Alkohol & Samfunds direktør Ida Fabricius Bruun

Øl er ikke den lim, der binder os sammen

Debatindlæg
Når Nick Hækkerup udtaler sig om alkohols lyksaligheder og negligerer anerkendt viden om de skadelige effekter, kunne vi godt trække på skuldrene, for han har en åbenlys interesse i at sælge så mange øl som muligt. Men hans budskaber og syn på vores alkoholkultur står ikke mål med virkeligheden. Derfor må vi reagere.

Debatindlægget er bragt i Politiken 8. januar 2023

Af Ida Fabricius Bruun, direktør, Alkohol & Samfund

Vi skal bare drikke nogle flere øller for at øge livskvaliteten og for at tage lidt mere på konen, fortæller Bryggeriforeningens direktør Nick Hækkerup til Politiken.

Man kunne læne sig tilbage og tage en slapper, for Nick Hækkerup er ikke længere sundhedsminister, men direktør for en brancheorganisation, som skal pleje dets interesser – som her må være at sælge så mange øl som muligt og undgå politiske reguleringer af markedet.

Køber ikke præmissen

Men vi køber ikke den overordnede præmis for Hækkerups budskab om, at øl skulle være dybt forankret i vores folkesjæl, og at vi har brug for alkohol for at have det sjovt, nyde livet eller sågar tage på konen.

Det er smart, men også gammeldags at sælge øl som den lim, der binder os sammen i hygge og fællesskaber og skaber erotikken i hjemmet. Og Hækkerups romantisering af alkohol svarer ikke til virkeligheden.

For det første er der heldigvis rigtig mange danskere, som skaber hygge - helt uden alkohol. Men der er en anden og mere alvorlig bagside af at sige til befolkningen, at vi bare skal drikke nogle flere bajere.

Opløsningsmiddel som giver ar på krop og sjæl

Vi har i forvejen den europæiske førsteplads i druk blandt både voksne og unge, og alkohol er sammen med tobak og fysisk inaktivitet den risikofaktor, som slår flest danskere ihjel. Hver måned dør et ungt menneske som følge af alkohol. Og det anslås, at 140.000 mennesker er afhængige af alkohol, og 122.000 børn vokser op i familier med alkoholproblemer. For dem er alkohol det opløsningsmiddel, der har givet dem ar på krop og sjæl. Ikke den sociale lim, Nick Hækkerup forsøger at gøre det til.  

Det er virkeligheden forårsaget af vores alkoholkultur. En kultur, som får 63 procent til at synes, at vi drikker for meget i Danmark.

Derfor er det også endnu mere bekymrende, at Nick Hækkerup og Bryggeriforeningen bruger deres taletid på at så tvivl om evidensen bag sundhedsmyndigheders anbefalinger om det maksimale alkoholindtag på 10 genstande om ugen og 4 på samme dag. Og anbefalingen om, at unge under 18 år slet ikke bør drikke alkohol.  

Øl er ikke sundt

Sundhedsstyrelsens udmeldinger bygger naturligvis på solidt videnskabeligt grundlag i forhold til, hvor meget vi kan tåle at drikke uden at øge risikoen for skader væsentligt. Når Nick Hækkerup skaber tvivl om Sundhedsstyrelsens udmelding sår det for os mere tvivl, om hvorvidt Bryggeriforeningen rent faktisk vil arbejde for, at man skal drikke ansvarligt. Det står ellers tydeligt på foreningens hjemmeside – der skal vækstes med tanke for danskernes sundhed.

Det forsøger Hækkerup og Bryggeriforeningen behændigt at komme udenom ved i interviewet at påstå, at øl er sundt, uden at have nogen former for belæg for denne påstand. Dette er komplet modsat Sundhedsstyrelsen, som åbent lægger frem, hvilken evidens og hensyn til det nuværende danske alkoholforbrug, som udmeldingerne tager udgangspunkt i.

Sundhedsstyrelsens udmeldinger bygger på en ekspertgruppe, som har læst alt, hvad der findes af evidens på området. Netop styrelsens vurdering er vigtig viden, for at man som dansker kan tage stilling til sit alkoholforbrug på et oplyst grundlag. Og ikke på baggrund af løse påstande fra Bryggeriforeningen om livskvalitet.

Når Hækkerup fastholder, at unge under 18 år bare skal drikke alkohol, så negligerer han også eksperternes og sundhedsmyndighedernes anbefaling om, at de slet ikke bør drikke alkohol – blandt andet fordi børn og unge er mere sårbare over for alkohols skadelige virkninger end voksne er.

Negligerer forskning og viden

Alkohol & Samfund er ikke sat i verden for at afskaffe hverken bryggerier, alkohol eller den industri, der sælger den. Men vi mener, at man har et særligt ansvar, når man producerer og sælger et produkt, som i for store mængder kan opløse liv, sundhed og familier. Og det ansvar udviser Nick Hækkerup ikke, når han negligerer forskning og viden. Bryggeriforeningens medlemmer er vel blandt verdens dygtigste til at brygge øl, og jeg har ikke hørt nogen sundhedsorganisationer blande sig i, hvordan det skal gøres.

Nick Hækkerup har naturligvis en pointe i, at alkohol i nogle sammenhænge for nogle mennesker har betydning og er en kilde til nydelse. Det behøver det ikke holde op med at være. Men vi har brug for et opgør med den herskende alkoholkultur og en anerkendelse af, at kulturen skaber et for højt forbrug blandt for mange danskere og gør alkohol til en adgangsbillet til fællesskabet snarere end et frit valg.

Bryggeriforeningen og dens medlemmer sidder med en af nøglerne til, at vi kan skabe en mere bæredygtig alkoholkultur herhjemme, hvor færre får skader af alkohol. Der er aldrig blevet produceret så mange og så gode alkoholfri øl. Vi vil foreslå, at foreningen fastholder at fremme den udvikling endnu mere i stedet for at lovprise øl som et mirakelmiddel til et godt liv.