stories matters

Har du i en periode drukket for meget?

Nyhed
Vi efterlyser personer, der har eller har haft et storforbrug af alkohol, og som ønsker at dele deres historie i alkoholkampagnen til oktober.

Af Tanja Hartmann, Alkohol & Samfund 

I alkoholkampagnen til efteråret sætter Alkohol & Samfund og TrygFonden blandt andet fokus på en række selvhjælpsmuligheder for personer med et storforbrug af alkohol. En stor del af danskerne vil som udgangspunkt helst hjælpe sig selv, hvis de kan, viser Alkohol & Samfunds befolkningsundersøgelse fra 2020. 

Hvad er et storforbrug?

Et storforbrug er, når du drikker så meget alkohol, at du har en høj risiko for at få alkoholskader. Det er ifølge Sundhedsstyrelsen, når kvinder drikker mere end 14 genstande om ugen og mænd 21 genstande. 

En af selvhjælpsmulighederne er fortællinger fra mennesker med alkohol inde på livet. Med over 16.800 visninger hver måned er drikkende og pårørendes historier om alkoholproblemer noget af det mest efterspurgte på vores hjemmeside. 

Nu vil vi udvide universet med historier fra mennesker med et storforbrug, hvor man ikke nødvendigvis har været eller har brug for behandling, men har lyst til at skære ned eller har skåret ned på alkoholen. 

At læse om andre, der har haft det på samme måde, er med til at vise, at man ikke er alene. Fortællinger kan også give inspiration og mod på at gøre noget ved ens alkoholforbrug.  

Kontakt os 

Skriv til Thomas Chemnitz, tc@alkohologsamfund.dk eller ring til 22 20 04 82, hvis du støder på en person med et nuværende eller tidligere storforbrug af alkohol, der vil dele sin historie med os.