Alkohol blandet med energidrik øger risiko

10 ud af 13 undersøgelser viser, at folk der blander meget koffeinholdige energidrikke med alkohol har en øget risiko for at komme til skade i forhold til folk, der alene drikker alkohol. Risikoen omhandler både forsætlige forhold som slagsmål, vold og selvmordsforsøg, og utilsigtede skader som følge af fald, uheld og spritkørsel.

Det tyder på at mængden af drinks, som er en blanding mellem alkohol og energidrik er øget markant, de seneste år. Man kan selv blande de to ingredienser til en drink, men også købe den blandede kombination i et hvilket som helst supermarked.

Forskere fra University of Victoria i Canada har gennemført en systematisk gennemgang af den publicerede forskning om sammenhængen mellem indtag af energidrikke med koffein og alkohol. 13 undersøgelser opfyldte kriterierne for inklusion i undersøgelsen. Populationerne, som bliver undersøgt i de enkelte studier, er meget varierende og strækker sig fra gymnasieelever og universitetsstuderende til den generelle befolkning og militærpersonale. Af de 13 inkluderede studier, indikerede 10 af studierne, at brugen af ​​alkohol i kombination med energidrik indebærer en øget risiko for skader - i forhold til at drikke alkohol uden tilsætning af energidrik.

Forskerne peger på, at årsagen formentlig skal søges i koffeinens stimulerende virkning maskerer alkoholens beroligende effekt. Mekanismen kan fx være, at energidrikken får folk til at undervurdere træthed og beruselse, hvorfor man bliver ved lidt længere, opholder sig ude senere, generelt drikker mere alkohol eller drikker mere risikobetonet, det vil sige bingedrikker mere – og dermed pådrager sig en mere risikobetonet adfærd. Til en vis grad er der således tale om afledte effekter frem for direkte effekter.

Selvom de fleste studier indikerede en større risiko for kvæstelser og uheld, når alkohol blev indtaget i kombination med energidrik, antyder 3 studier dog, at personer som i forvejen udviser risikoadfærd ved indtagelse af alkohol, vil udvise det samme niveau af risikofyldt adfærd uafhængig af kombinationen af alkohol og energidrik.

De relativt få undersøgelser om emnet og deres forskellige metodiske tilgange giver ikke mulighed for statistisk at bestemme det nøjagtige omfang af den øgede risiko forbundet med at blande alkohol og energidrikke.

Konklusionen i studiet er, at forskning tyder på, at der er en øget risiko for både forsætlige (vold, selvmord) og uforsætlige (fald, spirituskørsel mfl.) fysisk skader, når alkohol og energidrikke bliver kombineret. For alkohol alene er der en klar dosis-respons sammenhæng: jo mere du drikker des større risiko. Men når alkohol blandes med energidrikke opstår der en yderlige øget risiko.

Alcohol Mixed With Energy Drinks and Risk of Injury: A Systematic Review
Publikationens forside
Dato for udgivelse
Kategori
Forebyggelse