Opkald til Alkolinjen

1 ud af 6 mister kontakten med nære på grund af alkohol

Nyhed
Øl, vin og spiritus er for mange danskere en del af det sociale liv. Men alkohol fører også til konflikter og uvenskaber. Hver sjette dansker oplever at miste kontakten på grund af alkohol, viser ny befolkningsundersøgelse. I uge 40 opfordrer Alkolinjen i en kampagne til at søge hjælp for at undgå, at alkohol fører til splid og konflikter.

16 procent af voksne danskere svarer i en ny befolkningsundersøgelse, at de har oplevet at miste kontakten med en i deres nærmeste familie eller omgangskreds på grund af alkohol. Enten som følge af eget eller en andens alkoholforbrug.

- Et problematisk alkoholforbrug kan føre til en uforudsigelig adfærd og skabe et tillidsbrud, løgne og mangel på respekt mellem mennesker. Alt det vi normalt forbinder med en kærlig relation, kan blive udfordret. Inden vi kommer dertil, er vi nødt til at reagere, siger Bjarne Stenger Elholm, leder, Alkolinjen, som samtidig giver nogle råd til, hvad der mindsker konflikter i familier og venskaber:

- Udtryk din bekymring for det, du ser og fornemmer, der har forandret sig. Vær rolig, vælg det rigtige tidspunkt, formuler dig klart og tydeligt, lyt og afklar misforståelser. Undersøg også hjælpemuligheder inden, så du ved, hvad der findes og hvor. Alkolinjen kan hjælpe dig og øve samtalen igennem med dig, siger Bjarne Stenger Elholm, leder, Alkolinjen.

Alkolinjens åbningstider

I uge 40 sætter Alkohol & Samfund sammen med flere af landets kommuner fokus på, at alkoholproblemer kan ramme alle, og der er gratis hjælp at få. Læs mere om kampagnen

Har man selv eller ens nærtstående problemer med alkohol, kan man kontakte Alkolinjen på telefon 80 200 500, gratis og anonymt, og man kan også chatte med en rådgiver eller sende SMS med ’ALKOHOL’ til 1231 og blive ringet op af en rådgiver i åbningstiden.

Særlige åbningstider uge 39 og uge 40

Uge 39:
Onsdag – kl. 11-21
Torsdag – kl. 8-21
Fredag – kl. 9-21
Lørdag – kl. 9-15
Søndag – kl. 9-15

Uge 40:
Mandag – kl. 6.45-21
Tirsdag – kl. 6.45-21
Onsdag – kl. 9-21
Torsdag – kl. 9-21
Fredag – kl. 9-21
Lørdag – kl. 9-15
Søndag – kl. 9-15

Alkolinjen har ekstraordinært åbent i weekenden uge 39 og uge 40, og udvidede åbningstider på hverdage.

Et opkald til Alkolinjen kan gøre forskellen

Vi tænker over, når vores venner, kollegaer eller familiemedlemmer drikker for meget alkohol. Det oplever én ud af tre danskere, viser den nye undersøgelse. Og næsten hver fjerde oplever også, at alkohol har ført til skænderier og konflikter.

Selvom danskerne har svært ved at snakke om alkoholproblemer, viser en tidligere befolkningsundersøgelse, at de fleste vil hjælpe et familiemedlem, en ven eller kollega, hvis de får problemer:

- Det er vigtigt, at vi taler om alkoholproblemer, så vi undgår skænderier og konflikter. Det kan føles svært at tale om ens eget eller andres alkoholproblem. Det er ofte det, vi taler om på Alkolinjen, især med pårørende, som er i tvivl om, hvordan de skal gribe samtalen an, siger Bjarne Stenger Elholm og fortsætter:

- Vores tætte relationer er noget af det vigtigste for os, og derfor har opbakning fra familie og venner stor betydning, når man har et alkoholproblem og vil gøre noget ved det. På Alkolinjen møder vi alle typer af mennesker og problemer. Og når folk ringer, er rådgiverne på Alkolinjen ofte de første, der hører det reelle omfang af, hvad et alkoholproblem har af betydning i en familie. Alkolinjen giver folk håb igen til at tage snakken.  

Alkolinjen hjælper både pårørende og mennesker med alkoholproblemer i behandling. I Danmark har alle ret til gratis og anonym i alkoholbehandling hos kommunen, og man har ret til at komme i behandling inden for 14 dage.

FAKTA

Befolkningsundersøgelsen er gennemført i forbindelse med Voxmeters ugentlige web omnibus. Undersøgelsen er repræsentativ for hele den danske befolkning 18 år+. Dataindsamlingen er foretaget i perioden fra den 5. juni 2023 til den 9. juni 2023, og der er indsamlet data fra i alt 1.000 respondenter.

Udvalgte fakta fra befolkningsundersøgelsen:

  • 16,1% har oplevet at miste kontakten med en i deres nærmeste familie eller omgangskreds på grund af alkohol – enten eget forbrug eller en andens forbrug.
  • 37,5% tænker, at nogen i deres nærmeste familie eller omgangskreds drikker for meget.
  • Næsten hver anden (44,6 %) er enig i, at det kan være svært at tale om alkoholproblemer i den nærmeste familie og omgangskreds.
  • 1 ud af tre (32,4 %) har oplevet at alkohol har ført til bekymringer i deres nære relationer.
  • Næsten 1 ud af 4 (23,2 %) har oplevet at alkohol har ført til skænderier i deres nære relationer.
  • 1 ud af 5 (20,9 %) har oplevet at alkohol har ført til konflikter i deres nære relationer.
  • Hver femte (21,8 %) vil være bekymret for at blive stemplet, hvis de fik et alkoholproblem og skulle søge hjælp.
  • Næsten 1 ud af 5 (18,5 %) vil være bekymret for at miste kontakt med familie eller venner, hvis de fik et alkoholproblem og skulle søge hjælp.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har 468.775 danskere tegn på moderate eller svære alkoholproblemer. Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger om alkohol.

Fakta om danskernes køb af alkohol og alkoholforbruget.

Bliv klogere på alkoholbehandling.

Få flere gode råd til at sænke alkoholforbruget eller hent app’en AlkoLog gratis, som hjælper med at give et overblik over ens alkoholforbrug.