Unge og alkohol

Kommentar til alkoholkulturen blandt unge

Nyhed
TV2 har i dag mandag 30. oktober lagt de første 2 afsnit af en ny dokumentar ’Børn på druk’ på TV2Play. I forlængelse af de første 2 afsnit, har Alkohol & Samfunds direktør, Ida Fabricius Bruun, følgende kommentar til alkoholkulturen blandt børn og unge:

- Vi tager som samfund slet ikke det her alvorligt nok. Det gælder også vores politikere. Den danske alkoholkultur kammer over for unge, og vi savner en bæredygtig kultur, hvor ingen oplever skader af deres alkoholforbrug. Det, vi ser i TV2’s dokumentar, er tæt på dødsdruk. Ansvaret ligger hos voksne - politikere som vedtager lovens rammer for salg af alkohol, og industrien, der arbejder inden for de rammer.

- Der er mange, der bidrager til den voldsomme drukkultur. Butikker, der sælger alkohol ulovligt til børn, bryggerier og barer, der ser stort på regler om udskænkning til unge under 18 år og en massiv markedsføring af store mængder alkohol til mindreårige. Det skaber en kultur, hvor alkohol bliver en adgangsbillet til voksenlivet og fællesskabet med store konsekvenser til følge.

- Det er direkte uansvarligt af alkoholindustrien. Vi ser, hvordan børn på 15 år får hældt både øl og stærk spiritus ned i svælget via en tragt fra en øl-vogn på J-dag, mens der heppes med drik, drik, drik.  Det er ikke uskyldigt. Det er opfordring til uhæmmet druk, dybt skadeligt og direkte ulovligt.

- Børn og unge bliver efterladt alene med ansvaret for deres alkoholindtag – og dermed også for de meget alvorlige konsekvenser. Det efterlader forældre uden reel mulighed for at passe på deres børn og unge.

- Vi har ladet stå til for længe, og vi har som samfund undladt at handle effektivt for at stoppe den skadelige alkoholkultur. I stedet for at ændre alkoholkulturen, symptombehandler vi unge, der drikker for meget. Vi pakker dem ind i tæpper, opretter safe spaces, indkalder ekstra ambulancer på J-dag og holder deres hoved, når de skal kaste op. Det er ikke bæredygtigt og har alt for store omkostninger, at vi ikke tager hånd om problemets rod.

- Børn og unges voldsomme alkoholforbrug har stået på i mange år, og seneste undersøgelse viser, at forbruget kun stiger. De mængder alkohol, børnene og unge i dokumentarserien indtager, er stærkt bekymrende.

- Det er alt for let for børn at købe alkohol. I 3 ud af 4 tilfælde, kan børn og unge gå ud af butikkerne med favnen fuld af alkohol. Det har vi dokumenteret i mystery shopping-undersøgelser gennem flere år.

- Hvis regeringen vil hjælpe børn, forældre og butikker, bør de sikre Folketingets opbakning til en 18-årsaldersgrænse for salg af al alkohol, som flertallet i befolkningen også efterlyser. Senest har en forældregruppe også stillet det som borgerforslag.

- En ensartet aldersgrænse på 18 år for al salg af alkohol, vil skabe større inklusion blandt unge, mindske drikkepres, mindske risikoen for alkoholskader, og så vil en ensartet aldersgrænse på 18 år gøre det lettere for butikkerne at håndtere salget af alkohol.

- Sundhedsstyrelsens faglige anbefalinger slår fast, at børn og unge under 18 år slet ikke bør drikke alkohol. Det skal vores lovgivning naturligvis understøtte, men det gør den ikke i dag, hvor man må sælge alkohol til 16-årige. Og når det halter så gevaldigt med at håndhæve de få andre regler, vi har om bl.a. udskænkning og markedsføring til børn og unge under 18 år, bliver det umuligt at ændre alkoholkulturen, siger Ida Fabricius Bruun, direktør, Alkohol & Samfund.

Fakta om unges holdninger
Fakta om unges alkoholforbrug