Redskaber til tidlig opsporing af borgere med behov for alkoholbehandling

Spørg ind til borgerens alkoholvaner i helbredssamtaler. Sådan lyder en af anbefalingerne til sundhedspersonalet i kommunerne i Sundhedsstyrelsens nye materiale. Materialet indeholder anbefalinger og konkrete værktøjer til, hvordan sundhedspersonalet kan opspore borgere med behov for alkoholbehandling tidligere.

Baggrund

I 2018 var kun 15 procent af alle borgere med behov for alkoholbehandling i et behandlingsforløb. Det viser, at der er behov for et øget fokus på at opspore borgere med behov for alkoholbehandling – tidligt. I Sundhedsstyrelsens nye materiale er der konkrete værktøjer til, hvordan kommunerne kan gribe opgaven an.  

Anbefalingerne i praksis  

Sundhedspersonale bør inddrage alkohol i alle helbredssamtaler for at opfange flere borgere med et bekymrende alkoholforbrug. Nogle synes det kan være ubehageligt at tage samtalen om alkohol med en borger, der måske har et alkoholproblem. Det kan skabe en barriere for samtalen og muligheden for at hjælpe disse borgere. Når alle borgere systematisk spørges ind til deres alkoholforbrug, vil samtalen om alkoholvaner komme naturlig og mindre anmassende.  

Samtalen om alkohol bør indgå i en generel samtale om livsstil og helbred, og følge Very Brief Advice-metoden (Læs mere om Very Brief Advice-metoden) som består af nedenstående elementer:  

Very Brief Advice metoden

Metoden består af tre elementer:

  1. Dialog: Hver samtale bør starte med en dialog om sundhed og helbred. Spørg ind til borgerens generelle sundhedstilstand og dermed også deres alkoholforbrug. Her er det væsentligt, at sundhedspersonalet møder alle borgere med anerkendelse og respekt for eventuelle problemer, så borgere føler sig trygge og tør blotte deres eventuelle problemer.  

  2. Rådgivning: Hvis samtalen giver anledning til bekymring vedrørende borgerens alkoholforbrug, kan samtalen fortsættes med en kort rådgivning. Det er dog en forudsætning, at borgeren er åben for videre rådgivning og ikke føler, det bliver presset ned over hovedet på dem.  

  3. Henvisning: Hvis borgeren ønsker at sænke deres alkoholforbruget, kan man henvise borgeren til behandlingssteder. Specielt behandling, hvor borgerne bliver kontaktet af rådgivere, er at foretrække, idet borgerne dermed ikke aktivt skal opsøge behandlingen. Man kan også informere om Alkolinjen 80 200 500.
    ​​

I rapporten anbefaler Sundhedsstyrelsen tre forskellige samtaleformer, som alle bygger på ovenstående principper. Principperne bag disse tre samtaletyper er sammenfattet i nedenstående tabel:  

Anbefalede samtaletyper
            Den korte samtale Screenings-samtalen  Den korte rådgivende samtale
Trin 1: Sundhedspersonalet spørger ind til borgerens alkoholforbrug og generelle sundhedstilstand 

Screening via. udfyldelse af AUDIT - en alkoholtest udviklet af WHO

(Læs mere om AUDIT her)

Alkoholforbrug kortlægges vha. enten en kort samtale eller en AUDIT. 
Trin 2: Hvis borgeren har et alkoholproblem som giver anledning til bekymring, kan sundhedspersonalet rådgive om, hvordan støtte gør det nemmere at nedsætte alkoholforbruget. 

Borgerens alkoholforbrug vurderes ud fra AUDIT score. 

Hvis scoren giver anledning til bekymring oplyses, hvordan støtte gør det nemmere at nedsætte forbruget. 

Hvis borgeren er interesseret, kan sundhedspersonalet rådgive om alkohols skadelige virkning, og gevinster ved at sænke forbruget. 

Samtidig bør der rådgives om, hvordan alkoholforbrug nemmere nedsættes ved støtte. 

Trin 3: Henvis borgeren til relevant tilbud, hvis borgeren ønsker og har behov for det  Henvis borgeren til relevant tilbud, hvis borgeren ønsker og har behov for det   Henvis borgeren til relevant tilbud, hvis borgeren ønsker og har behov for det 
Varighed: 2 - 3 minutter 5 - 10 minutter 5 - 10 minutter
Fordele Her er fokus på en større sundhedsmæssig kontekst.  AUDIT giver et objektivt afsæt til videre samtale om borgerens alkoholforbrug og henvisningsbehov Her bliver rådgivningen også en aktiv del af samtalen. 

Vil du gerne have VBA-kortet ud i din kommune?

Alkohol & Samfund har i samarbejde med Region Hovedstaden og Regionernes Forebyggelses Laboratorium udviklet et kort til lommen. Selvom lommekortet er udviklet til hospitaler, kan det også bruges af kommunens sundhedskonsulenter. VBA-kortet giver enkle bud på, hvad du skal spørge ind til og hvilke muligheder, der er for at hjælpe borgeren videre.
Hvis du gerne vil have lommekortet ud i din kommune med jeres logo på, så send en forespørgsel til ayb@alkohologsamfund.dk

 

Dialog om alkohol - rådgivnings- og implementeringsmateriale
Forside rapport om dialog om alkohol