Jul

Sådan undgår du et alkoholproblem i december

Nyhed
Danskerne drikker julen ind med julebryg i november og ud igen med champagne nytårsaften, og alene i december måned stiger alkoholsalget med 35 procent. Men de mange genstande er ikke alene farlige, når vi fragter os hjem fra julefrokosten – de kan også udvikle sig til et alkoholproblem. Derfor guider Alkolinjen til en jul med mindre alkohol.
8 TIPS til en god jul uden for meget alkohol
  1. Beslut dig for, at du denne jul vil drikke mindre – for eksempel max. tre genstande pr. arrangement. Fortæl gerne andre om din plan, det hjælper dig til at holde den. Skriv også gerne dagbog over dit alkoholforbrug, så du kan holde øje med, om du holder dig til planen.
  2. Julen kan være forbundet med stress, pres og høje forventninger. Føler du dig psykisk presset, så sæt tempoet og ambitionerne ned. Hellere en hyggelig jul uden for mange planer end stress.
  3. Når du er til et julearrangement, kan du bruge nogle simple tips til at holde antallet af genstande nede. Prøv for eksempel at drikke af små glas, tage mindre slurke eller holde glasset i den hånd, der falder dig mindst naturligt. Du kan også lave en regel om, at du skal drikke to glas uden alkohol for hvert glas med alkohol. Eller du kan sætte dit glas eller flasken, du hælder op af, længere væk fra dig, så det ikke er så nemt at fylde på.
  4. For nogle børn kan det føles utrygt, at voksne omkring dem er fulde. Hvis du skal holde julefest, hvor der er børn med, kan det være en god idé at aftale, at der er en voksen, der har ansvaret for børnene og derfor ikke drikker eller kun drikker meget lidt.
  5. Hvis dine børn eller din partner fortæller, at sidste jul ikke var hyggelig, fordi du drak for meget, så prøv at lytte og forstå frem for at forsvare og forklare.
  6. Dyrk mere motion, end du plejer. Motion modvirker stress og er samtidig en sund måde at få vrede og negative tanker ud af hovedet. Gør det til en ny juletradition, at I går en lang tur i stedet for at sidde for længe ved bordet til julefrokoster og middage.
  7. Få en god nattesøvn. Gå tidligere i seng, end du plejer. Det giver dig dels et overskud og dels risikerer du ikke at tage et par ekstra genstande sidst på aftenen.
  8. Mange af os tager det som en selvfølge, at der skal være alkohol på bordet, når vi holder julefrokoster og julemiddage. Hvis du selv prøver at drikke mindre, så servér lækre, alkoholfri drinks eller køb alkoholfri øl til dine gæster. Er du inviteret ud, så foreslå værten, at der er alkoholfri alternativer – eller tag en flaske lækker saft med som værtindegave.

Julebryg til fredagsbaren, snaps til julefrokosten, gløgg på julemarkedet og rødvin til juleanden. Grundene til ekstra genstande er til at få øje på i december måned. Og i Danmark drikker vi da også julen ind med julebryg til J-dag og ud igen med champagne og kulørte drinks nytårsaften. Ifølge Coop køber danskerne 35 procent mere alkohol i december måned i forhold til resten af året. Men de klirrende glas og høje procenter   kan blive problematisk.

– Julens store alkoholforbrug er i og for sig problematisk for os alle sammen. Især dem, der til julefrokosten drikker sig helt i hegnet, er jo i risiko for at ende festen på skadestuen på grund af fald, trafikulykker eller kuldeskader, hvis de er faldet i søvn på vejen hjem. Men for den halvanden million danskere, der drikker mere end genstandsgrænserne resten af året, er det særlig problematisk, at de i en måned skruer forbruget op, siger Bjarne Stenger Elholm, der er leder af Alkolinjen 80 200 500, som Alkohol & Samfund driver i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.

Mange ringer til Alkolinjen i december

Ifølge Sundhedsprofilen 2018 overskrider knapt 860.000 danskere de syv ugentlige genstande for kvinder og 14 ugentlige genstande for mænd, der udgør en risiko for at udvikle alkoholskader. Og 585.000 danskere drikker mere end Sundhedsstyrelsens højrisikogrænser på 14 ugentlige genstande for kvinder og 21 for mænd – og dermed har et forbrug, der sætter dem i høj risiko for at skade deres fysiske og psykiske helbred– og for at udvikle afhængighed.

Alkolinjen har de seneste år oplevet et stigende antal henvendelser i december måned, som viser bagsiden af de klirrende flasker og vilde fester.

– Kombinationen af mange fester og sammenkomster med alkohol på bordet og pres og forventninger, kan altså få det til at køre af sporet for nogle, siger Bjarne Stenger Elholm. 

Gode råd til en god jul uden for meget alkohol

Derfor lancerer Alkolinjen på deres online rådgivningssite www.alkolinjen.dk nu en række gode råd til en god jul uden for meget alkohol. På sitet kan man også gennemgå en onlinetest, der viser, om dit alkoholforbrug er eller er på vej til at blive problematisk.

Alkoholtest png
Med Alkohol & Samfunds alkoholtest kan du nemt og hurtigt få et overblik over, hvordan du drikker.
For at få et nuanceret billede af dit eget alkoholforbrug kan du tage vores anonyme onlinetest

– Der er masser af tiltag, som kan sikre, at dit alkoholforbrug ikke bliver et problem i december. Det handler både om nogle helt lavpraktiske adfærdsændringer i forhold til alkohol og om at kigge på, hvilke stressfaktorer og følelser, der kan få dig til at drikke mere. Men for de fleste af os handler det om at erkende, hvordan vores alkoholforbrug egentlig er – og der er testen et godt udgangspunkt for at lave konkrete ændringer, siger Bjarne Stenger Elholm.

Er øl og snaps altid en god idé til julefrokosterne?

I Alkohol & Samfund, der driver Alkolinjen, håber direktør Peter Konow, at et større fokus på dem, der har problemer med alkohol vil få alle andre til at stoppe op og overveje deres festvaner.

– Jeg håber og tror, at flere stiller spørgsmålstegn ved, om mængderne af øl og snaps og meget fulde onkler og kolleger nu også gør festerne bedre. Og at flere tør skabe forandringer i familien og på arbejdspladserne ved at tale om det, siger Peter Konow.

FAKTA: Alkolinjen i december
  • Alkolinjen 80 200 500 modtog 302 opkald i december 2018. Flest opkald kom i dagene omkring juleaften og mellem jul og nytår, hvor 148 mennesker ringede for at få hjælp og rådgivning til deres eget eller deres nærmestes alkoholproblem.
  • Alkolinjen holder igen i år linjerne og chatten åbne den 24., 25. og 26. december, nytårsaftensdag, 1. januar samt alle hverdage mellem jul og nytår.
  • I år er åbningstiderne udvidet, så Alkolinjen holder åbent fra kl. 11 til kl. 15 tirsdage og onsdage og fra kl. 11 til kl. 17 mandage, torsdage og fredage. Disse åbningstider gælder også på helligdage.