Unge og alkohol

Få inspiration til at styrke alkoholforebyggelse for børn og unge

Nyhed
Et nyt katalog giver inspiration til, hvordan kommunerne kan arbejde med alkoholforebyggende indsatser og skabe fællesskaber for børn og unge uden alkohol som omdrejningspunkt.

Danske unge er blandt de unge i Europa, der drikker mest og oftest. En tidlig alkoholdebut og et højt forbrug kan øge risikoen for alkoholrelaterede problemer senere i livet. Derfor er det vigtigt at forebygge et højt alkoholforbrug blandt unge.

I et nyt inspirationskatalog udarbejdet af Alkohol & Samfund for Sundhedsstyrelsen bliver der præsenteret gode eksempler på, hvordan kommunerne kan styrke den alkoholforebyggende indsats målrettet børn og unge. Kommunerne spiller nemlig en vigtig rolle i forebyggelsesarbejdet.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Sundhedsstyrelsens anbefalinger om børn og unge vedrørende alkohol

• Børn og unge under 18 år frarådes at drikke alkohol.

• Unge på 18 - 25 år bør være særlig opmærksomme på ikke at overskride anbefalingerne.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til alle over 18 år

• Højst 10 genstande om ugen.

• Højst 4 genstande på samme dag.

- Børn og unges alkoholkultur afspejler de normer, regler og rammer, de møder. Derfor er det afgørende, at der ude i lokalsamfundet skabes gode alkoholforebyggende rammer for børn og unge. Og her har kommunerne en central rolle, da kommunerne kan ændre på rammerne i de miljøer, som unge befinder sig i - uanset om det er skoler, fritidsliv eller nattelivet, siger faglig leder i Alkohol & Samfund, Michael Jensen.

Kommunerne kan sætte ind på seks områder

Inspirationskataloget indeholder seks indsatsområder, som kan være med til at reducere unges alkoholindtag og udskyde alkoholdebuten. Hvert indsatsområde er suppleret med konkrete eksempler fra kommuner rundt om i landet, som har formået at lave gode alkoholforebyggende rammer.

- Eksemplerne i kataloget viser, at flere kommuner er lykkedes med nogle konkrete tiltag. Fx har der senest været stor debat om alkohols rolle til sidste skoledag i grundskolerne, og kataloget rummer således eksempler på kommuner som med succes har gennemført en alkoholfri sidste skoledag, siger Michael Jensen og fortsætter:

- Kommunerne står ofte med de samme udfordringer, og her kan det ofte være en hjælp at kende til kommuner, som er lykkedes med en indsats. Derfor indeholder kataloget også kontaktoplysninger på de kommuner, som har bidraget med eksempler.

De seks indsatsområder er forældreinvolvering, attraktive ungemiljøer, dialog med foreningslivet, alkoholpolitik på ungdomsuddannelser, ansvarlig udskænkning og strategisk involvering af lokalsamfundet.

Læs Sundhedsstyrelsens pressemeddelelse om kataloget.