Anders er rådgiver på Alkolinjen

Rådgivere som Anders sidder klar ved Alkolinjens telefon og chat alle hverdage.

Alkolinjen holder åbent trods Corona-nedlukning

Nyhed
Færre åbne alkoholbehandlingstilbud, jobusikkerhed og lukkede værtshuse kan være en farlig cocktail for mennesker, der har alkoholproblemer eller er tæt på at få det. Og at holde sig hjemme kan være svært for pårørende til mennesker med alkoholproblemer. Derfor holder Alkolinjen åbent som sædvanligt.
Alkolinjen har åbent

Alkolinjen har i uge 14 og 15 oplevet flere opkald og chat end i andre uger.

Rådgiverne sidder klar ved telefon og chat:

Mandag, tirsdag og fredag kl. 11 ‒ 17
Onsdag og torsdag kl. 11 ‒ 15

Danmark er lukket ned i disse uger, og det er nok de færreste danskere, der ikke mærker store ændringer i hverdagen. Men for de mennesker, der drikker for meget og deres pårørende kan denne tid være ekstra hård.

Derfor har Alkohol & Samfund og Sundhedsstyrelsen, som driver Alkolinjen, besluttet at holde Alkolinjens åbningstider uforandrede.    

‒ Vi ved, at store omvæltninger kan eskalere alkoholproblemer – både hos dem, der havde det i forvejen og hos dem, der måske var på vej til at få det. Lige nu er mange usikre med deres job, fremtid og sundhed, ligesom de fleste har mere tid derhjemme og ikke så mange muligheder for andre aktiviteter, og det kan godt få alkoholforbruget til at stige, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.

Familietid kan være hård, hvis et familiemedlem drikker for meget

Og det er ikke kun dem, der drikker for meget, som Corona-nedlukningen kan blive hård for.

‒ Det er sværere at skjule sit alkoholproblem, når familien er samlet – den tendens ser vi i høj grad i forbindelse med ferier og helligdage, hvor mange ringer til os. Mange pårørende har måske en mistanke om, at deres mand, kone, kæreste eller forældre drikker for meget, men det er først, når de er tæt sammen i flere dage, at problemet for alvor bliver synligt, siger Bjarne Stenger Elholm.

Alkolinjen rådgiver og motiverer indtil alt åbner igen

Mennesker, der har et alkoholproblem har ret til gratis alkoholbehandling hos kommunerne. Men i den nuværende situation, har en del alkoholbehandlinger også været nødsaget til at drosle ned for deres åbningstider og behandlingsmuligheder. Ifølge en rundringning, Alkohol & Samfund har foretaget til de kommunale alkoholbehandlingssteder, er de fleste lukket ned for personligt fremmøde, nogle varetager kun akut behandling, mens nogle få har lukket helt ned.

Se listen fra rundringningen her

‒ Der vil sidde nogle mennesker, som måske var gået i gang med alkoholbehandling, eller som får tilbagefald og ikke kan komme i behandling her og nu, siger Bjarne Stenger Elholm, som også påpeger, at nedlukningen kan give nogle akutte kriser hos de borgere, der allerede har et massivt ubehandlet alkoholproblem.

‒ Værtshuse og barer lukker ned, og der er jo nogle borgere, som har et netværk der. Udelukkelsen fra det fællesskab kan få nogle til at synke ned i ensomhed, som kan eskalere alkoholforbruget yderligere. Der kan også være nogle alkoholafhængige, som bruger nedlukningen til at holde en pause med at drikke, og de kan risikere at få abstinenser, som i værste fald kan være livstruende, siger Bjarne Stenger Elholm.

‒ Alkolinjen kan ikke yde behandling, men dels har vi et overblik over, hvilke andre tilbud, der har åbent, og vi kan rådgive og holde motivationen oppe, indtil alting åbner igen. Og så har vi en viden om akutte alkoholproblemer, som gør, at vi kan rådgive borgerere med akutte abstinenssymptomer i en tid, hvor de måske kan have svært ved at komme igennem til deres praktiserende læge, siger han.  

Om Alkolinjen
  • Alkohol & Samfund driver Alkolinjen i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.
  • Alkolinjen er den eneste landsdækkende, professionelt bemandede telefon- og chatrådgivning til mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende.
  • Alkolinjen er gratis og anonym.
  • Telefonrådgivningen har telefonnummer 80 200 500, chatten kan du finde her.
  • Både chat og telefon har åbent mandage, tirsdage og fredage fra kl. 11-17 samt onsdage og torsdage fra kl. 11-15. Rådgivningen holder desuden åbent i udvalgte helligdage.
  • Udenfor Alkolinjens åbningstid har du mulighed for at indtale dit telefonnummer, så rådgiverne kan ringe dig op, når de møder ind igen. 
  • Du kan døgnet rundt også sende en sms med teksten ALKOHOL til 1231 – så ringer Alkolinjens rådgivere dig op hurtigst muligt indenfor åbningstiden.
  • På Alkohol & Samfunds onlinerådgivning Alkolinjen.dk er der altid mulighed for at finde gode råd og skrive med andre i samme situation.