RådgivningsDanmark diplom

Alkolinjen får kvalitetsstempel

Nyhed
Alkolinjen, som tilbyder gratis og anonym rådgivning på telefon og chat, har fået RådgivningDanmarks kvalitetsstempel. Det betyder, at rådgivningen lever op til en række fælles standarder for gratis, sociale rådgivningstilbud.
I RådgivningsDanmarks begrundelse lød det blandt andet

– Rådgiverne, som auditorteamet mødte, har stærke kompetencer og megen erfaring indenfor misbrugsrådgivning. Vi vurderer klart, at den faglige tilgang og metode er opdateret og aktuel, og rådgiverne har mange års erfaring med MI.

Af Anna Yding Berthelsen, Alkohol & Samfund

–  Hos Alkohol & Samfund er vi meget stolte af, at vores rådgivning Alkolinjen har opnået RådgivningsDanmarks kvalitetsstempel. Det fortæller både os selv og de mennesker, der ringer til os, at vi leverer rådgivning af høj kvalitet, siger Peter Konow, direktør, Alkohol & Samfund.

En gennemarbejdet rådgivningsmanual og øget fokus på brugerevaluering er to af de største udbytter, Alkolinjen har fået i akkrediteringsprocessen, fortæller Bjarne Stenger Elholm, der er leder af Alkolinjen:

- Vi har endevendt alle procedurer, så den faglige tilgang og de praktiske arbejdsgange er velbeskrevet. Rådgiverne har nu en grundig rådgivningsmanual, som de bruger til at hjælpe alkoholafhængige og pårørende videre til den rette hjælp.  
For eksempel er der beskrevet et sagsforløb i kommunen, så rådgiverne ved præcis, hvad det indebærer at lave en underretning.

For en af rådgiverne har arbejdet med arbejdsproceduren gjort det svære lettere:

– Jeg har ikke været rådgiver særligt længe på Alkolinjen, men på grund af vores arbejde med proceduren, har jeg kunnet tage nogle af de svære samtaler med borgere, hvor jeg har på fornemmelsen, at vi potentielt skal underrette. Vi vakler ikke og det er sindssygt vigtigt, når man arbejder med sårbare målgrupper, sigerIsabella, rådgiver på Alkolinjen

Kvalitetsarbejdet bringer os tættere på dem vi hjælper

Som en del af kvalitetsarbejdet kan brugerne nu evaluere, hvad de synes om den rådgivning, de har modtaget på for eksempel chat, brevkasse eller telefon.

– Brugernes meninger gør os klogere på, hvad de har behov for, og hvad de får ud af den hjælp, de har fået af os. Deres feedback betyder, at vi løbende kan tilpasse og forbedre rådgivningen, så vi sikrer, at de får den rette hjælp, siger Bjarne Stenger Elholm.

Alkolinjen har desuden justeret og udbygget flowcharts over de målgrupper, som kontakter rådgivningen. Flowcharts er en procedure, som hjælper rådgiverne til at give den rette hjælp, der er relevant for brugeren i den konkrete situation.

Hvad betyder det, at Alkolinjen er blevet akkrediteret?

Akkreditering betyder, at Alkolinjen er blevet vurderet om rådgivningen lever op til et sæt fælles kvalitetsstandarder for rådgivningstilbud. Kvalitetsstandarderne er udviklet af rådgivningsbranchen i samarbejde med RådgivningsDanmark.

RådgivningsDanmarks vision er, at gratis, social rådgivning til mennesker i komplicerede livssituationer er let tilgængelig og af højeste kvalitet.

Som medlem af RådgivningsDanmark arbejder vi på Alkolinjen derfor løbende med kvalitetsudvikling af eget rådgivningstilbud gennem deltagelse i faglige netværk og videndeling med andre rådgivningstilbud

Klik og læs mere om RådgivningsDanmark her og om akkrediteringsprocessen her