Ung fyr breezer 3

Modelfoto: Christoffer Regild

Fra fuldefest til fuld kontrol

Nyhed
Når Adam Faurschou skulle til fest, drak han for at blive fuld. Efter en måned på vandvognen opdagede han dog, at han langt bedre kunne nyde festerne fuldt ud uden alkohol.

Af Marie Bredkjær Thomsen

–  Jeg oplevede, at jeg havde svært ved at styre mig til fester. Jeg drak for at blive fuld og blev ofte meget fuld. Det kan have noget at gøre med, at jeg drak i troen på, at jeg ville få det sjovere og sjovere, fortæller 17-årige Adam Faurschou.

Han bemærkede, at alkohol altid var med, når han sås med vennerne og ofte tog styringen over hans aften, når han var til fest. Derfor valgte han sidste år at holde en måneds pause fra rusen.

–  Det er normen i min vennekreds, at man drikker, når man laver noget socialt sammen. Også selvom det bare er en hyggelig spilaften hjemme med vennerne. Det er lige meget, om vi er på Østerbro eller i Ribe. Alkohol er hele tiden et vigtigt aspekt, og det, synes jeg, er fjollet. Derfor tænkte jeg, at det kunne være sjovt at opleve festerne i ædru tilstand.Indhold ...
Adam Faurschou...

Fuld kontrol

Adam Faurschou erfarede hurtigt, at han ved at gentænke festernes præmis sagtens kunne være en del af de ting, som han plejede, og have det sjovt uden alkohol.

–  Jeg spillede for eksempel beerpong, som normalt spilles med øl, med vand i stedet. Det lyder måske åndssvagt, men det var faktisk sjovt, fortæller han og påpeger, at han endda oplevede, at han i nogle sammenhænge fik langt mere ud af sin aften, når han holdt sig fra alkoholen.

–  I byen, hvor jeg plejer at være fuld på dansegulvet, synes jeg næsten, at det var en befrielse at have fuld kontrol over mine bevægelser og min krop, og over hvad der kom ud af min mund, fortæller han.

Om Adam

17 år
Født i København
Vokset op og bor pt i Holstebro
Går på Holstebro Gymnasium og HF og Dansk Talent Akademi (DTA) på Kunst og Design

Fedt at være helt klar i hovedet

–  Især i sociale sammenhænge, hvor det handler om samværet, synes jeg, at det var fedt at være helt klar i hovedet, så jeg bedre kunne nyde det.

Når han kom sent hjem efter en ædru aften, bed han mærke i, at hans krop reagerede, nærmest som havde han drukket alkohol.

–  Når jeg kom hjem fra en fest eller et arrangement, følte jeg mig næsten påvirket. Dels fordi klokken var mange, og jeg var træt, hvilket er en følelse, jeg forbinder med alkohol. Dels fordi jeg havde været sammen med så mange mennesker og var påvirket af endorfiner, fortæller han og konstaterer:
–  Jeg følte, at min krop var påvirket af alt mulig andet end alkohol.


Unormalt at gå imod normerne

dam

Adam Faurschou havde opbakning til eksperimentet fra sine venner, men samlet set var reaktionerne blandede, når han takkede nej til alkohol.

–  Jeg kan huske en privatfest hos en fra min klasse, hvor jeg blev tilbudt en øl, lige da jeg ankom. Jeg svarede ligeud, at jeg ikke drak uden at forklare, at jeg holdte en måneds pause. Mine venner var forstående, men der var andre til festen, som bare rystede på hovedet og nok overhovedet ikke forstod det, fortæller han og tilføjer, at deres undren ikke kommer bag på 
 ham.

–  Det er forståeligt. Det er jo unormalt at gå imod normerne.

Danske unge drikker mest

At ikke alle havde forståelse for Adam Faurschous beslutning om ikke at drikke, er formentlig ikke et tilfælde. Danske unge i alderen 15-16 år drikker nemlig langt mere end deres europæiske jævnaldrende. 

Det oplevede Adam Faurschou på egen krop under et ophold i Frankrig.

–  Jeg boede i Paris for to år siden. Her oplevede jeg, at der blandt de unge slet ikke er samme behov for at drikke. Det er sjældent, at folk har lyst til alkohol, hvis man mødes en almindelig aften. Vælger man at sige nej tak til alkohol til en fest, er det også fuldstændig i orden. Det er mit indtryk, at det generelt er mere acceptabelt ikke at drikke i festlige anledninger. Det tænker jeg, at danskerne kan lære af – mig selv inklusiv.

En lærerig oplevelse

Selvom Adam Faurschou havde en god oplevelse med at kvitte flaskerne for en måned, er han klar over, at det kan være et stort spring at tage. Han håber dog, at han har sået frø i hans omgangskreds.

–  Jeg synes, det burde være ret nemt at holde en pause, men jeg tror ikke, der er nogen af mine venner, der har gjort det efterfølgende. Jeg snakkede med en del om det, mens jeg var i gang med min alkoholfri måned, så jeg tror og håber dog, at jeg har sat nogle tanker i gang. 

Adam Faurschou erkender, at alkoholkulturen i hans omgangskreds stadig har stor indflydelse på ham, og derfor er han begyndt at drikke til fester igen.

–  Det er nemmere at falde i fælden, når alle ens venner allerede sidder og hygger sig nede i den, forklarer han. 

Han har dog ikke lagt eksperimentet helt bag sig. Pausen har modbevist hans idé om, at alkohol er en forudsætning for at have en sjov aften, og den har givet ham mod på fortsat at skrue ned for beruselsen for at få fuldt udbytte af festerne.

–  Jeg drikker mindre nu, og jeg kan bedre påskønne den påvirkning, som alkohol har, uden at misbruge den. De fester, jeg var til, hvor jeg ikke drak, og de fester jeg tager til nu, hvor jeg ikke drikker så meget, ender som regel med at være dem, jeg husker bedst og dem, hvor jeg har det sjovest. Det er en erfaring, jeg tager med fra min alkoholfri måned, fortæller han og tilføjer:

–  Jeg har tænkt mig at holde en pause igen inden længe. 

Undersøgelse af unges alkoholforbrug:

En undersøgelse fra 2015 foretaget af ESPADs (European School Survey Project on Alcohol and Other Drugs) viser, at danske unge i alderen 15-16 år scorer højest, når man ser på, hvor stor en andel der har indtaget alkohol indenfor de seneste 30 dage. Hele 73% af danskerne i denne aldersgruppe har drukket indenfor de seneste 30 dage. Til sammenligning ligger det europæiske gennemsnit på 48%, mens Frankrig ligger på 53%, og vores nordiske naboer i Sverige og Norge er helt nede på henholdsvis 26 og 22%.

 Hvor stor en andel af de 15-16 årige der har indtaget alkohol indenfor de seneste 30 dage

Danmark 73%
Østrig 68%
Grækenland 66%
Spanien 65%
Italien 57%
Frankrig 53%
Slovenien 52%