ambulancebehandleren fortæller om en ung pige, der hverken kunne huske sit navn eller stå på sine ben, som de valgte at tage med i ambulancen, for at forhindre at en fremmed mand, der stod ved siden af hende, tog hende med.

I efteråret viste to undersøgelser, at frontpersonalet fra filmens oplevelser langt fra er enestående. Den ene fra Sundhedsdatastyrelsen viser en stigning i andelen af unge, der kommer i kontakt med hospitalet med alkoholrelaterede skader, men den anden fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at unge, der drikker meget, oftere kommer ud for ulykker eller er indblandet i vold.

Tiden er moden til at fastslå, at alkohol ikke er for børn

I filmen opfordrer organisationerne bag til at hæve aldersgrænsen for køb af alkohol til 18 år. Det gør de på baggrund af solid viden fra blandt andet Vidensråd for Forebyggelse om, at en af de mest effektive strategier for at nedbringe unges alkoholforbrug er at indføre en ensartet 18-årsaldersgrænse for køb af alkohol.

­– En hævet salgs­aldersgrænse på 18 år er et veldokumenteret, målrettet værktøj, hvis man ønsker at udskyde debutalderen og gøre op med fuldskabskulturen. Tiden er moden til at påtage sig et større ansvar for børn og unges alkoholforbrug utvetydigt fastslå, at alkohol ikke er for børn, siger Peter Konow.

Filmen er produceret af Robert/Boisen & Like-minded i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og lanceres den 22. april på sociale medier.

FAKTA

Drukfri Ungdom

Initiativet ”DrukfriUngdom” har det formål at rejse og debattere ønsket om at indføre en ensartet aldersgrænse på 18 år for salg af alkohol som et første, målrettet skridt mod at skabe en bedre alkoholkultur for danske unge.

De 23 organisationer, der støtter op om initiativet er:

  • Alkohol & Samfund
  • Danske Regioner
  • KL
  • Vin og Spiritus Organisationen i Danmark
  • Kræftens Bekæmpelse
  • Vidensråd for Forebyggelse
  • Dansk Sygeplejeråd
  • Lægeforeningen
  • SSP Samrådet
  • Danske Gymnasier
  • Hjerteforeningen
  • Børnerådet
  • Rådet for Sikker Trafik
  • Forbrugerrådet Tænk
  • Ungdomsringen
  • Børns Vilkår
  • Forældreforeningen Unge & Alkohol
  • HORESTA
  • Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab 
  • Dansk Psykiatrisk Selskab
  • Dansk Pædiatrisk Selskab
  • Red Barnet
  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier