Ny podcast skal fjerne skammen fra kvinder med alkoholproblemer
Tekst: Ida Fabricius Bruun og Carsten Johansen
Pludselig drak Rikke for meget. Hun var ung og kunne lide at feste. Men det sorgløse liv som studerende var løbet løbsk for hende, og hun havde svært ved at lade være med at drikke alkohol hver dag.
– Misbrug passede ikke med min opfattelse af, hvem jeg var. Derfor var det så skamfuldt for mig at erkende, siger 34-årige Rikke.
Rikke havde aldrig hørt om kvinder i hendes alder, som kæmpede med alkoholmisbrug. Men da hun selv begyndte at skrive på Instagram om sin kamp imod dæmonerne i flasken, skrev mange kvinder til hende.
Hudløst ærlige fortællinger om alkoholproblemer
– Det er alle mulige slags kvinder, og de siger næsten det samme: Skammen, hvis deres misbrug blev kendt af venner og familie, er en kæmpe barriere for at bede om hjælp.
Det inspirerede Rikke til at lave podcasten ’Er jeg afhængig?’, som udkommer 29. januar 2019 med støtte fra Alkohol & Samfund. Her har hun interviewet fire kvinder, der alle har haft alkoholproblemer i en kortere eller længere periode af deres liv. I fire afsnit fortæller de hudløst ærligt om deres vidt forskellige veje ind i – og ud af – alkoholproblemerne.
– Jeg håber, at podcasten vil få kvinder med alkoholproblemer til at opdage, at de ikke er de eneste. Det er så ærgerligt, at vi ikke taler om det, for der er så mange, der har de her problemer – og det er ikke noget at skamme sig over. Men vi holder først op med at skamme os, når vi taler om det. Og skammen er den største barriere for at række ud efter hjælp, siger Rikke.
Mange veje ud af alkoholproblemer
Netop hjælpen til at komme ud af alkoholproblemer fylder meget i podcasten og de episodebeskrivelser, der følger med, når lytteren henter den ned på sin telefon, computer eller tablet. Her lister Rikke nemlig de mange tilbud og muligheder, der er, for at få hjælp – fra anonym telefonrådgivning, til kommunal alkoholbehandling og AA.
– Podcasten viser, at der er nogen at tale med. Der er så mange muligheder og veje ud af alkoholproblemer. Mange tror – ligesom jeg selv gjorde – at der kun findes AA, men der er et væld af muligheder og stor fleksibilitet. Man skal ikke engang være eller blive ædru for at få hjælp. Det vil jeg gerne vise, og det synes jeg, kvinderne i podcasten gør så fint, for de har fundet forskellige veje, der passede til lige netop dem, siger Rikke.
Misbrug er misbrug – men ikke noget at skamme sig over
Hun er spændt på, hvordan lytterne tager imod podcasten, men hun håber, at den vil være med at bryde tabuet og vise, at kvinder også kan få alkoholproblemer – og komme ud af dem igen.
– Det vigtigste, vi kvinder skal erkende, er, at der ikke er noget af skamme sig over. Misbrug er misbrug – nogle shopper for 1.000 kr. eller spiser fem flødekager, når de har det skidt. Andre tyr til alkohol. Det er alt sammen misbrug. Og det er noget, du ikke behøver at klare selv, siger Rikke, der har været ædru i to et halvt år.
Hør podcasten 'Er jeg afhængig?' her
Du kan lytte til podcastens fire episoder her, eller hente dem i din foretrukne podcast-app.
Trine* (45 år) blev mor som 21-årig. Dengang begyndte hun at drikke rødvin alene derhjemme om aftenen og fortæller i denne episode om at føle sig anderledes end alle andre, og om hvorfor det blev så svært at stoppe med at drikke, da hun endelig fandt den løsning, hun havde brug for, 17 år senere.
*Trine er et opdigtet navn, da hun gerne vil optræde anonymt.
Line (37 år) mistede sin mor som 21-årig. I denne episode fortæller hun, hvad det betød for hendes alkoholvaner, og hvorfor der gik flere år, før hun fandt en vej ud af et alkoholforbrug, hun langsomt havde mistet kontrollen over.
Maria (42 år) voksede op omgivet af teenagedrenge i et hjem med rigtig meget alkohol. I denne episode fortæller hun om dengang, hun kørte spritkørsel som 31-årig, og om at blive så forskrækket over, hvad hendes alkoholforbrug havde ført til, at hun besluttede at gøre noget drastisk for at ændre det.
Rikke (28 år) blev single som 24-årig og fik kort tid efter konstateret en depression. I denne episode fortæller Rikke om, hvordan hun brugte alkohol for at dulme sine følelser i de følgende år, og om hendes kamp for at skabe et balanceret forhold til alkohol i dag.