Guide skal hjælpe flere til rette behandling

Debatindlæg
Denne uges alkoholkampagne skal få flere til at søge hjælp. Alt for få mennesker, der er afhængige af alkohol, kender til kommunernes behandlingstilbud. Derfor får praktiserende læger nu et nyt værktøj til at snakke med patienter, og regionerne har besluttet, at hospitalerne skal øge opsporingen blandt deres patienter.

Debatindlægget blev bragt i Politiken Sundhedsmonitor d. 1. oktober 2020.

620.000 danskere har et problematisk alkoholforbrug, og 147.000 er deciderede afhængige af alkohol. Alligevel er kun cirka én ud af 10 i alkoholbehandling til trods for, at patienterne har gode muligheder for at få hjælp til at sænke sit forbrug af alkohol eller helt holde op med at drikke.

Borgernes manglende kendskab til behandling og den manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet er afgørende for, at så få søger i behandling. Det hjælper heller ikke, at behandlingsstederne ikke gør meget ud af at synliggøre deres tilbud.

Problemerne skal løses gennem et bredt samarbejde i sundhedsvæsenet, og denne uges alkoholkampagne er en god anledning til, at alle praktiserende læger og alle hospitaler melder sig ind i samarbejdet.

Blind plet i sundhedsvæsenet

Sundhedsstyrelsens servicetjek af alkoholbehandlingen i Danmark viser, at der er dårlig sammenhæng mellem det behandlende sundhedsvæsen og alkoholbehandlingen i kommunerne.

Kun 11 procent af borgere i alkoholbehandling, er nemlig blevet henvist fra egen læge eller hospitalerne, viser Sundhedsstyrelsens servicetjek.

Antallet er overraskende lavt, når borgerne i øvrigt mener, at deres læge har afgørende betydning for, hvilken behandlingsform man ville vælge for alkoholafhængighed.

I Alkohol & Samfund oplever vi, at Alkolinjen ofte binder sektorerne sammen og hjælper folk med, om de har brug for egen læge, alkoholbehandlingen i kommunen eller skal henvises til hospitalet.

Opsporing hjælper flere i behandling

Mangel på sammenhæng har eksisteret siden kommunalreformen, altså i 13 år. Det løser sig ikke natten over, og derfor samarbejder Alkohol & Samfund med både praktiserende læger og regionerne om konkrete værktøjer, som skal hjælpe flere i den rette behandling.

I denne uges alkoholkampagne har Alkohol & Samfund og Trygfonden et samarbejde med Dansk Selskab for Almen Medicin. Vi har sammen udviklet en tre-trinsguide kaldet OBS. Det skal hjælpe praktiserende læger til at tage den ofte svære men nødvendige samtale med patienter om, hvordan alkoholvaner påvirker deres sygdom og helbred.

Det skal være lettere for praktiserende læger at hjælpe patienter med alkoholproblemer. Derfor har DSAM, Alkohol & Samfund og TrygFonden udviklet en ny tre-trinsguide kaldet OBS. Guiden kan lægen bruge i konsultationer, hvor alkohol kan spille en rolle for henvendelsesårsagen. Med OBS-guiden kan den praktiserende læge hjælpe patienter med for højt alkoholforbrug til at opnå erkendelse herom og tilbyde konkrete muligheder for hjælp, som fx Alkolinjen 80 200 500.

Regionerne erklærede desuden for tre år siden, at de ville øge opsporingen af patienter, som har brug for kontakt til sundhedsvæsenet om deres alkoholproblemer.

Derfor er vi glade for, at Region Hovedstaden og senest Region Syddanmark har samarbejdet med os om at teste spørgerammer, som hospitalerne kan bruge, når de møder patienterne. I 2021 håber vi at udvide samarbejdet med hospitaler i alle regioner.

De to konkrete eksempler viser, hvordan et samarbejde mellem sundhedsvæsenet og civilsamfund kan bygge bro mellem sektorerne – her til gavn for patienter med alkoholproblemer.

Men vi afventer stadig og har store forventninger til Regeringens opfølgning på Sundhedsstyrelsens servicetjek af alkoholbehandlingen i Danmark.