Alkolinjens rådgiver sidder klar ved telefonen

Alkolinjen udvider åbningstiden

Nyhed
Fra 2. september 2019 får endnu flere mulighed for at få hjælp, hvis de selv eller deres pårørende har et alkoholproblem. Alkolinjen 80 200 500, som Alkohol & Samfund driver i samarbejde med Sundhedsstyrelsen udvider åbningstiden for at imødekomme et stadigt stigende behov.

For flere end 5300 mennesker har et opkald til Alkolinjen været en tiltrængt hjælp til at håndtere deres eget eller en af deres nærmestes alkoholproblem.

Alkolinjen har siden åbningen i januar 2016 oplevet et støt stigende antal opkald – men cirka 55 procent af dem kommer udenfor åbningstiden, hvor en telefonsvarer orienterer om åbningstiderne og giver den, der ringer, mulighed for at blive ringet op, når rådgiverne møder ind igen.

– Vores opkaldsstatistik viser os, at der er mange derude, der har behov for, at vi tager telefonen. Og samtidig kan vi se på statistikkerne over, hvor mennesker i Danmark, der drikker for meget, at langt flere burde ringe ind – og det håber vi, at de nye åbningstider kan hjælpe til, siger lederen af Alkolinjen, Bjarne Stenger Elholm og referer til Sundhedsstyrelsens skøn om, at 140.000 mennesker i Danmark er afhængige af alkohol, og at 585.000 drikker så meget, at de bliver syge af det.

Om Alkolinjen 80 200 500
  • Alkohol & Samfund driver Alkolinjen i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.
  • Alkolinjen er den eneste landsdækkende, professionelt bemandede telefon- og chatrådgivning til mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende.
  • Alkolinjen er gratis og anonym.
  • Telefonrådgivningen har telefonnummer 80 200 500, chatten kan du finde her.
  • Både chat og telefon har åbent mandage, tirsdage og fredage fra kl. 11-17 samt onsdage og torsdage fra kl. 11-15. Rådgivningen holder desuden åbent i udvalgte helligdage.
  • Udenfor Alkolinjens åbningstid har du mulighed for at indtale dit telefonnummer, så rådgiverne kan ringe dig op, når de møder ind igen. 
  • Du kan døgnet rundt også sende en sms med teksten ALKOHOL til 1231 – så ringer Alkolinjens rådgivere dig op hurtigst muligt indenfor åbningstiden.
  • På Alkohol & Samfunds onlinerådgivning Alkolinjen.dk er der altid mulighed for at finde gode råd og skrive med andre i samme situation.

Længere åbent på Alkolinjen mandag, tirsdag og fredag

Hidtil har Alkolinjen 80 200 500 haft telefonerne åbne alle hverdage fra klokken 11 til klokken 15. Og fra 2018 også i udvalgte helligdage. Men fra 2. september vil rådgiverne altså sidde klar mandage, tirsdage og fredage indtil klokken 17.

– Vi ved, at dem, der har fast arbejde i dagtimerne kan have lidt svært ved at nå at ringe til os. Alkoholproblemer er et følsomt og tabuiseret emne, så man ringer ikke lige ind til os fra det åbne kontorlandskab eller frokoststuen. Derfor håber vi, at lidt flere får mulighed for at ringe til os de dage, vi holder længe åbent, siger Bjarne Stenger Elholm.

Alkolinjen holder åbent, når behovet er størst

Ugedagene, hvor Alkolinjen holder længere åbent, er valgt ud fra forskellige parametre. På mandage har rådgiverne altid travlt, for her kommer 23 % af ugens opkald, 19 procent kommer om tirsdagen og 15 procent af opkaldene kommer på fredage. Samtidig lukker mange af de kommunale alkoholbehandlinger tidligt om tirsdagen og om fredagen, og derfor er der brug for, at et andet tilbud holder åbent.

– Vi ville jo helst holde åbent hele tiden, men vores budgetter skal overholdes, og derfor har vi valgt de tidspunkter, hvor behovet er størst, siger Bjarne Stenger Elholm.

Behov for fast finansiering af Alkolinjen

Alkolinjen er finansieret af treårige puljemidler fra Sundhedsministeriet, og de ekstraordinære åbningstider vil også kunne mærkes i budgetterne.

– Vi håber selvfølgelig, at politikerne ligesom vi kan se behovet for, at Alkolinjen fremover kan holde åbent, når behovet er der, siger direktør i Alkohol & Samfund, Peter Konow.

Opkaldsstatistik: Så mange ringer til Alkolinjen

År

2016

2017

2018

2019 (Opgjort 28.08)

Ialt

Besvarede opkald

988

1478

1758

1125

5349

Ubesvarede opkald

1746

1616

2033

1138

6533

Total antal opkald

2734

3094

3791

2263

11882

Ubesvarede opkald i procent

64 %

52 %

54%

50 %

55%


Opkaldsstatistik: Sådan fordelte opkaldene sig på Alkolinjen i 2016, 2017 og 2018

Ugedag

Procent af alle opkald

mandag

23

tirsdag

19

onsdag

18

torsdag

17

fredag

15

lørdag

4

søndag

4

Danskernes alkoholvaner
  • Sundhedsstyrelsen anslår, at 140.000 danskere er afhængige af alkohol.
  • Ifølge Sundhedsprofilen 2018 overskrider 6,9% af den voksne befolkning Sundhedsstyrelsens højrisikogrænser (21 genstande for mænd og 14 genstande for kvinder) i løbet af en uge. 17,6% af den voksne befolkning overskrider lavrisikogrænserne (14 genstande om ugen for mænd og 7 for kvinder) i løbet af en uge.
  • 26,7% af den voksne befolkning, at de hver måned drikker fem eller flere genstande ved samme lejlighed (såkaldt binge-drinking). Andelen er markant større blandt mænd (35,2%) end blandt kvinder (18,4%)
  • Alkohol er skyld i ulykker som fald, forgiftninger, drukning, trafikulykker, vold og selvmord (Sundhedsstyrelsen, 2018).
  • Mindst 2.900 dødsfald kan årligt tilskrives alkohol (Sundhedsstyrelsen, 2018)
  • Alkoholoverforbrug koster årligt samfundet 13 milliarder kroner i merudgifter til borgere med alkoholproblemer (kilde: KORA/VIVE).