Alkolinjen – anonym hjælp til borgere landet over
Alkoholafhængighed er et af de mest underbehandlede problemer. Det vurderes, at 140.000 mennesker er afhængige, men kun ca. 15.000 modtager egentlig alkoholbehandling. Dertil kommer, at pårørende og navnlig børn belastes meget af alkoholproblemer i familien. Det er belastninger, der hos børnene kan sætte sig som livslange psykiske vanskeligheder.
Alkoholproblemer er tabu
Denne underbehandling eksisterer blandt andet, fordi alkoholproblemer er et tabuiseret problem. Det kan være svært at tale om alkoholproblemer, og de professionelle, der møder borgere og skal hjælpe dem, kan have barrierer overfor at spørge ind til alkoholproblemer. Der går derfor i gennemsnit 10-12 år før borgere med alkoholproblemer kommer i behandling.
Pårørende opdager alkoholproblemer først
Pårørende bliver typisk meget tidligere opmærksomme på partnerens alkoholproblem end den, der drikker. Så Alkolinjen er i høj grad også et tilbud til de pårørende. Men Alkolinjen er selvfølgelig også til for den, der selv oplever, at alkoholforbruget er lidt for stort og gerne vil have støtte til at skære ned – og for den, der drikker alt for meget, men som endnu ikke har kontaktet alkoholbehandlingen.
Formålet med Alkolinjen er således at kunne give hurtigere og kvalificeret hjælp til de, der drikker for meget, hvilket vil gøre en løsning af deres alkoholproblemer lettere. Og rådgivningen skal støtte de pårørende og lette det psykiske pres, de kan opleve. Hvis der er behov for det, vil der være mulighed for henvisning til familieorienteret alkoholbehandling. Det vil være en væsentlig forebyggende indsats i forhold til børnene.
Ambitionen med Alkolinjen er at give alle borgere og familier med alkoholproblemer en mulighed for hurtigt, let og anonymt at få den rådgivning, de har brug for.
Telefon og åbningstid
Du kan ringe gratis til Alkolinjen på tlf. 80 200 500 eller skrive til chatten. Alkolinjen er åben mandag, tirsdag og fredag kl. 11.00-17.00, samt onsdag og torsdag kl. 11.00-15.00