Mettes mønsterbrud krævede mere end uddannelse og job

Er man mønsterbryder, når man på trods af en hård barndom tager en uddannelse og får et godt job? Det er ofte sådan, vi bruger ordet. Men at være mønsterbryder handler om andet end det, man viser udadtil. Det mener 28-årige Mette Nielsen, der er vokset op med en mor, der havde et alkoholproblem.

Først da Mette selv blev mor, opdagede hun, at det klassiske mønsterbrud slet ikke var fuldendt, og hun måtte gennem et intensivt psykologforløb.

”Der var noget galt med min mor”

Mette husker sin barndom som uforudsigelig og tom, og hun var ofte meget alene.

- Når min mor drak, så forsvandt hun. Og da jeg blev ældre, stak min far også bare af og tog bilen og kørte, når min mor havde drukket. Min mor kom på afvænning utallige gange, så dér var hun der heller ikke. I lange perioder boede jeg hos min farmor, når min mor havde det svært.

Mette levede med en konstant frygt for, hvornår hendes mor igen gik ned i familiens kælder for at drikke sig fuld. Mettes mor havde gode perioder, hvor hun ikke drak og var til stede, og her husker Mette hende som omsorgsfuld, forstående og tålmodig. Men når hun drak, så det helt anderledes ud.

- Hun ændrede fuldstændig personlighed. Det var som om, hun blev besat af et monster. Noget af det første, jeg kan huske, er et julearrangement i børnehaven, hvor børnene er klædt ud som nisser, og forældrene skulle komme og købe æbleskiver. Her kan jeg huske følelsen af, at der var noget ved min mor, som ikke var rart. Dengang vidste jeg ikke, at det var fordi, hun havde drukket. Der gik det op for mig, at de andre forældre ikke var sådan, men at der var noget galt med min mor.

Alle vidste det, men ingen greb ind

Det var kendt i resten af familien og i familiens omgangskreds, at Mettes mor havde et alkoholproblem. Det var ikke noget, som hverken Mettes mor eller far syntes var flovt at tale om. Mette fortalte det også til sine venner i folkeskolen, og hendes klasselærer vidste det også. Det var ikke noget, hun forsøgte at skjule. 

Men der var ikke nogen, der talte med Mette om problemerne derhjemme eller gjorde noget for at hjælpe. Og her begynder ideen om, hvad der kendetegner en mønsterbryder at spille en rolle, fortæller Mette.

- Ideen om at være mønsterbryder blev allerede et problem, da jeg gik i folkeskole. Jeg tror faktisk, at grunden til min klasselærer ikke greb ind var fordi, jeg klarede mig godt fagligt i skolen. Han fortalte mig, hvor dygtig jeg var, og hvor godt jeg klarede det. Fokus var på det i stedet for at fokusere på, hvor dårligt jeg klarede alt andet.

Mette fortsatte på gymnasiet, hvor hun havde en del fravær, men hun fik fine karakterer og deltog i timerne, når hun var der. Her var der heller ikke nogen, der tog affære. Efter gymnasiet fortsatte hun direkte på en videregående uddannelse og fik efterfølgende et godt job.

Rollen som mor ændrede alt

På trods af sin hårde opvækst havde Mette følelsen af, at hun havde klaret sig godt, at hun var kommet igennem det og havde det godt nok. Hun havde jo taget en uddannelse, fået et godt job, og hun var ikke selv blevet misbruger. På papiret og udadtil var alt i orden. Hun var en vaskeægte mønsterbryder – i ordets typiske forstand.

Men da Mette blev mor for to et halvt år siden, faldt det hele sammen, og hun blev langsomt klar over, at barndommens oplevelser alligevel havde sat sig fast.

- Jeg havde ekstremt svært ved at finde ud af at være mor. Jeg havde svært ved at være glad i det, og jeg nød det ikke. Jeg følte det som et 24-timers arbejde, som jeg var dårlig til.  Jeg tror, det var følelsen af et kæmpe ansvar, der kom tilbage, som jeg var så træt af at have over for min mor, fortæller Mette og fortsætter:

- Der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at det var dét, der var skyld i, at jeg synes, det var så svært at blive mor. Det var først på det tidspunkt, at jeg begyndte at tænke over min barndom på en anden måde, end jeg havde gjort indtil da. Og jeg begyndte at tænke over, hvordan min barndom har påvirket mig, og hvilke mønstre og måder jeg har med mig i mine relationer. 

Det resulterede i et intensivt psykologforløb, der varede i halvandet år. Det gik op for Mette, at fordi folk omkring hende havde sagt, at hun havde klaret det og var sluppet igennem uden ar på sjælen – med reference til uddannelse og job – så havde hun glemt at tage sig af de psykiske ar og de mønstre, som barndommen havde sat i hende.

Hvornår er man mønsterbryder?

I dag har Mette ikke længere kontakt til sin mor. Hun afbrød kontakten for et år siden, da moderen igen blev indlagt og ikke ville tage imod den nødvendige hjælp fra lægerne. En beslutning, der har givet mere ro i hverdagen.

- Jeg tror, det har givet mig en enorm ro at slutte fred med, at min mor er alkoholiker, og det bliver ikke anderledes. For det der med hele tiden at gå med håbet, det var simpelthen for hårdt. Så at slutte fred med, at det er sådan, det er, og så få det bedste ud af det. For mit vedkommende var det ikke at have kontakt med hende.

Samtalerne med psykologen har hjulpet Mette med at blive opmærksom på de mønstre, hun har taget med sig fra sin barndom, og hun har mere overskud til at være mor for sin søn. Og så har hun en bøn i forbindelse med den måde, vi taler om det at være mønsterbryder på.

- Jeg synes, der er for lidt fokus på mønsterdelen. Mønstrene i forhold til, hvordan du agerer og er i relationer. Det ligger jo i ordet mønsterbryder. Men af en eller anden grund bliver det kun brugt som en betegnelse for, at man på papiret har formået at skabe sig et liv, som er bedre end det, man kom fra. Det kan have nogle uheldige konsekvenser, ligesom det havde for mig, når man kun fokuserer på dét uden for én selv.

Mette håber, at andre, som har haft lignende oplevelser i barndommen, husker, at der kan være nogle mønstre, man bærer med sig, som det er vigtigt at få talt om og gjort noget ved, inden det pludselig kan falde sammen.