Søren Brostrøm

Brostrøm: Der er noget helt galt i børnekulturen

Nyhed
Alkoholforbruget blandt børn og unge er chokerende højt, mener Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og hovedtaler på Den Nationale Alkoholkonference 2022. Sundhedsområdet skal særligt være opmærksom på de grupper af unge, der kan være sværere at nå i forhold til forebyggelse.

Af Thomas Chemnitz, journalist, Alkohol & Samfund

Der er noget galt i vores kultur for vores børn og unge. Det er ikke børn og unges ansvar men vores samfunds, vilkårene og forældres ansvar, indleder Søren Brostrøm fra talerstolen på Den Nationale Alkoholkonference 2022.

Sundhedsstyrelsens direktør viser forsamlingen fakta om alkoholforbruget blandt 15-16-årige i Danmark i forhold til andre europæiske lande:

- Forbruget er for højt i Danmark. Det er chokerende, at over 40 procent af unge inden for 30 dage har været beruset. Der er noget helt galt i børnekulturen, siger Søren Brostrøm og gør opmærksom på, at der dog ses en positiv udvikling på nogle områder, som vi skal undersøge nærmere for hermed at gøre mere af det, der virker.

Søren Brostrøm talerstol

Samfundets ansvar

Unge reagerer i øjeblikket på regeringens udspil til en sundhedsreform og heraf forslag til en 18-årsaldersgrænse for salg af alkohol i detailhandlen:

- Selvom der er noget galt i vores kultur blandt børn og unge, så er det ikke børn og unges ansvar men samfundets ansvar, vilkårene og forældres ansvar, siger Søren Brostrøm.

Han mener, at nogen skal skabe de gode rammer i forhold til indkøb, familiefester og fritidslivet for unge.

- Vi ved at, børn og unge er mere sårbare for alkohols skadelige virkninger end voksne. Det skyldes dels, at de unge ofte har et mere skadeligt drikkemønster og højere risikovillighed – som har betydning for vold, grænseoverskridende adfærd og sex man fortryder. Derudover er børn og unge også særligt sårbare for alkohols skadelige virkning, hvad angår udviklingen af hjernen. Det er et chokerende højt tal, at 1700 unge er indlagt om året på grund af alkohol, og at vi oplever, at ét ungt menneske hver måned dør, pointerer Søren Brostrøm.

Udlandet chokeret over danske forhold

Sundhedsstyrelsens direktør har ind i mellem besøg af kollegaer fra udlandet, og de reagerer stærkt på de danske forhold:

- Mine kollegaer i Europa er chokeret over, hvor frit tilgængeligt alkohol er i Danmark. Du kan gå ind på alle gadehjørner i en 7eleven og købe alkohol. Det kan være anderledes. Vi kan regulere antal salgssteder, og når vi sammenligner os med andre lande, har de andre lande tendens til at regulere yderligere, siger Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort nye anbefalinger med maksimalt 10 genstande om ugen og 4 på samme dag – også omtalt som 10-4. Desuden har Sundhedsstyrelsen anbefalet, at børn under 18 år slet ikke drikker alkohol:

- Vi sender også et signal til forældre om, at man har et ansvar som forælder. Man kan stadig vælge at udskænke alkohol til familiefester men tag et tydeligt ansvar for det, opfordrer Søren Brostrøm.

Kan ikke forklares med dansk kultur

Sundhedsstyrelsen har taget tilløb til de nye anbefalinger i nogle år og oplever, at de bliver taget godt imod.

- Der er plads til forbedring i håndhævelse af reglerne på området. Vi har set adskillige eksempler på, at barer markedsfører til grænsen og over grænsen. Mine udenlandske kollegaer forstår heller ikke, at man som en del af livet på en ungdomsuddannelse får udskænket alkohol med ledelsens og forældres accept og at ledelsen og lærere står som forbilleder ved fadølsanlægget. Jeg forstår ikke, at vi går enegang i forhold til vores nordiske broderlande.

Han mener ikke, at det kan forklares med den danske kultur, at vi har et overforbrug af alkohol:

- Vi skal have et særligt fokus på at ændre en beruselsesorienteret alkoholkultur, særligt blandt unge. Det kan ikke forklares med kultur, når vi sammenligner med andre nordiske lande. Og den kan ændres, for det har Island lige vist. Kan det lade sig gøre på Island, kan det også lade sig gøre her, siger Søren Brostrøm.

- Det kræver ansvarliggørelse af forældre og kræver noget af unge selv, og det kræver noget af os, der har magt og indflydelse og er forbilleder hos unge, siger Søren Brostrøm og slutter med at gøre opmærksom på den ulighed, der er socialt og sundhedsmæssigt i konsekvenser af et overforbrug af alkohol blandt unge:

Søren Brostrøms oplæg

- Der ses måske en positiv udvikling blandt unge, og den skal vi fremme. Men vi må også erkende, at jo mere vi får bragt overforbruget ned blandt unge, jo sværere vil det blive, for der er nogle særlige grupper blandt unge, der er sværere at nå, og der skal I have et særligt fokus, slutter Søren Brostrøm.