Alkohol skader mere med alderen

Antallet af ældre i Danmark stiger. Forebyggelse af alkoholrelateret sygdom og skader, er derfor vigtigt - både for dem i risikozonen og for sundhedssektoren. Ny svensk rapport beskriver forholdet mellem alkohol og sygdomme for ældre, og giver anbefalinger til, hvor meget alkohol ældre kan drikke.

Bortset fra de helt unge, udgør den ældre del af befolkningen den markant højeste andel, der drikker over risikogrænsen.

Sådan påvirkes ældre af alkohol

Alkoholen fylder mere i kroppen

Med alderen falder muskelmassen og mængden af vand i kroppen. Derfor fylder alkoholen forholdsvist mere - sammenlignet med hvis en yngre person drak det samme. 
Når man bliver ældre, nedsættes ens krops evne til at omsætte alkoholen. Det er fordi, organernes kapacitet er blevet mindre. Alkoholen i kroppen er dermed langsommere om at blive omdannet. 
Det kan forklare, at risikoen for sygdomme og ulykker også stiger selv ved relativt små mængder alkohol.

Koordinationsevnen påvirkes 

Alkohol påvirker balanceevnen, motorikken og reflekserne. Og da kroppen med alderen får sværere ved at tilpasse sig alkohol, kan man risikere lettere at få problemer med koordinationsevnen. Alkohol kan også give svimmelhed, hvilket øger risikoen for at falde.

Alkohol og sygdomme

Jo flere år man indtager alkohol, jo større er risikoen for at udvikle alkoholdemens og alkoholrelateret kræft. Alkohol øger risikoen for kræft i organer, der er i kontakt med alkohol. Det gælder mundhule, svælg, spiserør, strube, bryst, lever, tyk- og endetarm. Derudover øger alkohol muligheden for at få en række andre sygdomme som: lever- og hjertesygdomme, knogleskørhed og knoglebrud.

Anbefalinger

Højst én genstand om dagen

Forfatterne anbefaler, at ældre helt lader være med at drikke alkohol. Men for dem som vælger at drikke, så anbefaler de, at ældre sænker deres forbrug, og højst indtager én genstand om dagen eller mindre.

Nationale initiativer

Forfatterne peger på, at ældres alkoholforbrug påvirkes af de alkoholpolitikker, de er vokset op med.
Ifølge et studie som, hver måned i 12 år, fulgte 127.480 svenskere, der var født i perioden 1951-1989, er der en sammenhæng mellem, hvor meget de drikker som ældre og den alkoholpolitik, som de er vokset op med. De personer, der voksede op under mere restriktive alkoholpolitikker, drak signifikant mindre, da de blev ældre, end de, der var vokset op under mere liberale alkoholpolitikker.

Derfor mener forfatterne, at strammere alkoholpolitikker ikke kun har en indflydelse på de unges alkoholforbrug, men at reglerne forsat har en effekt på deres forbrug, når de bliver ældre.

Tre alkoholpolitiske indsatser som er særligt effektive
  1. Sæt prisen op på alkohol
  2. Mindsk antallet af steder samt tidsrum hvor man kan købe alkohol
  3. Indfør strammere regler om alkoholreklamer og -markedsføring

 

Alkohol och äldre
alkohol og ældre
Dato for udgivelse
Kategori
Forebyggelse