Lyngby Gymnasium

Nyt projekt hjælper til mindre drikkepres på gymnasier

Nyhed
For at sikre en god start på gymnasiet for nye elever, har Alkohol & Samfund lavet workshops for tutorer om, hvordan de kan skabe inkluderende fællesskaber, hvor alkohol ikke er i centrum.

Hvordan tager man bedst imod nye elever og giver plads til alle? 

Det var et af spørgsmålene, som blev diskuteret på Lyngby Gymnasium, da Alkohol & Samfund holdt workshop for alle tutorerne på gymnasiet. 

De er et ud af 10 gymnasier i Region Hovedstaden, som er med i et projekt, der skal bidrage til mindre drikkepres på gymnasierne og øge fokus på inkluderende fællesskaber. 

Om projektet 
  • Alkohol & Samfund har stået for at lave workshops for tutorer på en række gymnasier i Region hovedstaden. 
  • Projektet foregår på 10 udvalgte gymnasier. Hvert gymnasium får 10.000 kr., som eleverne skal bruge på noget, der bidrager til inkluderende fællesskaber uden alkohol. Det kan være alt fra en udflugt til nye brætspil eller bordfodboldborde. 
  • Det sker i et samarbejde mellem Alkohol & Samfund, Region Hovedstaden og Kræftens Bekæmpelse.  

Som en del af projektet har Alkohol & Samfund stået for at lave workshops inden studiestart for tutorerne, der går i enten 2. eller 3.g. Her har de blandt andet skulle finde løsninger på dilemmaer omkring alkohol og komme med idéer til aktiviteter, hvor man ikke drikker.  

Forbilleder for nye elever 

Workshoppen satte tankerne i gang hos Andreas Mristov fra 2.A på Lyngby Gymnasium, der er bevidst om, at han som tutor har et ansvar overfor de nye elever. 

- Jeg håber, at de nye 1.g’ere føler sig trygge ved os og at de føler, at de har nogen på 2. og 3. årgang, som vil dem det godt. Så der ikke er et hierarki mellem os. De skal føle sig på lige fod med os og ikke presset til noget, de ikke har lyst til, siger han. 

Han er tutor sammen med Ida Hellvik Melander, som føler at hun nu er mere forberedt på at være tutor: 

- Før var det bare vores egne refleksioner, så det er godt at høre fra nogle der ved noget mere om det, og få deres syn på alkohol og hvad der er rigtigt og forkert. På den måde føler jeg mig mere sikker i, at det vi gør, er det rigtige, siger hun.  

De meldte sig begge som tutorer for at give en endnu bedre studiestart for de nye elever end den de selv fik sidste år.  

Fest
Velkommen til Gymnasieguiden. Din guide til at få mere ud af den gode gymnasiefest eller hyggelige café.

Mindre fokus på alkohol  

Til spørgsmålet om, hvordan man kan tage imod nye elever uden alkohol, så vil Andreas og Ida gerne lave forskellige sportsaktiviteter, hvor man konkurrerer klasse mod klasse. Og så vil de sørge for ikke at fokuserer på, hvad folk drikker, hvis de er til arrangementer eller fester. 

Lyngby Gymnasium

- Ikke spørge ind til det eller kommentere på, hvad folk drikker. Det skal være helt op til dem selv – uanset om det er cola eller øl. Bare tænke ’respekt for dit valg’ uden at stille spørgsmålstegn ved noget, siger Ida. 

Efter at have afholdt en række workshops er Freja Jørgensen, sundhedsfaglig konsulent i Alkohol & Samfund, positivt overrasket over, hvor godt tutorerne har taget imod budskaberne og også selv har budt ind med en masse gode idéer. 

- Jeg synes det har været inspirerende at møde gymnasieeleverne og høre deres tanker omkring alkoholkultur i studiestarten. De er allerede virkelig reflekterede, så for os handler det om at klæde dem bedre på til at inkludere nye elever på en måde, hvor alkohol ikke er adgangsbilletten til fællesskabet. Blandt andet ved at sætte tankerne i gang hos dem på de her workshops, siger Freja. 

Projektet forløber resten af skoleåret med Region Hovedstaden og Kræftens Bekæmpelse.