Camilla

Unge pårørende mangler hjælp i julen: Alkolinjen udvider rådgivningen til unge

Nyhed
Julen er en ekstra svær tid for børn og unge med forældre, der drikker for meget. Familietid og mere alkohol på bordet, forstærker dén følelse af utryghed og ensomhed, de kan opleve hele året. Alkohol & Samfund udvider deres rådgivning til unge pårørende med Alkolinjen UNG til 15-24-årige.

Det er ikke alle børn og unge, der tæller ned til juleaften. Som barn af en mor eller far, der drikker for meget alkohol, kan december måned være en tid med blandede følelser. Frygten for, hvad der sker i juletiden, kan vokse sig stor, når der bliver drukket snaps, rødvin og gløgg til arrangementer.

Hos Alkolinjen, der hjælper mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende, er julen en travl tid, fordi det også er en højtid, hvor der bliver drukket mere. Bag hvert menneske med alkoholafhængighed findes cirka 5 pårørende. Det anslås derfor af Sundhedsstyrelsen at der bag de omkring 140.000 alkoholafhængige er i omegnen af 122.000 børn, som vokser op i familier, hvor der bliver drukket for meget alkohol.

Det oplever Alkolinjens rådgivere også. Næsten 1 ud af 7 af de pårørende, der henvender sig ved at ringe eller chat til Alkolinjen er pårørende under 25 år. Derfor udvider Alkohol & Samfund deres rådgivning med Alkolinjen UNG. Formålet er at hjælpe endnu flere unge, som lever med forældre eller andre tæt på, som har et alkoholproblem.

- Det kan have en stor indvirkning på unge at være pårørende til en forælder, der drikker for meget. De føler sig i højere grad ensomme, har lavere selvværd og psykiske udfordringer end andre unge. Derfor er det vigtigt, at vi sætter særligt fokus på at hjælpe flere unge pårørende på Alkolinjen, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.

Henvendelser til Alkolinjen fra unge under 25 år
  • Sidste år var der 114 unge under 25 år, der henvendte sig til Alkolinjens rådgivning ved at ringe 80 200 500 eller chat.
  • 14 procent af henvendelserne handlede om psykiske udfordringer – det kan være angst, depression, stress eller selvmordstanker.
  • I december sidste år modtog Alkolinjen dobbelt så mange henvendelser fra unge pårørende under 25 år sammenlignet med de øvrige måneder.

Alkolinjen UNG er et hjemmesideunivers med hjælpeartikler, kort over alle behandlingstilbud til pårørende og personlige fortællinger. Unge kan også få direkte hjælp af Alkolinjens rådgivere ved at ringe 80 200 500, chat og brevkasse. Her kan rådgiveren give gode råd eller guide personen videre til et relevant rådgivningstilbud i nærheden af deres bopæl.

Ingen skal føle sig alene

For at mindske ensomhedsfølelsen hos unge pårørende, kan man på hjemmesiden læse personlige fortællinger fra andre unge. En af dem er 20-årige Camilla Hylleberg Hansen, der fik hjælp af Alkolinjen i januar måned, hvor hun ringede, fordi hendes far drak for meget:

- Det gjorde en forskel, at der var nogen, som lyttede og tog problemet seriøst, og det betød, at jeg igen kunne se en fremtid. En fremtid, som min far også er en del af, siger hun.

Derhjemme kunne farens alkoholproblem gøre hende utryg, fordi hun ikke på forhånd vidste, hvor påvirket, han var.

- Selvom min far ikke var voldelig eller aggressiv, så kunne det godt være ubehageligt ikke at vide, hvad jeg kom hjem til, og hvor fuld han var. Det var selve stemningen derhjemme, som påvirkede mig. Man vidste ikke helt, hvor man havde ham henne, og hvordan han ville reagere. Det gjorde det nogle gange utrygt at være i.

Hun deler sin personlige historie, så andre ikke skal føle sig alene og søger den hjælp, som de har brug for til selv at få det bedre. På siden kan unge også læse om tegn på, hvordan alkoholproblemer påvirker dem.

Om Alkolinjen UNG
Rådgivningstilbud til unge pårørende

123 steder i Danmark tilbyder rådgivning til unge pårørende - se alle steder på Alkolinjens kort.

  • Region Nordjylland: 18
  • Region Sjælland: 23
  • Region Midtjylland: 27
  • Region Syddanmark: 27
  • Region Hovedstaden: 32