Juleåbent på alkolinjen

Lederen af Alkolinjen 80 200 500, Bjarne Stenger Elholm, er klar til julevagterne med de andre professionelle rådgivere.

Alkolinjen holder jule- og nytårsåbent

Nyhed
Mennesker, der drikker for meget og deres pårørende har stort behov for hjælp og rådgivning i julen. sidste år glødede telefonerne, da Alkolinjen holdt åbent i juledagene. Derfor holder Alkolinjen i år åbent både til jul og nytår.

 Tekst: Ida Fabricius Bruun og Marie Bredkjær Thomsen

–  Jeg kan næsten mærke knuden i maven nu, bare vi snakker om det. Den sætter sig meget heftigt i en, når man oplever den slags som barn. Særligt fordi julen var så vigtig for os, var jeg enormt bange for, at det skulle gå galt.

Tina Marie Nielsen voksede op med en far, der havde et alkoholproblem, og efterhånden som decembers festligheder nærmede sig, voksede hendes bekymring.  

 –  Op til højtider og under julemiddagen kan jeg huske, at jeg altid var meget opmærksom på, hvad der skete, fordi der var alkohol, fortæller Tina Marie.

Erik og Tina
Nyhed
Tina Marie Nielsens far havde et alkoholproblem. Det påvirkede den lille familie kraftigt og fik knuden i Tina Maries mave til at vokse, når julen nærmede sig.

Julen kan få det til at køre af sporet

Alkolinjen - antal opkald julen 2017

Tina Marie Nielsen er ikke alene om at have haft en knude i maven op til højtiderne. Julen er ekstra hård ved mennesker med alkoholproblemer og dem, der holder af dem, viser Alkolinjens opkaldslister.

Antallet af opkald stiger støt igennem december, og da Alkolinjen sidste år holdt juleåbent, glødede telefonerne. 127 mennesker ringede ind i dagene mellem jul og nytår – det er over 450 procent flere end på en gennemsnitlig uge. Derfor har Alkolinjens leder, Bjarne Stenger Elholm besluttet, at telefonerne igen i år skal være åbne alle dage mellem jul og nytår – og som noget nyt i år også 1. januar.

– Alkoholforbruget stiger for de fleste af os i december, og der er meget stress forbundet med julen. Hvis man i forvejen har et alkoholproblem, kan det betyde, at det kører af sporet. Derfor får vi også mange henvendelser fra mennesker, der har været holdt op med at drikke, som får tilbagefald i julen, ligesom vi også hører fra mennesker, der er sunket endnu længere ind i afhængighed eller depression, siger Bjarne Stenger Elholm.

Problemet bliver synligt

Da Alkolinjens professionelle rådgivere sidste år sad klar ved telefonerne mellem jul og nytår, oplevede de også, at flere ringede ind om deres eget alkoholproblem i forhold til almindelige hverdage. Men pårørende som Tina Marie Nielsen fyldte også i opkaldsstatistikkerne.

– For de pårørende er helligdagene ofte fyldt med meget nervøsitet. At leve sammen med et menneske med et alkoholproblem er forbundet med mange bekymringer, siger han og fortæller, at nogle først bliver klar over, at en af deres nærmeste har et alkoholproblem, når de er sammen hele tiden i ferier og helligdage.

Kortoversigt over opkald i julen 2017

– Det bliver sværere at skjule problemet, og så kan det være altafgørende, at man har nogen at tale med, siger Bjarne Stenger Elholm.

Chancen kan være forspildt

Mennesker med alkoholproblemer har ret til gratis og anonym rådgivning i deres kommunale alkoholbehandlingscenter – men mange af dem holder lukket mellem jul og nytår.

– Hvis man sidder førstejuledag og tænker, at nu skal man gøre noget ved ens eget eller en pårørendes alkoholproblem, kan chancen være forspildt, hvis man skal vente til det lokale alkoholbehandlings- eller rusmiddelcenter åbner efter jul eller nytår. Vi kan ikke give behandling, men vi kan give vejledning til, hvordan man kommer igennem dagene og konkrete anvisninger til, hvad man gør, indtil man kan komme i behandling. Og vi kan henvise til akutte tilbud, hvis der er meget alvorlige psykiske eller fysiske lidelser, siger Bjarne Stenger Elholm. 

Alkolinjen - opkald fordelt på køn
Foto: Pexels
Nyhed
Bodil levede et dobbeltliv i julen da hun havde et alkoholproblem. Hun skulle holde facaden og ikke drikke for meget, når hun var sammen med andre. Samtidig var hendes drikketrang så stærk, at hun måtte drikke, inden hun tog afsted.