Alkolinjen reportage

Kimet ned: Alkolinjen kan nu hjælpe endnu flere

Nyhed
Fra september udvider Alkolinjen deres åbningstider med seks timer mere om ugen, så endnu flere drikkende og pårørende får mulighed for at søge hjælp og rådgivning omkring alkoholproblemer.

Igen i år modtager Alkolinjen flere opkald end nogensinde før, men omkring halvdelen af alle opkald er forgæves, fordi der bliver ringet uden for åbningstiderne. Med nye, længere åbningstider fra september, kan endnu flere derfor se frem til at komme igennem til linjens rådgivere. Alkolinjen vil holde åbent seks timer mere om ugen, så personer med alkoholproblemer og pårørende kan ringe ind mandag fra klokken 9-17 og alle øvrige hverdage fra klokken 11-17 for at søge rådgivning.

- Alt for mange mennesker lider under deres eget eller andres alkoholproblem uden at få hjælp. Alkolinjens nye åbningstider giver dem en endnu bedre mulighed for at få anonym og professionel rådgivning, når motivationen er der, så de kan komme videre til den behandling eller hjælp, der er den rigtige for dem og deres familier, siger direktør i Alkohol & Samfund, Ida Fabricius Bruun.

Om Alkolinjen

Alkohol & Samfund driver Alkolinjen i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.

Alkolinjen er den eneste landsdækkende, professionelt bemandede telefon- og chatrådgivning til mennesker med  alkoholproblemer og deres pårørende.

Alkohol & Samfund driver Alkolinjen i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, der har givet en større pulje af midler til rådgivningslinjen, hvilket har finansieret de nye, ekstra timer.

Det store behov for anonym rådgivning til alkoholproblemer har været tydeligt lige siden linjen blev oprettet tilbage i 2016, hvor antallet af opkald kun er steget fra år til år. Med den stigende efterspørgsel, appellerer direktør Ida Fabricius Bruun til en fast finansiering af Alkolinjen:

– Antallet af mennesker, der ringer til Alkolinjen er støt stigende, og det viser, at et professionelt gratis tilbud til mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende er helt afgørende for, at vi får flere mennesker i behandling. Vi håber selvfølgelig, at man politisk vil sikre at Alkolinjen fremover kan holde åbent, når behovet er der, siger hun.

Rekordmange opkald til Alkolinjen

I den første halvdel af 2021 har Alkolinjen slået alle tidligere rekorder for antal opkald. Sammenlignet med samme tidsperiode sidste år, har linjen modtaget omkring 25 procent flere opkald i år.

- Vi har haft travlt ved telefonerne i det seneste år på Alkolinjen, så det er glædeligt, at vi nu kan holde længere åbent fra september, og vi ser frem til at kunne rådgive endnu flere – både personer med alkoholproblemer og pårørende, så de kan få den støtte og hjælp, de har behov for, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.

Lige mange drikkende og pårørende ringer

Kontakt Alkolinjen

Telefonrådgivningen har telefonnummer 80 200 500, og chatten kan du finde her. Både chat og telefon har åbent mandage fra kl. 9-17 og alle øvrige hverdage fra kl. 11-17. Rådgivningen holder åbent i udvalgte helligdage.

Udenfor Alkolinjens åbningstid kan du indtale dit telefonnummer, og en rådgiver vil ringe dig op senere.

Du kan døgnet rundt også sende en sms med teksten ALKOHOL til 1231 – så ringer Alkolinjens rådgivere dig op hurtigst muligt indenfor åbningstiden.

Både drikkende og pårørende til mennesker med alkoholproblemer ringer til Alkolinjen. I 2020 var 48 procent af alle opkald fra drikkende, mens 49 procent var fra pårørende, og de resterende 3 procent var fra andre personer, eksempelvis fagprofessionelle indenfor alkoholbehandling eller sundhedspersonale.

Når mennesker med alkoholproblemer ringer til Alkolinjen er det ofte med ønsket om at drikke mindre eller helt stoppe med at drikke. Når pårørende ringer til rådgivningen, er det oftest for at få hjælp til, hvordan de bedst støtter den drikkende, og hvordan de selv skal håndtere situationen som pårørende.

Under samtalen med en rådgiver på Alkolinjen finder man sammen ud af hvilken form for tilbud, som passer til ens behov, og hvor man ønsker at få hjælp henne. Alle kommuner tilbyder nemlig gratis alkoholbehandling, og mange har også tilbud til pårørende.