Her er vores anbefalinger

Forpligtende, nationale kvalitetsstandarder vil:

• Øge kvalitetsniveauet og patientsikkerheden i både offentligt og privat behandlingsregi[3]
• Øger sandsynligheden for, at patienterne får evidensbaseret, ensartet og kvalitetssikret alkoholbehandling[4]
• Være en ramme, der er med til at strukturere og systematisere tilsynsarbejdet, samt tydeliggøre for alkoholbehandlingsstederne, hvilke kvalitetsparametre de skal leve op til for at kunne tilbyde alkoholbehandling i Danmark[5]
• Afskaffe den geografiske ulighed i kvaliteten af alkoholbehandlingen
• Sikre, at alkoholbehandlingerne får de fornødne ressourcer fra kommunalbestyrelserne. Dels fordi bindende kvalitetsstandarder – som på andre kommunale områder – vil medføre regulering i statstilskuddet til området (DUT) og dels fordi der vil kunne indføres politiske konsekvenser for kommunerne ved ikke at opfylde kravene.
• Styrke henvisningen til alkoholbehandlingen – dels fordi kvalitetsstandarder også kan omfatte opsporing og henvisninger og dels fordi kvalitetsstandarder vil give personale i almen praksis, på sygehuse og i socialforvaltning en sikkerhed for, hvad de henviser patienter til. 

Alkohol & Samfund anbefaler:

• At Sundhedsministeren beder Sundhedsstyrelsen om at igangsætte arbejdet med at udarbejde forpligtende kvalitetsstandarder, med udgangspunkt i De Nationale Kliniske Retningslinjer for behandling af alkoholafhængighed og med input fra parter og eksperter[6].
• Sundhedsministeren skal desuden forpligte Sundhedsstyrelsen til at indtænke, hvordan implementering af kvalitetsstandarderne skal foregå lokalt.
• At kvalitetsstandarderne omfatter opsporing af mennesker med alkoholproblemer og henvisning til alkoholbehandlingen. Servicetjekket viser, at der er et opsporingsgab for mennesker med alkoholproblemer, og der er derfor behov for forpligtende tiltag, som styrker og tydeliggør ansvaret for opsporingen af alkoholproblemer, styrker samarbejdet mellem alkoholbehandlingerne og hhv. hospitaler og praktiserende læger.
• At kvalitetsstandarderne udarbejdes ud fra hensyn til alle de mennesker, der er berørt af et alkoholproblem – så de omfatter standarder for pårørende i behandlingen, tilbud om egne behandlingsforløb for pårørende og familiebehandling, der også er rettet mod børn i familien. Samtidig bakker vi op om Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at kvalitetsstandarder også skal omfatte, hvordan behandlingssteder skal håndtere et afbrudt familieorienteret behandlingsforløb eller et andet behandlingsforløb for en forælder med hjemmeboende børn.
• At kvalitetsstandarderne også omfatter datamonitoreringen af behandlingen. Ensartning af indrapportering til NAB-registeret kan efter vores mening give gennemsigtighed og en følelse af ejerskab for behandlingsstederne.
• At kvalitetsstandarderne også omfatter efterbehandling. 54 procent af borgerne i alkoholbehandling i 2018 havde været i behandling tidligere. Alkoholafhængighed er at sammenligne med en kronisk sygdom, og derfor er der behov for standarder for, hvordan alkoholbehandlingen kan sikre opfølgende behandling.
• Sundhedsstyrelsen skal forpligtes af SUM til at indtænke, hvordan implementering af kvalitetsstandarderne skal foregå lokalt.      
• Når standarderne er fastsat, bør regeringen/kommunerne derfor afsætte økonomi til, at alkoholbehandlingerne kan leve op til standarderne. Herunder bør der være et særfokus på alkoholbehandleruddannelserne og obligatoriske kurser for at sikre, at personalet har kompetencerne til at overholde kvalitetsstandarderne.
• Når kvalitetsstandarderne er vedtaget, skal der føres grundigt tilsyn med overholdelsen.

