Vin og venner

Sådan spotter du et alkoholproblem

Nyhed
Ny befolkningsundersøgelse viser, at danskerne er meget uenige om, hvornår et menneske har alkoholproblem. Alkohol & Samfund og TrygFonden sætter med ny kampagne fokus på alkoholproblemer, så danskerne bliver opmærksomme på, hvad de skal kigge efter – og hvor de kan få hjælp.

Af Marie Bredkjær Thomsen

Seks tegn på, at du har et problem med alkohol
  1. Du oplever fysisk eller psykisk at trænge til alkohol
  2. Du har svært ved at stoppe efter få genstande, helt holde op med at drikke eller at nedsætte dit forbrug
  3. Du har symptomer på abstinenser (uro, rastløshed, hjertebanken, svedeture), som holder op, når du drikker
  4. Dit forbrug stiger over en længere periode, og du kan tåle mere, før du føler dig påvirket
  5. Du prioriterer dine handlinger og din tid efter, om du kan drikke alkohol – for eksempel til arrangementer, du er inviteret til
  6. Du drikker, selvom dit forbrug skader dig eller dine nærmeste

Kilde: Den WHO-godkendte alkoholscreeningstest AUDIT

Hver anden dansker mener, at en voksen har et alkoholproblem, hvis vedkommende drikker alkohol for at klare præstationer eller drikker sig fuld hver gang, de drikker. Næsten lige så mange mener, at et alkoholproblem er karakteriseret ved, at man drikker alkohol for at slappe af eller drikker mere end 21 genstande om ugen.

Det mangfoldige billede skyldes ifølge Bjarne Stenger Elholm, som er leder af den anonyme rådgivningstelefon Alkolinjen, at alkoholmisbrug er et tabuiseret emne.

– Det kan være svært at få øje på alkoholproblemer, fordi det ikke er noget vi taler åbent om. Tabuet regerer. Når ens forbrug skrider, gemmer man det og drikker ofte skjult eller alene, fordi man skammer sig. Det kan stå på i årevis, inden alkoholproblemet bliver tydeligt, fortæller han.

Derfor er Alkohol & Samfund og TrygFonden gået sammen om en ny kampagne, som skal sætte fokus på alkoholmisbrug og alkoholafhængighed og gøre danskerne opmærksomme på alkoholproblemer, så flere får hjælp tidligere.

– Alle har ret til gratis alkoholbehandling i kommunerne, men alt for få kender til det. Med kampagnen ønsker vi at bryde tabuet om alkoholproblemer og vise, at der er langt mere at vinde ved at søge hjælp, end der er ved at holde problemerne skjult, siger Frederik Mühldorff Sigurd, projektchef i TrygFonden

Sådan spotter du alkoholafhængighed

Bjarne Stenger Elholm fremhæver seks tegn, som man kan kigge efter, hvis man er bekymret for sit eget eller andres alkoholvaner.

– Alkoholproblemer er ikke en entydig størrelse, og der er mange myter forbundet med det. Derfor håber jeg, at kampagnen kan være med til at vise, at alkoholproblemer tager sig forskelligt ud – og at vi kan være med til at gøre opmærksom på, hvordan vi spotter og bedst hjælper dem, der er ramt af problemerne, siger Bjarne Stenger Elholm.

Alkoholtest png
Med Alkohol & Samfunds alkoholtest kan du nemt og hurtigt få et overblik over, hvordan du drikker.

En del af kampagnen er også alkolinjen.dk’s alkoholtest, som er et online værktøj til identificere eventuelle alkoholproblemer. Testen tager højde for både drikke- og adfærdsmønstre samt relationer til andre og giver derfor et nuanceret billede af alkoholforbruget. Den er udviklet af WHO og bruges både på Alkolinjen og af læger verden over.

Tal om problemet

Når problemet er spottet, er det ifølge Bjarne Stenger Elholm afgørende, at man gør sig nogle tanker om, hvordan man bedst muligt taler med personen, der drikker om problemet.

– Vi får rigtig mange opkald på Alkolinjen 80 200 500 fra pårørende, der godt ved, at en af deres nærmeste drikker for meget, men som synes, det er svært at italesætte det. Derfor har vi samlet seks gode råd til, hvordan du kan gribe det an, siger Bjarne Stenger Elholm.

Seks råd til, hvordan du tager snakken
  • Det er vigtigt at overveje, hvem der skal være med til samtalen, hvornår samtalen skal finde sted
  • Det handler om at finde det rette tidspunkt på dagen, hvor den der drikker ikke er for fuld eller abstinent
  • Drivkræften for samtalen bør være bekymring og ikke vrede. Man kan fx bruge vendinger som ”Jeg taler med dig om det her, fordi jeg er bekymret for dig”
  • Prøv at adskille alkohol fra personen ved at bruge vendinger som ”Det, alkohol gør ved dig og vores forhold, er…”
  • Brug jeg-sprog og bliv på egen banehalvdel ved at være tydelig om dine egne følelser, tanker og behov. Fortæl om det savn der er pga. alkohol
  • Anerkend det gode og det sunde, undlad fokus på fejl og mangler


Kampagnen kører fra mandag den 4. marts til 17. april 2019 på sociale medier, udvalgte tv-kanaler samt på plakater i gadebilledet. 63 kommuner deltager i kampagnen med egne events.

Læs mere om kampagnen her:

Vær der for den, der er der for dig
Nyhed
140.000 mennesker i Danmark er afhængige af alkohol, og 585.000 drikker så meget, at de højst sandsynligt bliver syge af det. Men kun 7.600 mennesker kommer i kommunal alkoholbehandling. Ny kampagne fra Alkohol & Samfund og TrygFonden skal få flere mennesker til at søge hjælp for deres alkoholproblem.