Opkald til Alkolinjen

Alkolinjen: 8 ud af 10 bliver henvist

Nyhed
2021 var et rekordår for Alkolinjen, og jo flere opkald, jo flere bliver henvist til at kontakte relevante behandlingstilbud. Ud af de 3.732 samtaler sidste år, blev 80 procent henvist. Oftest til Rusmiddelcenter, alkoholrådgivning og egen læge.

Af Thomas Chemnitz, journalist, Alkohol & Samfund

Alkolinjen rådgiver flere og flere mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende. Antallet af besvarede opkald i 2021 steg med 19 procent, og alene i december betød udvidet åbningstider i rådgivningen, at 85 procent flere fik talt med rådgiverne end i december forrige år.

Det er især flere borgere fra Sjælland og Hovedstaden, der ringer, men alle landets regioner tegner sig for en stigning.

Ud af de mange opkald er antallet af borgere, henvist til for eksempel rusmiddelcenter, alkoholrådgivning eller egen læge, steget hvert eneste år. I 2021 var det 2.972 eller hvad der svarer til 80 procent af samtalerne:

- De fleste af dem der ringer med egne alkoholproblemer, er afhængige, og har derfor brug for den alkoholbehandling, som et rusmiddelcenter kan tilbyde gratis. Det gælder også pårørende, som ofte skal opsøge samme centre. Der kommer også flere henvendelser fra mennesker med et skadeligt forbrug eller et storforbrug og de kan sagtens profitere af de ydelser et lokalt rådgivningstilbud eller tage et helbredscheck hos egen læge, siger Bjarne Stenger Elholm, leder, Alkolinjen.

 

Kontakt Alkolinjen

Ring til Alkolinjen på telefon 80 200 500.

Alkolinjens åbningstider:

  • Mandag til fredag kl. 09.00-17.00

I samme åbningstider kan du også chatte med en rådgiver.

Du kan også få skriftlig rådgivning på Alkolinjens brevkasse, der har åbent døgnet rundt.