Alkohol & Samfund anbefaler:

• At der indføres nationale, forpligtende kvalitetsstandarder for alkoholbehandling, som omfatter krav til farmakologisk behandling. Det kan forhindre ordinationer af farmakologisk behandling, der ikke er evidens for.
• At der stilles krav om lægedækning i alle alkoholbehandlinger. Vi er klar over, at lægedækning kan være svært særligt i mindre alkoholbehandlingssteder. Derfor foreslår vi, at mindre alkoholbehandlinger i en region samles i et klyngesamarbejde, hvor de deles om læger, som kan være til stede på alkoholbehandlingsstederne på skift og/eller fungere som bagvagt eller tilkaldevagt i akutte situationer. Samtidig bør der på alkoholbehandlingssteder, som ikke har en fast læge alle dage være krav om sundhedsfagligt personale (eks. særligt uddannede sygeplejerske), som kan varetage for eksempel medicinudlevering og -opfølgning. Afdækningsrapporten beskriver afrusning og abstinensbehandling som en primært sundhedsfaglig opgave. Servicetjekket understreger de alvorlige sundhedsrisici ved manglende lægelig vurdering af patientens afhængigheds- og abstinenssymptomer. Ordentlig lægedækning kan også have den positive bivirkning, at vi kan nedbringe nogle af de alvorlige følgesygdomme og sikre bedre samarbejde med almen praksis.
• At patienternes stemme og perspektiv i alkoholbehandlingen sikres ved at etablere et ankesystem eller lægge klagemulighed for alkoholbehandling i patientklagenævnet.
• At indføre en autorisation for alkoholbehandlere, der har gennemført Sundhedsstyrelsens alkoholbehandleruddannelse fra 2007. Det vil understøtte kvalitet og ensartethed i behandlingen og ligestille alkoholbehandling med behandling for andre sygdomme, hvor borgere har mulighed for at klage til Styrelsen for Patientklager, når personalet er autoriseret.
• At der indføres koordinerede tilsyn fra Socialtilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed. Bemærkningerne om, at det socialfaglige tilsyn vurderer kvaliteten væsentligt bedre end det sundhedsfaglige tilsyn, indikerer i vores øjne et behov for udredning af Socialtilsynets arbejde og effekten af dets arbejde.

Alkohol & Samfund anbefaler:

• At der indføres forpligtende, nationale kvalitetsstandarder for alkoholbehandling, som også omfatter standarder og klare ansvarsfordelinger mellem regionale og kommunale aktører.
• At de forpligtende nationale kvalitetsstandarder også stiller krav til den kommunale alkoholbehandlings synlighed overfor både borgere og fagpersoner.
• At indføre et referenceprogram på alkoholområdet i lighed med dem, der findes for diabetes- og hjertepatienter. Referenceprogrammet bør udformes af Sundhedsstyrelsen i dialog med de implicerede parter og bør klart beskrive hospitalets, egen læges, kommunale/private alkoholbehandlinger og institutioners ansvar for opsporing, udredning, henvisning og behandling af alkoholproblemer. 
• At kommuner og regioner pålægges at samarbejde om at indføre og opkvalificere til metoder for tidlig opsporing. Det kan blandt andet i form af Very Brief Advice-metoden, et konkret henvisningsværktøj til kommunal alkoholbehandling (som i dag findes til andre kommunale sundhedstilbud, men ikke alkoholbehandling).
• At Sundhedsstyrelsen og Alkohol & Samfunds nationale rådgivning, Alkolinjen, får fast finansiering. Den kan dels være en hjælp til personale i regionerne (almen praksis og hospitaler) på Alkolinjen kan få opdateret viden om konkrete alkoholbehandlingstilbud i alle kommuner og rådgivning om kontakten til patienter med alkoholproblemer. Derudover er Alkolinjen et lavtærskeltilbud, som både sygehuspersonale og praktiserende læger med fordel kan henvise deres patienter til for at få den første motiverende samtale og konkret henvisning til alkoholbehandling[7].