Peter K

Folketinget svigter de mest sårbare i aftale

Debatindlæg
Samfundets mest sårbare bliver svigtet af Folketinget, hvis Folketingets partier ikke afsætter midler i finansloven til en uddannelse af rusmiddelbehandlere. En uddannelse vil gøre op med en social slagside og ulige behandling af de mange patienter med alkoholproblemer.

Indlægget er bragt i Politiken Sundhedsmonitor 4. december 2020

Af Peter Konow, direktør, Alkohol & Samfund
Igen kommer alkohol- og stofafhængige bagerst i køen. Finanslovsaftalen er sidste udkald, hvis Folketinget vil redde æren af at skabe mere lighed i sundhed og bedre kvalitet i behandlingen af alkohol- og stofafhængige.

Folketingets partier fordelte ellers for nylig midler fra reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Men modsat hvad der ellers var formodet, afsatte partierne ikke midler til en rusmiddelbehandleruddannelse.

Rusmiddelbehandling er derfor stadig i en undtagelsestilstand i forhold til al anden behandling i vores sundhedsvæsen.

Ingen andre steder i sundhedsvæsenet finder du en alvorlig sygdom, som alkohol- og stofafhængighed er, hvor der ikke er nogen som helst formelle krav til behandlernes uddannelse.
Peter Konow, direktør, Alkohol & Samfund

Derfor er der behov for en rusmiddelbehandleruddannelse, som kan sikre de ellers engagerede og dygtige socialrådgivere, pædagoger og sygeplejersker et fælles, tværfagligt grundlag med en videreuddannelse i alkohol- og stofbehandling.

Alkoholafhængighed er en alvorlig sygdom og har store konsekvenser for den enkelte og de nærtstående. Selvom der er 140.000 danskere, der er afhængige af alkohol, er kun omkring 17.000 i behandling.

Folketinget kender til manglende patientsikkerhed

Sundhedsstyrelsens serviceeftersyn i 2020 af den offentligt finansierede alkoholbehandling har ellers dokumenteret tydeligt, at kvaliteten af den alkoholbehandling, kommunerne tilbyder, er svingende, og at der er behov for at løfte kvaliteten.

Manglen på kvalitetsstandarder og sundhedsfaglige kompetencer har konsekvenser for patientsikkerheden, konstaterede Sundhedsstyrelsen.

Det er en meget klar melding fra Sundhedsstyrelsen, og det er bakket op af ledere af misbrugsbehandlinger og forskere, som har forberedt et oplæg til uddannelsens indhold og sammensætning - fordi det er et længe næret ønske fra behandlere og deres ledere.

Godt er ikke nok

De få kurser for alkoholbehandlere, der i dag udbydes af Sundhedsstyrelsen, ophører ved udløb af 2021, da bevillingen udløber.

Derfor er det nu, at Folketinget skal bakke op om at bruge 2021 på at udvikle en formel uddannelse af behandlerne, der tager sig af de mest sårbare i vores samfund. Der er tale om en meget ulige behandling, når borgere bliver behandlet af mennesker, som ikke har den formelle uddannelse til det.

Det er utilstrækkeligt og utilfredsstillende, at borgerne ikke ved, hvilken type behandling de får, og det er ikke godt nok, hvis der er stor forskel afhængig af, om du bor i den ene eller anden kommune.

Diplomuddannelse

I Alkohol & Samfund mener vi, at alkoholbehandling kræver en specialiseret videreuddannelse til rusmiddelbehandler. Det vil give en samlet og tværfaglig kompetenceudvikling af behandlernes sundhedsfaglighed i forhold til behandling af alkoholafhængighed.

Vi ser gerne, at uddannelsen bliver en diplomuddannelse som en overbygning på en professionsbacheloruddannelse forankret på centrene for videregående uddannelser.
En formel videreuddannelse vil desuden kvalitetssikre kommunernes aftaler med private behandlingssteder.

Finansloven er sidste chance

Et hurtigt regnestykke viser, at det vil koste halvanden million kroner at udvikle uddannelsen i 2021 og herefter vil to millioner kroner om året i en forsøgsperiode få skubbet uddannelsen i gang.

I sammenhæng med finansloven er det her peanuts og et lille skridt – men for de mange alkoholafhængige, der er behandlingskrævende, vil det gøre en verden til forskel og blive et kæmpe skridt for at sikre lighed i sundhed og bedre behandling.