anna lin

Flaskepost: Ny podcast hjælper unge med dilemmaer om alkohol

Nyhed
Unge kan føle sig alene og mistrives, hvis de oplever problemer med alkohol. Derfor svarer kendte gæster og Alkolinjen UNGs rådgiver på unges dilemmaer i den nye podcastserie ‘Flaskepost’.Tv-vært Anna Lin er gæst i første afsnit og giver gode råd til en ung om, hvordan personen kan være en del af det sociale liv i studiestarten uden at drikke.

Lige nu træder unge ind på deres nye ungdoms- eller videregående uddannelse. Og det er ikke kun det faglige, der kan skabe dilemmaer for de nye studerende. Når alkohol er et centralt omdrejningspunkt for fællesskaberne og introarrangementer, kan nogle studerende føle sig presset til at drikke eller give dem dårlige oplevelser med at overskride egne eller andres grænser.

Alkoholdilemmaet omkring studiestart er blot et af de emner den nye podcastserie ‘Flaskepost’ tager fat på. I fire afsnit sætter podcasten fokus på de problematikker om alkohol, som unge går rundt med og har svært ved at tale om. I første afsnit har vært Signe Amtoft besøg af 27-årige tv-vært Anna Lin.

I afsnittet besvarer de bl.a. dette spørgsmål fra Alkolinjen UNGs brevkasse:

”Hej, jeg er en 23-årig fyr, der gennem livet har drukket en del i mange forskellige sammenhænge. Jeg er lige startet på studie og har indset, at jeg synes alkoholkulturen er ret overvældende. Jeg vil meget gerne drikke mindre eller faktisk helt lade vær. Hvad skal jeg gøre, når jeg samtidig gerne vil lære folk at kende og være en del af det sociale i studiestarten?”

Sidste år kontaktede 272 mennesker under 25 år Alkolinjens rådgivning ved at ringe 80 200 500, chatte eller skrive til brevkassen.

- Når unge kontakter Alkolinjen er de ofte i situationer, hvor alkohol har fået konsekvenser i deres liv. Det kan være, de har haft blackouts og har gjort eller oplevet noget, som de er kede af og fortryder. De har dårlig samvittighed og er i tvivl om, hvad de skal gøre. Men faktisk er det ret sent, at unge rækker ud efter hjælpen, fordi vi har en voldsom drukkultur i Danmark, hvor man som ung nemt kan gå under radaren, selvom man drikker på en skadelig måde, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.

Flaskepost podcast

Flaskepost er en podcastserie i fire afsnit. Podcastafsnit udkommer fra fredag 8. september og de følgende tre fredage. Podcasten er produceret af Heartbeats i samarbejde med Alkohol & Samfund, og kan findes her eller på alle tilgængelige platforme.

Vært Signe Amtoft får sammen med rådgiver på Alkolinjen Isabella Øllgaard besøg af en ny gæst i hvert afsnit, som fortæller om deres syn på alkohol og besvarer virkelige brevkassespørgsmål fra Alkolinjen UNG.

  • 1. afsnit er med tv vært Anna Lin (27 år) som gæst. Hun hjælper med at besvare dilemmaer om drikkepres, som en ung er bekymret for i studiestarten.
  • 2. afsnit er med gæst Thor Allentoft (34 år), stifter af onlinefællesskabet Creating a Voice. Han fortæller sin egen historie om at vokse op med alkohol i hjemmet, og han besvarer breve fra unge pårørende.
  • 3. afsnit er med komiker Mikkel Klint Thorius (31 år) som gæst. Han fortæller om sit syn på den danske alkoholkultur og besvarer spørgsmål om, hvordan man kan hjælpe sin ven, der altid drikker for meget.
  • 4. afsnit er med gæst Liv Dupont (30 år), frivillig ambassadør i TUBA. Hun fortæller sin personlige historie og hjælper unge pårørende, som er i tvivl, om deres forælder har et alkoholproblem.

Unge står ikke alene med deres problem

Sammen med brevkassespørgsmål fra unge, der selv drikker eller oplever drikkepres, tager podcasten også dilemmaer op fra unge, der har forældre med et alkoholproblem:

- Vi vil give en stemme til unge, der har udfordringer med alkohol. For bekymringerne kan vokse sig store, hvis man går alene med dem. Vi ved, det kan være svært at tale om alkohol med sine venner, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen, og forsætter:

- Som ung ved man måske ikke, at andre går rundt med lignende problemer, og at der findes gratis og anonym hjælp. Man kan altid kontakte Alkolinjen UNGs telefon- eller chatrådgivning og få gratis, anonym og professionel rådgivning.

Om Alkolinjen UNG
  • Rådgivningen er målrettet 15-24-årige som enten er tæt på nogen, der drikker for meget, eller hvis de selv drikker for meget. De kan få gratis og anonym hjælp gennem telefon og chatrådgivningbrevkasse. Og der er kortoversigt over rådgivningssteder til unge i hele Danmark.
  • 46.000 unge har taget alkoholtesten på Alkolinjen UNG siden marts 2022. Her kan man få svar på, om man drikker for meget – og hvad man kan gøre.
  • Alkohol & Samfund driver Alkolinjen UNG i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.