Mand har drukket for meget

Podcast om livet før og efter alkohol

Nyhed
I en ny podcastserie fortæller fire mænd, hvordan alkohol blev så problematisk for dem, at de var nødt til at holde op. Tilrettelægger Rikke Winther savnede selv at høre andres historier, da hun kæmpede med alkoholproblemer, så hun håber, at podcasten vil få flere til at søge hjælp.
FAKTA

Du kan høre podcasten her på siden eller hente den i din foretrukne podcast-app ved at søge på titlen ”Er jeg afhængig?”.

Her kan du også lytte til de første fire episoder i serien, hvor fire kvinder fortæller om deres vej ind i – og ud af - alkoholproblemerne.

En tjener, en datamatiker, en moderedaktør og en reklamemand. Den yngste er 24, den ældste 52. På overfladen vidt forskellige – men så alligevel ikke. Ingen af dem drikker alkohol længere, fordi de har haft perioder i deres liv, hvor alkohol fyldte for meget.

De fire mænd er hovedpersoner i en ny podcast, produceret af journalist Rikke Winther for Alkohol & Samfund.

– Deres historier viser, at der er mange forskellige måder at udvikle alkoholproblemer på, og de behøver ikke alle sammen at ende samme sted eller udtrykke sig på samme måde. De behøver heller ikke at have lige alvorlige konsekvenser. Men det er mange af de samme følelser, der er på spil, siger Rikke Winther.

­– Og så har de stort set alle sammen det til fælles, at det var, da de åbnede op og fortalte om deres problem, at de kom videre, siger hun.

Rikke 3
Rikke Winther er journalist og har produceret to podcasts om alkoholproblemer.

Tænkte, at der ikke var nogen som mig
Og netop det at fortælle om sit alkoholproblem er noget, Rikke Winther selv har prøvet. For mens hun studerede og alle andre gik i byen og drak i weekenderne, kunne Rikke ikke stoppe, når det blev hverdag. En depression gjorde, at alkoholmisbruget for alvor bed sig fast, og først flere år efter søgte Rikke hjælp hos en psykolog.

– Jeg gik så længe alene med det, fordi jeg tænkte, at der ikke var nogen andre som mig. Jeg holdt mig fra at fortælle om det, fordi jeg var bange for, at de ikke ville forstå det eller det var for langt ude til, at de ville kunne blive ved med at holde af mig. Men efter jeg begyndte at fortælle om det opdagede jeg både, at andre sagtens kan rumme det – og at der er så mange, der går rundt og skammer sig over at have et alkoholproblem, siger hun.

Lyd er kraftfuldt
Rikke blev mødt med forståelse og omsorg af både familie og venner, når hun fortalte om sit alkoholproblem, men hun mener selv, at hun havde fortalt om det noget før, hvis hun havde haft muligheden for at høre andres historier.


– Der er noget med podcasts, det at høre nogens stemme, gør, at man får en mere kraftfuld og effektfuld fornemmelse af det menneske, man hører fra. Jon, Kristian, Flemming og Finn taler direkte til lytteren. Jeg håber, det betyder, at flere kan se sig selv i historierne og får en følelse af, at de ikke er alene. At det, de går igennem lige nu, hverken er uforståeligt eller uløseligt eller for meget for andre at rumme, siger Rikke Winther.

Afkræfter fordomme og guider til hjælp
Når lytterne henter podcasten i en podcast-app, vil de kunne klikke sig ind på mere info – blandt andet om, hvor de kan henvende sig og få hjælp til at håndtere et alkoholproblem.

– Det værste for mig var den tid, der gik med, at jeg troede, jeg var helt alene om det. Jeg vidste godt, der fandtes det, de i medierne kaldte for alkoholikere. Men jeg kunne ikke se mig selv i den stereotyp. Og jeg troede kun, der fandtes AA, og derfor gik der lang tid, hvor jeg bare blev ved med at drikke, siger Rikke Winther.

Mændene i podcasten har alle fundet meget forskellige veje ud af deres alkohlproblemer.

­ – Jeg har fået afkræftet nogle fordomme om, hvordan man kommer ud af alkoholproblemer og var overrasket over, at der findes så mange forskellige tilbud. Og så er jeg overrasket over, at der rent faktisk er folk derude, som når de først har oplevet, at det er blevet problematisk at drikke alkohol, så kan de godt alligevel finde en måde at drikke på, som fungerer. For mig var det enten at drikke eller være helt ædru. Men det, jeg har opdaget er, at der er så mange veje og tilbud og muligheder. Det handler bare om at give sig selv lov til at begynde et sted, siger Rikke Winther.
 

Flemmings historie
I denne episode fortæller Flemming (52 år) om at leve med et handicap, som gradvist indskrænker hans bevægelsesmuligheder, og om hvad man gør for at tackle den vrede og frustration, som følger med.

Kristians historie
I denne episode fortæller Kristian (24 år) om at være tro mod sig selv og om at tage nogle bevidste valg, når man kan mærke, at der er noget, som ikke er helt, som det skal være.

Jons historie
I denne episode fortæller Jon (43 år) om at have en fest som ung tjener i en branche med Michelinsstjerner og god vin i pauserne, og om at komme til at tage den fest med ind i voksenlivet.

Finns historie
I denne episode fortæller Finn (49 år) om at vokse op i et pænt kvarter i Nordsjælland med en mor, der var alkoholiker og en far, der udskrev checks.