Afskaf det kommunale behandlingsbingo
Debatindlæg, bragt på Altinget.dk 10. januar 2019.
Af Peter Konow, direktør i Alkohol & Samfund
En mand træder ind i den lokale alkoholbehandling. I døren beder en medarbejder ham om at udlevere sin lotteriseddel. Fire cifre, der bestemmer hans behandling for den lidelse, der erfaringsmæssigt har haft umenneskelige konsekvenser for ham selv og hans nærmeste i flere år. De fire cifre er hans postnummer, og det afgør i dag, om hans kommende behandlingsforløb lever op til et par eller næsten alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger for god alkoholbehandling.
De bestemmer, om hans kone og børn kan få hjælp, om han bliver undersøgt for psykisk sygdom og egen læge bliver inddraget i behandlingen, og om han kan få medicin til at klare de abstinenser, der uvægerligt vil gøre ham syg, når han skifter vodkaen ud med vand.
Velkommen til behandlingsbingo. I alkoholbehandlingen er det nemlig dit postnummer, der bestemmer, hvad du får. Det viser vores nye undersøgelse af den kommunale alkoholbehandling.
Sundhedsreformen kan løse behandlingsproblemerne
Undersøgelsens resultater undrer os ikke. Vi har længe vidst, at mennesker med alkoholproblemer er rettighedsløse og overladt til skiftende kommunalbestyrelsers prioriteringer. Flere kommuner lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger end tidligere, og kommunerne afslutter flere behandlinger.
Men hvad gavner det borgerne i de kommuner, der ikke følger de faglige anbefalinger? Hvad gavner det de svært syge i kommuner, der halverer døgnbehandling uden skelen til borgernes behov? Og hvor er patientens ret til effektiv alkoholbehandling, hvis alkoholbehandlingen, sygehus og egen læge ikke samarbejder?
Det er ikke engang hverken dyrt eller svært. Men det vil gøre en kæmpe forskel for den halve million danskere, der ligesom manden i behandlingsbingoet drikker så meget, at de bliver syge af det.
Ud over udsvingene i alkoholbehandlingernes tilbud og kvalitet er hovedkonklusionerne i undersøgelsen, at der er for få kvalificerede alkoholbehandlere, og at sammenhængen mellem alkoholbehandlingen og det øvrige sundhedsvæsen halter.
Og netop de tre problemer har regeringen en oplagt anledning til at gøre noget ved i den kommende sundhedsreform. Det er ikke engang hverken dyrt eller svært. Men det vil gøre en kæmpe forskel for den halve million danskere, der ligesom manden i behandlingsbingoet drikker så meget, at de bliver syge af det.
Første skridt: Stil krav til alkoholbehandlingen
Det første, regeringen bør gøre, er at gøre Sundhedsstyrelsens vejledninger for god alkoholbehandling til krav, som kommunerne skal leve op til. Det vil betyde, at manden kan træde ud af bingoet og være sikker på, at hans behandling på alle parametre lever op til det, landets øverste ekspertise anbefaler – uanset hvor i landet, han bor.
Samtidig vil det betyde, at alkoholbehandlingerne ikke længere sidder yderst i de kommunale sparerunder, fordi kommunalbestyrelsen så kan forvente politiske konsekvenser af at spare så meget, at behandlerne ikke længere kan opfylde kravene.
Andet skridt: Giv alkoholbehandlere autorisation
Det næste, regeringen bør gøre, er at give alkoholbehandlere en autorisation. De ansatte i de kommunale alkoholbehandlinger har mange forskellige uddannelsesbaggrunde. Derfor har de behov for et fælles fagligt grundlag. Det kan de i dag få på Sundhedsstyrelsens alkoholbehandleruddannelse. Men kun 24 procent af kommunerne svarer i vores undersøgelse, at alle deres alkoholbehandlere har deltaget i uddannelsen, og i 11 procent af kommunerne har ingen behandlere den kvalificerende uddannelse.
Hvis vi lige spoler tilbage til manden, der blev ufrivillig deltager i behandlingsbingo, så er et af numrene på spillepladen altså, om han møder en professionel alkoholbehandler. Hvis regeringen gjorde alkoholbehandleruddannelsen obligatorisk og autorisationsberettiget, ville manden være sikker på at møde en professionel uanset, hvilken behandler han fik.
Desuden ville han få samme ret til at klage over sin behandling, som han har hos sin tandplejer, sin fysioterapeut og sin sosu-assistent.
Tredje skridt: Indfør forløbsprogrammer for alkoholpatienter
Det sidste, regeringen bør gøre, er at leve op til løfterne om bedre sammenhæng i det nære sundhedsvæsen. For sammenhæng er der ikke meget af for manden i behandlingsbingoet. Vores undersøgelse viser, at halvdelen af alkoholbehandlingerne ikke har samarbejdsaftaler med andre sektorer, og at lidt under halvdelen af dem ikke har systematisk kontakt til borgerens egen læge.
Og kigger vi på den anden side af bordet hos de praktiserende læger og på sygehusene, ser det ikke stort bedre ud. Seneste nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at fem procent af indskrevne borgere i alkoholbehandlingen er henvist fra hospitaler, og seks procent er henvist fra praktiserende læge. I 2017 var det 866 mennesker.
Det er alt for få. Personalet på de danske sygehuse behandlede 131.264 alkoholrelaterede lidelser eller skader sidst, Statens Seruminstitut opgjorde det.
Det vil spare alle parter for dyre og unødvendige genindlæggelser og forhalinger i behandlingstider. Og så vil det sikre et værdigt og kontinuerligt forløb for manden i behandlingsbingoet og hans pårørende.
Løsningen ligger lige for – og vi kender den allerede fra patienter med hjerte-kar-sygdomme og diabetes, som har forløbsprogrammer: at fordele rollerne og klart beskrive hospitalets, egen læges, alkoholbehandlingens og institutioners ansvar for opsporing, henvisning og behandling af alkoholproblemer.
Det vil spare alle parter for dyre og unødvendige genindlæggelser og forhalinger i behandlingstider. Og så vil det sikre et værdigt og kontinuerligt forløb for manden i behandlingsbingoet og hans pårørende.
