Unge under aldersgrænserne køber alkohol i supermarked

Nyt borgerforslag om 18-årsgrænse for salg af alkohol

Nyhed
Danske unge er europamestre i druk. Et nyt borgerforslag til Folketinget foreslår, at der indføres en 18-årsgrænse for salg af al alkohol. Alkohol & Samfund bakker op.

Af: Thomas Chemnitz

- Vi skal ikke holde op med at drikke, men vi skal hjælpe de unge til at få et mere fornuftigt og nuanceret forhold til alkohol. Vi skal lære dem, at alkohol er en nydelsesting, siger Michael Asmussen, da vi spørger ham, hvorfor han har stillet borgerforslaget.

-Min tanke med borgerforslaget er, at man starter med lovgivningen, og derefter følger op med sociale tiltag, som man eksempelvis har haft så stor succes med i Island. Jeg synes, at alkohol - og den drukkultur der er skabt - fylder for meget i de unges liv, også når jeg kigger tilbage på min egen ungdom.

- Det er mærkeligt, at 16-årige skal have lov til at købe alkohol i supermarkedet. Jeg synes det vil give meget mere mening, at man får adgang til det, når man bliver myndig som 18-årig. Dette borgerforslag er mit indspark til at ændre de unges drukkultur, siger Michael Asmussen.

Du kan let støtte borgerforslaget ved at bruge NEM-id

Støt arbejdet

Du kan samtidig støtte op om Alkohol & Samfunds arbejde for blandt andet at give forældre mere opbakning til at guide de unge i alkoholvaner.

Læs mere og støt

 

 

 

 

 

Kedelig førsteplads i druk

Danske unge på 15-16 år har stadig den kedelige førsteplads som europamestre i druk. De drikker mest og har også lettest adgang til alkohol, viser seneste undersøgelse fra ESPAD.

Alkohol & Samfund støtter borgerforslaget og ser det som en reaktion på, at danskerne i mange år har ønsket en 18-årsgrænse for salg af alkohol:

- I et årti har meningsmålinger vist, at tre ud af fire danskere ønsker en 18-årsgrænse. Det er et stort flertal. Vi kendte ikke til borgerforslaget, men vi bakker op. Man kan sige, at når politikerne ikke handler, kommer reaktionen fra borgerne. Det samme gælder de 23 organisationer, der også har reageret og ønsker en drukfri ungdom. En 18-årsgrænse er det vigtigste redskab til at kunne arbejde med en ændring af unges alkoholkultur. På den måde giver vi plads til at forældre og institutioner kan være med i beslutningen om, hvornår de unge kan begynde at drikke, siger Peter Konow, direktør, Alkohol & Samfund.