Flaskepost: Ny podcast hjælper unge med dilemmaer om alkohol
Lige nu træder unge ind på deres nye ungdoms- eller videregående uddannelse. Og det er ikke kun det faglige, der kan skabe dilemmaer for de nye studerende. Når alkohol er et centralt omdrejningspunkt for fællesskaberne og introarrangementer, kan nogle studerende føle sig presset til at drikke eller give dem dårlige oplevelser med at overskride egne eller andres grænser.
Alkoholdilemmaet omkring studiestart er blot et af de emner den nye podcastserie ‘Flaskepost’ tager fat på. I fire afsnit sætter podcasten fokus på de problematikker om alkohol, som unge går rundt med og har svært ved at tale om. I første afsnit har vært Signe Amtoft besøg af 27-årige tv-vært Anna Lin.
I afsnittet besvarer de bl.a. dette spørgsmål fra Alkolinjen UNGs brevkasse:
”Hej, jeg er en 23-årig fyr, der gennem livet har drukket en del i mange forskellige sammenhænge. Jeg er lige startet på studie og har indset, at jeg synes alkoholkulturen er ret overvældende. Jeg vil meget gerne drikke mindre eller faktisk helt lade vær. Hvad skal jeg gøre, når jeg samtidig gerne vil lære folk at kende og være en del af det sociale i studiestarten?”
Sidste år kontaktede 272 mennesker under 25 år Alkolinjens rådgivning ved at ringe 80 200 500, chatte eller skrive til brevkassen.
- Når unge kontakter Alkolinjen er de ofte i situationer, hvor alkohol har fået konsekvenser i deres liv. Det kan være, de har haft blackouts og har gjort eller oplevet noget, som de er kede af og fortryder. De har dårlig samvittighed og er i tvivl om, hvad de skal gøre. Men faktisk er det ret sent, at unge rækker ud efter hjælpen, fordi vi har en voldsom drukkultur i Danmark, hvor man som ung nemt kan gå under radaren, selvom man drikker på en skadelig måde, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.
Unge står ikke alene med deres problem
Sammen med brevkassespørgsmål fra unge, der selv drikker eller oplever drikkepres, tager podcasten også dilemmaer op fra unge, der har forældre med et alkoholproblem:
- Vi vil give en stemme til unge, der har udfordringer med alkohol. For bekymringerne kan vokse sig store, hvis man går alene med dem. Vi ved, det kan være svært at tale om alkohol med sine venner, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen, og forsætter:
- Som ung ved man måske ikke, at andre går rundt med lignende problemer, og at der findes gratis og anonym hjælp. Man kan altid kontakte Alkolinjen UNGs telefon- eller chatrådgivning og få gratis, anonym og professionel rådgivning.