Nyt borgerforslag vil hæve aldersgrænsen for alkoholkøb

En række bekymrede borgere mener, at tiden er inde til at ændre unges alkoholkultur ved at hæve aldersgrænsen, så man fremover skal være 18 år for at købe alkohol. Det er vi i Alkohol & Samfund helt enige i.

75% af danskere over 18 år mener, at der bør være en aldersgrænse på 18 år for køb af alle former for alkohol. Det bliver nu bakket op af et borgerforslag til Folketinget, der ønsker at gøre op med den usunde og ekskluderende drukkultur blandt danske unge. Borgerforslaget stilles af Michael Asmussen og en række bekymrede borgere, som gerne ser, at Danmark tilslutter sig de 21 EU-lande, der allerede har en aldersgrænse for køb af alkohol på 18 år eller derover.

Om borgerforslag

Borgere, der har et forslag til noget, som de mener, bør ændres i lovgivningen eller i samfundet kan fremsætte et borgerforslag. Hvis 50.000 personer med stemmeret til folketingsvalg støtter et borgerforslag, kan det blive fremsat i Folketinget.

Se mere på www.borgerforslag.dk

- Vi skal ikke holde op med at drikke, men vi skal hjælpe de unge til at få et mere fornuftigt og nuanceret forhold til alkohol. Vi skal lære dem, at alkohol er en nydelsesting siger Michael Asmussen til Alkohol & Samfund.

Danske unge er langt oftere fulde end andre unge i Europa, og de indtager år efter år en kedelig førsteplads – både når det kommer til hyppighed og mængden af druk, og tre ud af fire 15-25-årige har oplevet at drikke så meget, at de fortryder dagen efter.

Alkohol & Samfund er gået sammen med 22 andre organisationer om initiativet Drukfri Ungdom, der ligesom det nye borgerforslag opfordrer Folketinget til at tage ansvar for at skabe en sundere og tryggere alkoholkultur ved at indføre en alkoholaldersgrænse på 18 år.

- Min tanke med borgerforslaget er, at man starter med lovgivningen, og derefter følger op med sociale tiltag, som man eksempelvis har haft så stor succes med i Island. Jeg synes, at alkohol ­– og den drukkultur der er skabt – fylder for meget i de unges liv, også når jeg kigger tilbage på min egen ungdom siger Michael Asmussen.

En lang række eksperter peger på, at en hævet salgs­ aldersgrænse på 18 år er et veldokumenteret, målrettet­ værktøj, hvis man ønsker at udskyde debutalderen og gøre op med fuldskabskulturen.

Du kan støtte borgerforslaget ved at bruge NEM-id

Om Drukfri Ungdom

Initiativet Drukfri Ungdom har til formål at rejse og debattere ønsket om at indføre en ensartet aldersgrænse på 18 år for salg af alkohol som et første, målrettet skridt mod at skabe en bedre alkoholkultur for danske unge.

De 23 organisationer, der støtter op om initiativet er:

Alkohol & Samfund, Danske Regioner, KL, Vin og Spiritus Organisationen i Danmark, Kræftens Bekæmpelse, Vidensråd for Forebyggelse, Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen, SSP Samrådet, Danske Gymnasier, Hjerteforeningen, Børnerådet, Rådet for Sikker Trafik, Forbrugerrådet Tænk, Ungdomsringen, Børns Vilkår, Forældreforeningen Unge & Alkohol, HORESTA, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Pædiatrisk Selskab, Red Barnet, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier