Nyt samlet dobbeltdiagnosetilbud må ikke glemme borgerens behov

Indlægget blev bragt i Sundhedsmonitor 8. september 2022

Af Ida Fabricius Bruun, direktør, Alkohol & Samfund

“Kalder de det for et dobbeltdiagnosetilbud, er det et mønstereksempel på, hvad der kan gå galt. Ordet må være skabt af hensyn til systemet og ikke af hensyn til brugerne. Ingen borgere ønsker at have et dobbeltproblem og blive oplevet som ekstra besværlig, som det antyder”.

Sådan siger én af vores kontakter, Kurt Kyed, tidligere bruger af psykiatri og alkoholbehandling, om det kommende samlende tilbud til borgere, der både har brug for behandling af fx en alkoholafhængighed og en psykiatrisk lidelse.

Kurt Kyed har en vigtig pointe. Selvom mennesker med en psykiatrisk lidelse og samtidig afhængighed langt om længe fra 2024 kan blive behandlet ét sted, i psykiatrien, skal tilbuddet indrettes efter og appellere til borgeren.

Inden vi kommer så langt, skal eksperter udpeget af Danske Regioner og KL inden udgangen af 1. kvartal 2023 finde frem til, hvem der skal visiteres til det nye tilbud. Kommunerne mener, der er tale om få patienter, mens regionerne mener, at der er tale om mange. Vi frygter, at diskussionen handler alt for meget om økonomi.

Det handler om borgernes behov

Alkohol & Samfund er for så vidt ikke optaget af hvor mange borgere, der bliver behandlet i hvilket regi, så længe selve tilbuddet er af en karakter, som matcher borgerens behov og er et attraktivt og professionelt alternativ til det eksisterende. Og så længe kommunernes økonomi på alkoholbehandlingsområdet ikke bliver udhulet. For der vil stadig være mennesker, som har behov for rusmiddelbehandling i kommunalt regi, og derfor skal kvaliteten her stadig sikres og udvikles.

Derudover er der flere ting, vi mener, ekspertgruppen bør holde sig for øje, når de sætter sig til arbejdsbordet.

Den første handler om alt det, der sker, inden mennesker som Kurt overhovedet er trådt ind ad døren til sundhedsvæsenet. I 2020 var 19.200 borgere i alkoholbehandling, og der er i Danmark cirka 140.000 borgere, som er afhængige af alkohol. Opsporingsgabet er til at få øje på. Samtidig anslås det, at mellem 40 og 65% af mennesker med rusmiddelafhængighed har en psykisk sygdom i løbet af deres liv[1]. Der er altså en meget stor befolkningsgruppe, som har behov for målrettet behandling, men som ikke får den i dag.

Derfor håber vi, at ekspertgruppen også vil se på og forholde sig til opsporing af målgruppen. Det virker mærkværdigt, at der bliver skabt et nyt behandlingstilbud, men at ingen - endnu - har forholdt sig til, hvordan de mennesker, der har behov for det, kommer derhen.

Når så mennesker som Kurt er trådt ind over dørtærsklen til et nyt behandlingstilbud, er det vigtigt, at den behandling ikke bliver en silo med skyklapper på. Mennesker, der lider af psykiatriske lidelser og samtidig drikker eller tager stoffer, vil nemlig stadig have behov for hjælp i kommunen både under og efter behandlingen i det nye tilbud, ligesom det stadig kan ske, at det er kommunens medarbejdere, der ser patienten først.

Visitationsretningslinjen bliver det centrale redskab for alle, og derfor skal den skrives så præcist og enkelt, at medarbejdere i alle sektorer altid hjælper borgeren til det rigtige tilbud. Uagtet hvor borgeren går ind, må princippet om, at ingen indgang er forkert, gælde.

Sikring af anonymitet og borgernes frie valg

Mennesker, der både har en psykiatrisk lidelse og et misbrugsproblem er nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund, og de har flere problemer at slås med, end andre patienter i vores sundhedsvæsen. Derfor er det vigtigt, at de nye visitationskriterier ikke giver dem ringere rettigheder end andre borgere.

For eksempel bør visitationskriterierne tage hensyn til de borgere, som stadig ønsker anonymitet eller som selv vil vælge deres behandlingssted. Hvis vi indskrænker de rettigheder, risikerer vi, at de helt undlader at gå i behandling.  

Samtidig vil det være vigtigt for de mennesker, der skal i behandling, at det nye tilbud kan iværksættes hurtigt. I dag er behandlingsgarantien for rusmiddelbehandling i kommunerne på 14 dage. Behandlingsgarantien for dobbeltdiagnosebehandling i regionerne bør derfor også være på 14 dage. På denne måde sikrer parterne, at behandlingsgarantien for borgere, der overgår fra kommunal rusmiddelbehandling til regional dobbeltdiagnosebehandling, ikke bliver forringet. Det vil være helt skævt, hvis nogen straffes med længere ventetid, fordi de har behov for mere specialiseret behandling.

I Alkohol & Samfund synes vi, det er positivt, at parterne er kommet i hus med en fælles aftale for et samlet dobbeltdiagnosetilbud. Vi håber dog, at ekspertgruppen i det kommende arbejde husker at have fokus på mennesker som Kurt og overveje, om det dobbelte i dobbeltdiagnoser bør betyde, at disse mennesker omsider skal have dobbelt så god behandling.